Det sker i København | Februar 2024

0
232
Det sker i februar i København

Tillykke! Du har overlevet januar, og nu venter endnu en dejlig vintermåned, inden vi begynder at tage hul på foråret. Og det bliver ikke kedeligt, der er masser af events, festivaler, og sjov i februar, som du kan glæde dig til. Læs med her, hvor vi giver dig overblikket over alt det, der sker i København i februar.

 

1. FEBRUAR: Fernisering på Forårsudstilling – Kunsthal Charlottenborg

Selvom foråret sikkert først er på vej om en del uger, så er Kunsthal Charlottenborg klar til åbning af deres store forårsudstilling. Det er 167. gang at Charlottenborg Fonden inviterer til Forårsudstilling og præsenterer dette års antagne kunstnere. Når du det ikke til ferniseringen, så er forårsudstillingen åben fra den 2. februar og til 3. marts.

1.-25. FEBRUAR: CPH Vinterjazz

I næsten hele februar er der dejlig musik for de jazz-glade, når Vinterjazz 2024 løber af stablen. I modsætning til sommerens jazzfestival foregår koncerterne indendørs på diverse spillesteder og kræver også billet. Se hele programmet for Vinterjazz her.

2.-25. FEBRUAR: Copenhagen Light Festival

Et af vinterens højdepunkter er og bliver Copenhagen Light Festival, som giver os lidt tiltrængt lys i mørke februar. Igen i år er mere end 50 lysværker og installationer placeret rundt omkring i København, så du ganske gratis kan gå rundt på opdagelse og se de flotte værker. Download app’en Copenhagen Light Festival, så har du altid det fulde overblik over værkerne, og du kan også se det fulde program her. Du kan også læse mere her, hvor vi har samlet 10 oplevelser til Copenhagen Light Festival.

2.-4. FEBRUAR: Mini Festival i Kunstforeningen Gl. Strand
Kunstforeningen Gl. Strand inviterer til åbningsfest og mini-festival i weekenden den 2.-4. februar. Her præsenteres Kunstforeningens to nye udstillinger ‘Slumping’ af Tove Storch (DK) og ‘Things to Come’ af Yael Bartana (IL), og samtidig de åbner de deres nye indrettede forhal og butik skabt af Archival Studies og fejrer, at café Lille Fugl flytter ind i hele underetagen.
2. FEBRUAR: 1$ Oyster Club på Deppanaur

Fredag den 2. februar inviterer Depanneur sammen med Pura Utz til fredagsbar med friske østers til 1$ og lækre vine.

3. FEBRUAR: Byttemarked hos Kulturhuset Indre By
Har du ting, tøj eller andet, som du ikke bruger? Så kan du tage det med til byttemarked i Kulturhuset Indre By. Til det hyggelige og bæredygtige event, tager du alt det med, som du ikke længere selv bruger, og så kan du selv gå på jagt efter andres genbrugsguld, som du kan få glæde af.
3. FEBRUAR: Loppemarked i Remisen
Lørdag den 3. februar er der igen loppemarked i Remisen på Østerbro. Her kan du gå på opdagelse blandt flotte ting og sager, antik, tøj, nips, smykker, cykler, lp’er, og meget meget mere!
9. FEBRUAR: SMK Fridays
Statens Musuem for Kunst inviterer igen indefor til SMK Fridays, som denne gang markerer åbningen af forårets store udstilling: ‘Alberto Giacometti – Hvad øjet ser.’ Programmet er spækket fra kl. 16-22 med koncerter, kreative workshops og talks, hvor billedkunst og ballet smelter sammen.
9.-11. FEBRUAR: Fastelavn og tøndeslagning

Søndag den 11. februar er det fastelavn, og det markeres med tøndeslagning for de mindste flere steder i byen. Fredag den 9. februar er der tøndeslagning på Den Bemandede Legeplads i Nørrebroparken, og søndag den 11. februar slår de katten af tønden ved BLOX, og på Den Franske Legeplads i Fælledparken. Er fastelavnsweekenden allerede fyldt med aftaler, er der også mulighed for at tage forbi Tivoli Hotel den 17. febuar, hvor der er fastelavnsfest for hele familien.

9.-18. FEBRUAR: Dining Week

Traditionen tro står uge 7 ikke kun på vinterferie for mange, men også Dining Week for alle de madglade. Her inviterer en lang række restauranter indenfor til en særlig festivalmenu til en skarp pris. Du skal huske at bestille bord på forhånd, men mange af restauranterne har både menuer til frokost og aften, så der plejer at være rig mulighed for at finde noget for enhver smag.

10. FEBRUAR: Åben Hal i DGI Byen
Den 10. februar inviterer DGI Byen til Åben Hal og en dag med leg og motorisk udfoldelse for hele familien. Dygtige instruktører vil sørge for at lave en redskabsbane, der både udfordrer balancen, modet til at hoppe fra steder eller bare lave kolbøtter og have det sjovt. Åben Hal kræver tilmelding på forhånd.

 

10.-11. FEBRUAR: Loppemarked i Bella Center
I weekenden den 10.-11. kan du udforske et Danmarks størstes indendørs loppemarkeder i Bella Center. Entre koster 40 kr. men så har du også fået adgang til et væld af boder med tøj, antikviteter og andre genbrugsfund.
10.-26. FEBRUAR: Metro-ringen lukker

Til sommer bliver metroen endnu engang udvidet med nye stationer i Sydhavnen og Valby. Derfor lukker metro-ringen ned i hele to uger fra den 10.-26. februar, mens der testkøres de nye ruter. Så hvis du er fast pendler eller bare tit hopper på ringen, så skal du lige finde en metro-bus eller andre alternativer i det meste af februar.

14. og 21. FEBRUAR: Ølkor ved Broens Skøjtebane

Ølkor tænker du måske? Men ja det er faktisk lige det, det lyder som – et kor for alle dem der elsker at synge eller skråle de største værtshushits. Under kyndig vejledning af korleder Anne C, kan du også være med til at synge med i ølkoret ved Broens Skøjtebane. Det er gratis at deltage og kræver ingen tilmeldning, og du behøver heller ikke kunne synge godt – stemmenbåndene bliver smurt af gratis øl fra Nørrebro Bryghus i pauserne.

17.-18. FEBRUAR: Fastelavnsbolle-smagning
Fastelavnsbolle-sæsonen er for alvor i gang, og der findes efterhånden ikke den bager i København, der ikke har deres version. Hvis du ikke kan få nok, så kan du tage til fastelavnsbolle-smagning hos Perron ved BaneGaarden. Det koster 255 kr. for en smagning for 2 personer, hvor I får en trio af eksklusive fastelavnsboller og te og kaffe ad libitum.
18. FEBRUR: Ritas Blå Lopper hos BaneGaarden
Søndag den 18. februar indtager Ritas Blå Lopper BaneGaarden med loppemarked, hvor laderne fyldes med masser af genbrugsguld, tøj og møbler. Markedet har åbent fra kl. 11-16, der er gratis adgang og som altid kan du også finde masser af lækker mad og drikke på BaneGaarden.
19.-24. FEBRUAR: Winter Pride 2024

For tiende gang er der Copenhagen Winter Pride i Huset-KBH. Ligesom i sommer er temaet Come Together; en invitation til nærhed og vedkommenhed i LGBTI+ miljøet. Winter Pride er tænkt som et event, der skal bringe det københavnske regnbuemiljø ind i varmen i en kold tid. Der er sammensat et program med underholdning, debatter og sociale events, og det hele sluttes af med Frozen Fantasy Show i Pressen.

21. FEBRUAR: Sæsonmiddag i Christianshavns Beboerhus
Som vi fornylig skrev om, er der indtil flere steder med fællesspisning i København. Et af de steder er Christanshavns Beboerhus, og udover de ugentlige fællesmiddage, så inviterer de også til sæsonmiddag sammen med Rødder. Her kan du lære mere om sæsonens råvarer og deres mange anvendelser, som du selvfølgelig også får lov til at smage til aftenens middag. Sæsonmiddagen koster 200 kr. og kræver tilmeldning.
23. FEBRUAR: Release-lytte-session med Simon Toldam
Den 23. februar udgiver komponist, pianist og tidligere Københavnersnude, Simon Toldam sit 18. album “Fem Små Stykker med Tid”. Det markeres med en release-lytte-session på H15 Studio. Der er gratis entré, og her kan du få en lille smag af Simon Toldams første solo-klaver-udgivelse, og hans musikalske tålmodighed og vibrerende klangfarve.
24. FEBRUAR: CPH Light Festival afslutningsfest på Werkstatt

Når Copenhagen Light Festival lukker og slukker, sker det naturligvis med et brag af en fest. Det sker i år på Reffen, nærmere bestemt Werkstatt, hvor der til afslutningsfesten vil være en unik og magisk musikoplevelse med live-performance af Katrine Grarup Elbo, Øynn & Mike Sheridan. Du kan også komme med på en gratis rundtur og oplev værkerne på Refshaleøen – inden det er for sent – og danse til de sene nattetimer, når Mari to the future, Boogie Rookie og Oscar Hugo gæster DJ-pulten.

Som altid opdaterer vi løbende listen, så gem linket, så du altid er opdateret på alt det der sker i januar i København.