Det skal du shoppe på Copenhell 2023

1
430

Vi nærmer os årets Copenhell med hastige skridt, og gudskelov for det – eller skulle man skrive Satans godt for det! Hvis du allerede har læst vores artikler om musikken og maden på festivalen, er du formentlig klar til at se, hvad du skal shoppe. For oh jo, du skal shoppe masser af merch og andet gejl, når du tager en slapper mellem headbanging og mosh pits. Følg med her!

Af Louise Taarnhøj

Når helvedes porte åbner på Refshaleøen om få dage, bliver det til et Satans godt program med en helvedes masse god mad. Men der kommer også pokkers mange spændende boder, du kan snuse rundt i, når du ikke er ude at høre hurtige guitarsoloer og dobbelt stortrommepedaler.

Her får du et lille udpluk af de boder, du SKAL forbi:

Halle 15 Clothes

Leder du efter en ny lædervest eller måske en skotsk kilt, skal du slå et smut forbi Halle 15 Clothes-shoppen. Her kan du også få deminveste, shorts, hættetrøjer og alt muligt andet, der får dit heavy metal-hjerte til at slå hurtigere.

Viking Drinking Horns

Det kan også være, at du er på jagt efter det perfekte kohorn til din mjød? Så er det hos Viking Drinking Horns, du skal shoppe. Her er alle horn lavet efter alle fødevarereglerne, så du trygt kan indtage alt, hvad du har lyst til, gennem de flotte horn. Du kan også få en hornholder til dit læderbælte, så du kan have hornet med i kamp, eller hvad du nu skal.

Fotogravyr

Måske skal du giftes og mangler en ring til din udkårne. Jamen, så skal du bare forbi Fotogravyr, som designer ringe, lightere, kortholdere og andet brugbart, lige som du ønsker det. Måske kan du finde et fint dødningehoved og få skrevet AGNETE eller JØRGEN henover, hvis det er din udkårnes navn. Er din udkårne med på Copenhell, kan vi næsten garantere, at gavemodtageren bliver lykkelig.

Tattoo

Du kan også gå lidt mere stille og roligt til værks og få dig en ryg-tatovering med Copenhells logo. Vil det ikke være næsten magisk at få sådan én med Copenhells fire scener som soundtrack til? Hvis du tænker, hell yeah, skal du forbi Tattoo-boden.

Festival Rebel

Har du et barn, der mangler fedt tøj, skal du gå hen til Festival Rebel. De har masser af tøj til metalbørn, men de har faktisk også til mor og far; både jakker, pengetasker, army caps, strygemærker, solbriller og svømmebriller (!).

Pelechecoco

Er bæredygtighed vigtigt for dig, kan du trygt gå i Pelechecoco, hvor du finder masser af forskelligt genbrugs-militærtøj i læder og andre naturlige materialer. Der er noget for både rock’n’rollers og dem, der kan lide andet musik (oplyses det).

 

SATANS GOD SHOPPING!

via GIPHY

Læs også Disse bands skal du opleve på Copenhell 2023 og Det skal du spise på Copenhell 2023

1 COMMENT

Comments are closed.