Anders Mørck | Københavnersnude #326

0
356
Anders Mørck
Velkommen til Ugens Københavnersnude, som er medstifter af GoBoat, Anders Mørck. I 2014 stiftede han sammen med sine to kammerater GoBoat, der siden hen har vendt op og ned på livet i Københavns Kanal – på den mest vidunderlige måde. Nu kan vi alle nemlig være bådejere for en times tid eller to og mærke den salte vind og smilende sol på vandet. Anders holder ellers til på Østerbro, hvor han bor sammen med sin familie, men bruger hele byens mange muligheder, både sammen med børnene, med hustruen og med vennerne. Mød hans København her.

 

LC: Hvad har du gang i for tiden?
Anders Mørck: Jeg har siden 2014, hvor jeg var med til at stifte oplevelsesvirksomheden GoBoat, arbejdet på at gøre vandet tilgængeligt for så mange mennesker som muligt verden over. Jeg brænder for, at folk skal have nærværende kvalitetsoplevelser på vandet, og i øjeblikket er vi i gang med at åbne vores koncept i Odense. Det er en kæmpe tilfredsstillelse, når man ser de første gæster sejle ud med et stort smil på. Derudover hjælper jeg min seje hustru med hendes passion om at inspirere kvinder til at skabe overblik over deres økonomi og blive mere økonomisk frie. Hun er blandt andet ved at skrive en bog om emnet og har instagramprofilen emiliemorck og Facebookgruppen FIRE ladies DK med 4.000 tusinder medlemmer.

LC: Hvor bor du?
Anders Mørck: Jeg bor på Østerbro på en sidegade til Nordre Frihavnsgade med min hustru og mine to drenge på 2 og 4 år.

LC: Hvor går du tur?
Anders Mørck: Med to små børn går jeg ofte efter byens legepladser. Jeg elsker at komme i Fælledparken, hvor der er store grønne arealer, flere legepladser, basketballbaner og mange glade københavnere. Min familie og jeg tager ofte en picnickurv med i Fælledparken og bruger en eftermiddag og aften sammen der.

LC: Hvor drikker du kaffe?
Anders Mørck: Jeg drikker primært min kaffe derhjemme eller tager en termokande med. Jeg er lidt af en kaffenørd og brygger det meste kaffe med en aeropress og elsker at eksperimentere med forskellige bønner. På Østerbro køber jeg ofte mine bønner hos kontra coffee.

LC: Hvor spiser du?
Anders Mørck: Jeg spiser primært hjemme med min familie, men går meget op i mad og madoplevelser. Når børnene bliver passet, går min hustru og jeg altid ud og spiser. Vi er mest til italiensk, fransk og japansk. Jeg har selv boet i Tokyo, så jeg er vild med steder som Jah Izakaya og Ramen to Biiru På Østerbro holder vi mest af Le Saint Jacques eller Hos Fischer. Generelt er det bare fantastisk at bo i en by med så god en madscene. Nu har det ikke været muligt at gå ud længe, så jeg glæder mig meget til at komme ud igen snart. I første omgang bliver det på Mangia.

LC: Hvor fester du?
Anders Mørck: Med to små børn kommer jeg ikke ud at feste særligt ofte mere. Men jeg er fan af byens mange cocktailbarer som fx. Duck and Cover hvor de laver en fabelagtig whisky sour. Ellers kan jeg godt lide at danse, så At Dolores plejer at kunne få mig ud på dansegulvet. Endelig synes jeg, at konceptet på Pluto og Llama fungerer rigtig godt, hvor musikken skrues op, og restauranten bliver mere og mere til natklub, som aftenen skrider frem.

LC: Hvor inspireres du?
Anders Mørck: En lang gåtur, hvor jeg kigger op og tager byen og dens stemning ind, er altid god inspiration for mig. Ellers holder jeg også meget af at besøge et af byens mange gallerier, museer eller andre kulturelle tilbud. Endelig, som iværksætter, booker jeg til tider møder i et af byens kontorfællesskaber for at mærke den fantastiske vibe og iværksætter- og innovationsånd, der er disse steder. Specielt Soho i Kødbyen er et sted, jeg ofte vender tilbage til, da det var her, at vi startede GoBoat i 2014.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
Anders Mørck: Københavns Havn er for København, hvad Central Part er for New York. At se byen fra vandsiden giver et helt nyt perspektiv til en helt fantastisk by. Der er mange seværdigheder i København, som bedst opleves fra vandsiden. Specielt området bag Operaen ved Christiania er en unik lille oase, som jeg holder af at besøge.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Anders Mørck: For to uger siden, da jeg gik en tur rundt om søerne og mærkede solens stråler og så på alle de glade københavnere, som var trukket ud af deres corona- og vinterhi, mens jeg lyttede til klassisk musik. Der er en særlig stemning og liv over København, som specielt kommer til udtryk, når foråret kommer, og alle trækker ud fra deres vinterhi. Så kan man ikke undgå at blive i godt humør.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
Anders Mørck: Jeg har mange gode minder fra København, men for nylig havde jeg en hel dag sammen med mine to drenge, hvor vi besøgte soldaterne ved Amalienborg, sejlede med havnebussen, løb om kap på Kastellet og kiggede på både nede ved Ofelia Plads. Det var en skøn dag, hvor vejret, byen og samværet gik op i en højere enhed.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Anders Mørck: Min anbefaling til den bedste oplevelse i København er en halv eller hel dag i langsomt tempo. Start med morgenmad fra en af byens fabelagtige bagerier. Gå en lang tur med en god kop kaffe. Sid på en bænk i en af de mange små parker og læs en bog og slut af med en middag på en af byens mange gode restauranter og spisesteder.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Anders Mørck: Både som københavner og som medejer af en oplevelsesvirksomhed synes jeg, at udbuddet af oplevelser om vinteren kunne være bedre. Jeg er sikker på, at der er mange gode ideer til, hvordan vinterudbuddet kan løftes. Jeg håber, at kommunen og myndighederne generelt vil være med til at støtte op om at gøre byen lige så aktivt om vinteren som om sommeren. Dette er kun blevet vigtigere, efter at corona har udfordret vilkårene for turisme og oplevelsesindustrien i byen.

LC: Dit soundtrack til byen?
Anders Mørck:
Jeg lytter til meget forskellig musik – alt fra klassisk til elektronisk musik. I øjeblikket nyder jeg at lytte til Morning Sun med Melody Gardot stort set hver morgen. Det er den perfekte start på dagen, specielt hvis man er tidligt oppe og går en tur, mens man ser solen stå op over byens tage – så bliver det næsten ikke bedre 🙂

Tusind tak, Anders Mørck, fordi du ville dele dit København med os! 

GOD SØNDAG