Sommeren sniger sig hastigt ind på os, og før vi ved af det, skal vi slukke computeren og finde en strand, hvor vi kan blive solskolede, mens vi falder i søvn med en bog på hovedet. Disse bøger vil jeg gerne være med til at vælge for dig. Læs med her – der er noget for de fleste læseheste.
Nogle bøger er modtaget som anmeldereksemplarer, andre er købt af undertegnede.
Af Louise Taarnhøj
Effektive sammen – Om at skabe tid, motivation og arbejdsglæde
Er du også ved ind imellem at falde bagover af alle de ting, du skal nå – og hvor effektiv, du skal være både på jobbet og derhjemme? Så er dette en bog for dig. Det er nemt nok at påpege, at det er svært at blive mere effektiv, end vi i forvejen er. Men det er svært at komme med løsninger på, hvad vi så gør. Og det gør denne bog faktisk.
Forfatter Trine Kolding er Danmarks tidsekspert nr. 1 og kommer med sine bud på, hvordan man som leder indfrier krav til effektivitet uden at bede nogen om at løbe stærkere. Og det lyder da meget fedt, ik? Jeg arbejder selv på et kommunikationsburea, hvor der virkelig arbejdes effektivt og godt sammen – så da denne bog udkom, blev jeg nysgerrig på at vide, hvordan det kan være, at alle os, der arbejder her, faktisk ret tit har en fest med at gå på arbejde? Hvad er det, der gør, at vi løfter i flok og samtidig har det sjovt med det?
Der er gode cases i bogen, som sagtens kan læses lidt hen ad vejen og også bruges som opslagsværk. Ideel til dig, der gerne vil lære lidt om, hvordan vi bliver effektive sammen.
Gyldendal, 206 sider, 300 kr.
Mænd forklarer mig ting
I marts måned, på Kvindernes Internationale Kampdag, udkom en samlet udgave af de feministiske essaysamlinger, Mænd forklarer mig ting og Alle spørgsmåls moder, skrevet af kvinden bag begrebet, mansplaining. I essaysamlingen ser Rebecca Solnit nærmere på kønsroller, magtforhold og systematisk kvindeundertrykkelse. Og på hvordan kvinder – og mænd – bliver tvunget til tavshed.
I essayene undersøger hun også den nye feminisme, der særligt vokser frem blandt unge, og som hun mener er ved at forandre vores syn på sex, samtykke, magt, erttiheder, køn og repræsentation.
Rebecca Solnit har været et feministisk forbillede i lang tid efterhånden, og da hun skrev essayet, Mænd forkalrer mig ting, satte hun ord på den måde, hvor nogle mænd forklarer kvinder noget, de allerede ved. Essayet blev verdenskendt og begrebet mansplaining var født. Et ord, der efterfølgende blev kåret som årets ord af New York Times.
Essayene er skrevet i et humoristisk og afvæbnende sprog, dog stadig med den alvor, der er vigtig i et emne som dette. Jeg giver den min klare anbefaling – særligt, hvis du synes, der er ligestilling mellem kønnene i den vestlige verden.
Rosinante, 350 sider, 299,95 kr.
Offline
Har du læst SLUK af læge Imran Rashid, som udkom for nogle år siden? En bog, der virkelig sætter perspektiv på vores online verden. Nu kommer opfølgeren OFFLINE, som udover Imran Rashid er skrevet af iværksætter, online marketing-specialist og forfatter Søren Kenner.
Bogen viser dig, hvordan blandt andre Apple, Google og Facebook målrettet bruger mind hacks og afhængighedsdesign til at manipulere og fastholde din opmærksomhed – og dokumenterer, hvordan disse metoder påvirker din identitet, din virkelighedsopfattelse og din evne til at indgå i sociale sammenhænge. Bogen gennemgår den seneste viden inden for blandt andet hjerneforskning, sociologi og psykologi og dokumenterer sammenhængen mellem smartphones, sociale medier og stress, angst, søvnforstyrrelser og koncentrationsbesvær.
Det er en både interessant, lidt skræmmende men også brugbar bog for dig, der gerne vil blive ved med at være på de sociale meder og samtidig begå dig i den virkelige verden. Det ene udelukker ikke det andet – heldigvis.
People’s Press, 248 sider, 299,95 kr.
Ind i skoven
Jeg har ofte nævnt skovterapi på min Instagram-story, så da jeg modtog hele to bøger fra Gyldendal om netop skovterapi, blev jeg overvældet glad. Det er dog kun den ene, jeg anbefaler her, da den anden ikke fangede mig overhovedet.
Ind i Skoven er skrevet af japanske Dr. Qing Li og har undertitlen “Skovbadets kunst og videnskab“.
Det forventes, at i 2050 vil 75 % af verdens befolkning bo i byer, og det er dokumenteret, at byboere har større sandsynlighed for hjerteanfald, slagtilfælde og kræft og hyppigere rammes af angst og depression. Den gennemsnitlige europæer bruger 90 % af sin tid indendørs og næsten ni timer om dagen foran en skærm. Det er mere tid, end de fleste sover om natten. Bogen her er derfor en vej for os, der vil arbejde enkelt, effektivt og veldokumenteret med vores egen sundhed.
Dr. Qing Li har samlet mere end 20 års forskning og omsat det til en lettilgængelig, videnskabelig fungeret guide til shinrin-yoku. På japansk betyder shinrin ‘skov’, og yoku betyder ‘bad’. Så shinrin-yoku betyder bogstaveligt ‘badning i skoven’, men er brugt til at betegne det at begive sig ud i skoen for at høste sundhedsmæssige fordele.
Det er videnskabeligt bevist, at shinrin-yoku kan lette en lang række sygdomme; fra højt blodsukker til stress, depression, højt blodtryk, søvnmangel, angst. Effekten på immunsystemet er potentielt så kraftfuldt, at en reducerer risikoen for sydomme som type 2-diabetes og kræft. Bogen viser også den dokumenterede sundhedseffekt af noget så simpelt som stueplanter og en gåtur i den lokale park.
Så snup denne bog med i sommerhuset og gå lange ture med rigtig god samvittighed og mærk sundheden i din krop og hjerne 😉
Gyldendal, 201 sider, 299,95 kr.
GOD LÆSNING!
/Louise T