mandag, januar 6, 2025
Home Blog Page 190

17. december. Jul i København. Af Kristine Korsgaard.

 

Julen får os til at gøre mærkelige ting. Det er som om, kalenderens
melding om ‘december’ får os til at elske ting, vi ellers ikke
ligefrem længes efter resten af året – for eksempel når det gælder alt
det, vi kan fylde i os. Hvert år undrer jeg mig over, hvordan de små
boder i indre by kan løbe rundt, når det, de sælger er småkagedej kogt
i palmin, voldsomt søde, tørrede frugter, man ikke rigtig kan tygge og
klæge kager med honningsmag og et glansbillede klistret på. Det ser
hyggeligt ud, men hvem dælen køber varerne?
På den anden side… jeg bryder mig normalt ikke selv om smagen af
kanel, nelliker og kardemomme, men i december er jeg en sucker for
glögg. Og på vej hjem fra arbejde i går fandt jeg pludselig mig selv
ved en af de boder, jeg ellers ikke forstår, og gav 25 kroner for en
rød og hvidstribet pose med mandler stegt i en krydret sukkerlage. Det
var lige foran det gamle posthus i Købmagergade. Og de smagte faktisk
meget godt.

 

16. december – Husk at drikke glögg til!

 

De københavnske caféer er gode til at lave glögg. Det opdager man, når man er på jagt efter et godt glas og ikke stopper efter det første af slagsen.

I dag skal alt helst laves fra bunden – det er nemlig processen og ikke nødvendigvis resultatet, der tæller mest. Heldigvis går både Kind of Blue på Ravnsborggade og Café Alma på Isafjordsgade op i det færdige resultat, samtidig med at de har kælet for detaljerne. Smagte man en lille smule lakridsrod dér? Og var det ikke en god portvin, der var kommet på dette glas? Jo, ingredienserne er mange, gode og med masser af smag.

På Kind of Blue får man pebernødder med til sin glögg, og indehaver Claus fortæller iøvrigt, at der er planer om at servere en vinterpunch, når julen er overstået, så vi stadig med god samvittighed kan blive en smule tipsy i de blå timer.

På Café Alma kan man, som én af de få caféer i København, stadig sidde udenfor og nyde glöggen. På en frostklar dag, hvor man alligevel er pakket ind i dynjakke, vinterstøvler og flere par vanter og huer, lyder det da meget hyggeligt.

Glædelig 16. december!

15. december. Jul i København af Sune Holm Thøgersen

 


“Jeg er egentlig ikke den store julefanatiker – hvis man da ser bort fra selve juleaften og de efterfølgende dage i familiens skød. Men når sneen falder over Stefanskirken på Nørrebro, mens mørket falder på, så bliver selv jeg lidt julevarm indeni. Der falder det hele i hak: julelysene i træerne foran kirken, den tilbagevendende tradition med den store julekalender, der hænger ned fra tårnet og den sædvanlige ”voldsomme trængsel og alarm” på Nørrebrogade. Så hjælper det nok også på den varme følelse, at jeg selv blev gift i kirken og bor med udsigt over præsten flotte have, der ligger bag kirken.”

14. december. Jul på Christiania

 

Ingen jul uden julemarked på Christiania!

På det lidt utraditionelle men meget hyggelige julemarked kan du finde det sødeste, sjoveste og mærkeligste julepynt. Eller smukke keramikvaser. Eller fantasifulde øreringe.

Bliver du tørstig, så spring glöggen over og snup istedet en kop varm øl. Det er en spændende oplevelse! (psst… når markedet lukker kl. 20.00, så er den varme øl gratis… men støt gerne de søde sælgende alligevel og køb inden lukketid)

Iøvrigt går den gode julestemning godt i spænd med, at intet er forbudt. Således må man gerne ryge i Den Grå Hal – man skal bare prøve at begrænse det.

Glædelig 14. december (kun 10 dage til juleaften!)

13. december – Lucia optog i byen

 

I dag er det luciadag. Sankta Lucia er skytshelgeninde for Syrakus, ‘hovedstaden’ på Sicilien.

Før i tiden var Lucianet eller lussenatten den længste på året. Men efter at Danmark gik over til den gregorianske kalender i 1700 er det som bekendt blevet d. 21. december, der er den længste nat eller den korteste dag på året, solhverv.

Navnet Lucia sattes i gamle dage i forbindelse med “lux”, som er latin for lys. Denne nat tændte man lys for at forlænge døgnets lyse timer.

I aften kl. 18.45 er der luciaoptog af koret fra Gammel Hellerup Gymnasium på Gråbødre Torv, hvor der iøvrigt allerede nu er meget nisset og julet – et godt sted at nyde en dejlig aften i julens tegn.

Glædelig 13. december!

12. december – Overdådige juleborde


I december måned er det lovligt at være overdrevet. Overdrevet pyntet, overdrevet fuld, overdrevet fed, overdrevet kærlig, overdrevet interesseret i, hvordan man dækker det smukkeste middagsbord.

Nu har Royal Copenhagen i mange år efterhånden taget kærlig hånd om de mennesker, der allerede i november måned begynder at spekulere på, hvordan julebordet skal dækkes. Hvilken stil skal man vælge? Den landlige? Sølv, sort, rød, grøn eller guld? Den luksuriøse? Den barnlige og humoristiske?
Royal Copenhagens juleborde er overdådige på alle måder, og derfor er det en oplevelse hvert år at svinge forbi den store butik på Strøget. Det er borddækningens haute couture. Ingen har ligefrem lyst til at spise ved disse borde, men smukke og opfindsomme, det er de.
Iøvrigt kan vi oplyse om, at den pastelfarvede, håndlavede  og musselmalede kop får kærlig behandling af 30 sæt hænder, før den står på hylden, klar til at tilfredsstille en bedstemors kaffetrang. Jo, det kom fra malerinden selv, da hun sad med et eksemplar og farvelage koppens smukke blomster, mens den ene julebordsinteresseret m/k’er efter den anden trissede nysgerrigt forbi hendes bord.

11. december: En klassiker indenfor jule-pynt

Hvis man er træt af sin julepynt fra sidste år, så er et af de bedste steder at finde nyt i Kong Hans Salen i Magasin. År efter år har stormagasinet slået dørene op til tre sale proppet med julepynt – både klassisk og moderne. Her er nisser med røde huer, flotte juletræs-kugler eller lysestager med elge. Billederne taler vist for sig selv.

Vi kan kun anbefale et besøg i de julepynts-fyldte rum – men pas på, man kan nemt nemt nemt komme til at købe en julekugle for meget.

Glædelig 11. december!

10. december. Jul i København. Af Anne-Gia Mortensen

 

Jeg elsker jul i Tivoli! Det kan være lidt koldt at gå rundt i den gamle have i december, men så er det jo heldigt, at man kan få varmen ved at drikke æblegløgg (mmm!) og spise lune æbleskriver. Og så skal man jo ikke glemme den varme, der spreder sig i kroppen, når man giver sig selv lov til at slippe julemånedens stress og bare betragte de smukke lys i havens træer og buske. En helt igennem vidunderlig varme – og julestemning!

9. december: Jul i Stefanskirken

Julen er i den grad kirkens fest, for vi skal jo ikke glemme, hvorfor vi overhovedet fejrer julen.

En af de mest markante kirker i København er Stefanskirken på Stefansgade og Nørrebrogade. Kirken har utrolig mange arrangementer i december, fx er der julebazar, luciaoptog, babybongogudstjeneste og midnatsmeditation.


Stefanskirkens juleudsmykning er også én af Københavns smukkeste, når den lyser hele Nørrebrogade op i mørket.


Læs juleevangeliet og glæd dig til at høre det læst op i kirken d. 24. december.

Glædelig 9. december!

Det’ jul, det’ cool – glædelig 8. december

 

Med fornøjet glimt i øjet, trækker folk i vintertøjet
Til den årlige folkevandring op og ned ad Strøget
Der bli’r handlet, pakket ind,  og det bli’r købt og solgt
Tøsne, snot i næsen, det’ pissekoldt
Så vi hygger  li’så fint vi kan
Og særlig uundværlig, det er Magasin
Det’ jul, det’ cool, kig dig lidt omkring

Glædelig 8. december – og god fornøjelse med juleindkøbene