Corona-gåture øde steder i København

4
614
copenhagen

Selvom de fleste af os arbejder hjemmefra og holder os inden døre, så er det stadig tilladt at gå en tur – alene eller sammen med den, man bor sammen med, og med behørig afstand til dem, man passerer. Men mange steder i byen er stierne fyldt godt op, hvilket gør det svært at holde afstand. Derfor får du 10 tip til gåture, hvor du kan få frisk luft og motion, uden at være til fare for dine medmennesker.


Af Louise Taarnhøj

TIP 1:

Kom ud at gå meget tidligt om morgenen (gerne inden kl. 8) eller sent om aftenen (helst efter kl. 20). Der er ikke nær så mange mennesker på gaden, og byen kan sagtens være badet i både solskin og stemning på disse tidspunkter.

TIP 2:

Gå ad nogle gader, du ikke plejer at gå – og opdag byen på ny. Selvom du måske har boet her i mange år og føler, at du kender byen som din egen baglomme, så vil der helt sikkert være gader, som du aldrig har gået på. Hvem ved, måske opdager du en butik, som du gerne vil besøge efter nedlukningen? Måske er der en smuk dør, et fint gavlmaleri eller en interessant udsmykning? Tag en omvej – det er i øvrigt også meget sundt for hjernen at skulle forholde sig til nye ruter.

TIP 3:

Tag bilen ud af byen, hvis du kan. Det er ikke alle, der har bil, men hvis du har muligheden, så sørg for at komme ud af byen og ind i landet for på den måde at have mere plads til at boltre dig på. Både nord, syd og vest for København kan du finde adskillige smukke, dejlige og øde områder, hvor du kan få masser af kilometer i benene.

TIP 4:

Kongelunden. Ude på Amager, langt ude, helt ude ved Dragør, ligger en stor, frodig skov, Kongelunden. Det er faktisk her, at Nomas kokke dagligt er ude at finde ukrudt, som de serverer på restauranten (måske ikke lige nu…). Tag din cykel og måske en ven, som du holder afstand til, og gå en lang tur derude, hvor ingen endnu har fundet hen.

TIP 5:

Pinseskoven. Lidt samme princip som tip 4 – dog er vi ikke klar over, om du møder nogen kokke i dette område. Men det er jo også meget godt, siden vi leder efter øde områder her. Pinseskoven er endnu et stort, øde område ude på Amager, og du kan sagtens nå derud på cykel – en stor birkeskov, der har sået sig selv i 1950erne af frø, der er blæst herover fra Sverige. Jo, den er god nok, det er en svensk skov i Danmark. Så kan du også få øvet et af dine fremmedsprog, mens du går tur alene. Skoven taler svensk.

TIP 6: 

Vestre Kirkegård. Følger du med her på bloggen eller på Instagram, så har du hørt om Vestre Kirkegård før. Her er vi nemlig kommet de sidste 10 år, men der er sjovt nok ikke så mange københavnere, der har opdaget stedet. Kirkegården er virkelig stor og overskueligt bygget op, så du kan sagtens slå et smut til højre, hvis du ser et andet menneske komme imod dig. Et helt perfekt sted at være alene. (ikke et tip til forelskede par, når nedlukningen er overstået, tak).

TIP 7:

Sydhavnstippen og Valbyparken. Her kan du virkelig gå langt uden at møde et øje. Du skal bare lige forbi den første del af Valbyparken længere ud til det, der kaldes Tippen. Her kan du endda møde får og alkapaer, men husk at holde afstand! Der er vand, der er frisk luft, og der er ro.

TIP 8:

Bellahøj. Hvis du cykler ud til starten af Vanløse, møder du Bellahøj – byens højeste punkt. Her kan du nok ikke være sikker på at være alene, men der er plads nok, og der er god udsigt ind over byen.

Tip 9:

Refshaleøen. Engang syntes vi alle, at det var enormt langt væk. Men nu er det som om, Refshaleøen er kommet tættere på med en bro, flere restauranter og et par festivaler derude. Hvis du drejer til højre, lige inden du kommer ud til La Banchina, så er der et stort og meget øde område. Det er næsten så øde, at det er trist. Men der er også mulighed for at se på vindmøller (!) og grafitti.

TIP 10:

Gå tur derhjemme. Åben dine vinduer, så der kommer gennemtræk, sæt en podcast på, tag din telefon i hånden og blev ved med at gå, til du rammer 10.000 skridt. Det tager ca. et par timer, kan jeg med hånden på hjertet sige.

 

Mangler du stadig nogle ideer til, hvad du kan lave? Læs vores 20 ting du kan lave i karantæne her.

Følg vores Instagram, hvor vi også kommer med inspiration til dejlige København.

4 COMMENTS

  1. […] Gå en lang tid med en podcast i ørene – alene Snør skoene, på med jakken og i med høretelefonerne. Du kan fx høre vores egen Louise Taarnhøjs podcast “Kærlighedens Labyrint” eller gå i true crime mode og høre “Mørkeland“. Jeg kan også varmt anbefale “I en danskers blodspor”. Hvis du vil have inspiration til en coronavenlig gåtur i København, hvor du ikke render ind i alt for mange mennesker, så læs med her: corona-gåture øde steder i København. […]

Comments are closed.