ANMELDELSE: MELODIEN, DER BLEV VÆK

I lørdags var Louise til premiere på det nye stykke, Melodien, der blev væk, på Nørrebro Teater. Stykket af Kjeld Abell havde urpremiere i 1935 i mellemkrigstiden, men er stadig højaktuelt.

I ‘Melodien, der blev væk’ følger vi vores hovedperson, Larsen, som lever et ganske almindeligt liv med et kontorarbejde, der tager det meste af tiden. Når han ikke er på arbejde, er han sammen med kæresten/konen, Edith, og selvom de har det udmærket, tager den ene dag den anden, og der kommer færre og færre nuancer, farver og toner i deres liv. Det bliver en dag for meget. Larsen hører en sagte melodi og beslutter sig for at finde frem til denne melodi – en slags metafor for meningen med livet, eller måske bare glæden ved livet.

Surrealistisk og morsomt

Stykket er meget syret med en sindssygt flot scenografi med en roterende scene, der udnyttes på en både sjov, begavet og kunstnerisk måde. Altså, selvom det handler om den kedelige hverdagstrummerum, er der intet normalt og kedeligt ved stykket, det er vigtigt at slå fast. Og så er det eksistentialistisk, da det stiller nogle spørgsmålstegn ved den måde, vi lever vores liv på. Stykket er på den måde meget aktuelt den dag i dag.

Jeg var meget glad for skuespillet, især Julie Agnete Vagn (som jeg i videoen kommer til at kalde for ‘Rikke’ – sorry!), som spiller Edith, og ikke mindst hendes mor, Christiane Gjellerup Koch, som er hylende morsom. Men faktisk er samtlige skuespillere på scenen på hver deres måde fabelagtige. Esben Dalgaards Larsen har man sympati for med det samme, Tom Jensen er totalt syret på en David Lynch-agtig måde, og Jens Jørn Spottag er meget fysisk morsom i dette stykke. Eleverne Bolette Nørregaard Bang og Sebastian Henry Aagaard-Williams gør det også super godt. Hannah Schneider er en af mine yndlingssangerinder, og hun fungerer som kapelmester i denne opsætning – nogle flotte kompositioner, hun har lavet til stykket, som hun formår at give charme, intimitet og kant.

Husk de lykkelige stunder

Stykket er både morsomt og deprimerende – når man som jeg frygter at falde i kedelige folder og få et gråt hverdagsliv, kan jeg fysisk mærke angsten, når jeg ser et kedeligt kontormiljø. Men stykket er også opløftende, og man får lyst til selv at søge efter melodien. Jeg kan næsten blive lidt rørstrømsk af denne slags stykker, for er det ikke vigtigt, at vi får det bedste ud af den tid, vi har her?

Stykket spiller til den 17. april, og der en stor anbefaling til Nørrebro Teater og Melodien der blev væk herfra.

Rigtig god fornøjelse!

/Louise