Det sker i København | Oktober 2023

0
226
Det sker i oktober 2023 i København

Vi har ramt efteråret, men vejret er stadig lunt, så der er rig mulighed for at nyde de smukke efterårsfarver i byen. Og det bliver en måned med masser at tage sig til, foruden Kulturnatten er der en masse aktiviteter for store og små i forbindelse med efterårsferien og halloween. Læs med her, hvor du får et overblik over alt det, der sker i København i oktober.

 

1. -22. OKTOBER World Press Photo

For 66. gang vender World Press Photo tilbage, og du kan opleve prisvindende fotografier fra hele verden frem til den 22. oktober i Politikens Hus.

4.-29. OKTOBER Horror Drive Thru på Reffen
Horror Drive Thru er tilbage på Reffen, og frem til 29. oktober kan alle adrenalinjunkier og uhyggeentusiaster se frem til en køretur og horror-oplevelse med maser af skræk og rædsel.
7.-31. OKTOBER Halloween i Zoo
ZOO er hoppet i halloween-kostumet og hele Haven er blevet pyntet op med spindelvæv, kryb, kravl og store edderkopper! Du kan bl.a. finde vej i halloween-labyrinten, se masser af græskar og blive spindet ind i krea-sjov.
12. OKTOBER – 5. NOVEMBER Halloween i Tivoli

Tivoli har traditionen tro pyntet haven op med flere end 20.000 græskar, og i år har heksene overtaget haven, hvor du kan gå på opdagelse blandt uhyggelige edderkopper, og krager.

13. OKTOBER Kulturnatten 2023

I over 30 år har Kulturnatten været en årlig begivenhed, hvis formål har været at skabe byens største endagsbegivenhed for kulturen. Hele byens kulturliv smelter sammen til én festlig aften – og der er så mange gode ting at opleve. Læs vores store guide til Kulturnatten 2023 her.

13. OKTOBER Ølbyvandring med Nørrebro Bryghus
Nørrebro Bryghus inviterer til by-vandring på Nørrebro, hvor du kommer på en guidet tur med fokus på alt fra gavlmalerier til streetart – og så vil der naturligvis blive serveret øl fra bryghuset undervejs.
13.-14. OKTOBER Bøssehusets Cabaret
Bøssehuset inviterer til cabaret med temaet er ”i vores alder” i anledning af at huset efterhånden er en ældre dame på 50 år.
13.-22. OKTOBER Dining Week
I efterårsferien har der de sidste mange år været Dining Week, og det er der naturligvis også i år. Her serverer en lang række københavnske restauranter en menu til en fast særpris med enten 3 retter, 5 eller 10 serveringer.
14. OKTOBER People Like Us Oktoberfest
People Like Us holder oktoberfest og byder indenfor i deres Bottleshop på 1. sal i Amager Centret til oktober-stemning, fest og muzak i de blåhvide farver og lederhosen. Her kan du få store 1-liters øl til rimelige priser og tilbud på ølpakker to go i dagens anledning.
14. OKTOBER 80’er musikbanko og efterfest
Er du vild med 80’er musik, farverigt tøj og højt hår, så skal du til musikbanko på Absalon.
Her kan du udover banko se frem til at høre musik fra alle de største 80’er stjerner.
14.-15. OKTOBER Loppemarked på Scandic i Sydhavnen
Scandic Sydhavnen renoverer 96 værelser, og har derfor et væld af senge, stole, borde og lamper i overskud, som de sælger ud af på et stort loppemarked. Du betaler med et valgfrit beløb, der går direkte til NGO’en LittleBigHelp, som hjælper udsatte børn og voksne i Indien.
14. OKTOBER Repaircafé på Nørrebro
Er din kaffemaskine, lænestol eller andet gået i stykker? Så skal du prøve at tage det med til repaircafé på Nørrebro, hvor dygtige folk sidder klar med gode råd og kyndig vejledning, så dine ting kan repareres og reddes.
14.-29. OKTOBER Sushikursus for børn
Hvis børnene skal aktiveres i efterårsferien, så laver Sticks’n’Sushi deres populære børnekurser Kids’n’Sushi i 11 restauranter i hele København. Under kyndig vejledning af Sticks’n’Sushis erfarne kokke lærer børnene at rulle deres egne hosomakiruller, hakke, snitte og – selvfølgelig – smugspise for 300 kr.
14. OKTOBER Draglesque på Bartof Station

Den studiedrevede virksomhed Draglesque skal nu opføre deres andet show nogensinde på Bartof Station på Frederiksberg. Det bliver en underholdende aften for Kings and Queens og alle midt i mellem, der vil have mulighed for at opleve performerne Anna-Lingus Wintour, Danica Dimefox, Luke Ravens og Evita Kedavra, alt med showets kendte vært Mizz Privileze i spidsen. De vil forvandle sig selv med magi og lidenskab til levende kunstværker.

15. OKTOBER Broens efterårslopper
Der er efterårslopper på Broens Gadekøkken, hvor du foruden en masse gode loppefund også kan se frem til street food i verdensklasse og masser af godt humør.
15.-21. OKTOBER Efterårsferie i BLOX
Fire dage i efterårsferien kl. 13-16 kan du besøge aktivitetsteltet på Bryghuspladsen foran BLOX, hvor du kan skære græskarlygter, lave kastanjedyr, få lavet ansigtsmaling med halloween-tema og andet kreativt. Dansk Arkitektur Center (DAC) er åben hver dag hele efterårsferien, hvor du kan opleve 3 aktuelle udstillinger.
Fotocredit: Reffen / Danny Samarov
21. OKTOBER Halloween Drag Show & Horror Nightclub

Klub Werkstatt ved Reffen holder kæmpe Halloween Drag Show & Horror Night Club, som bliver spækket med glamour, gyserglitter og betagende drags i storslåede outfits. Efter dragshowet fyrer DJ Mars op under den mest udsøgte power horror house, så du kan give den gas på dansegulvet i din halloween udklædning. Det hele koster kun 99 kr.

21. OKTOBER Oktoberfest på Banegaarden
Banegaarden inviterer til en festlig lørdag med oktoberfest zum der ganz grosses Goldmedaille. Den fine, gamle trælader bliver dækket op til oktoberfest ved langborde og så er du garanteret et brag af en økologisk buffet, tyroler-musik og store øl.
22. OKTOBER Omvisning på Glyptoteket
Tag på en helt særlig omvisning i Glyptoteket, hvor det ikke handler om de mange smukke værker men derimod Glyptotekets bygning, som er museets allerstørste kunstværk.
27. OKTOBER Ukendt Kunstner i Royal Arena
Den københavnske duo er tilbage i topform med et spritnyt album og klar til at indtage Royal Arena hele to dage. Denne koncert er stadig mulig at købe billetter til.
28. OKTOBER Halloween på Gasoline Grill
Gasoline Grill i Carlsberg Byen holder halloween med en helt særlig Kimchi Burger pop-up med Pumpkin Spice Milkshake – og selvfølgelig også græskarudskæring, ansigtsmaling og meget mere.
30. OKTOBER Quiz på Taphouse
Taphouse holder quiz, og her kan du træne hukommelsen med dine venner og nyde et par gode speciaøl fra hanerne.
31. OKTOBER Harry Potter fællesspisning og Quiz
Selvom det nu er over 25 år siden, at den første Harry Potter bog udkom, så er fanskaren med garanti ikke blevet mindre. Og hvis du er en af de fans, så kan du træde ind i magiens verden for en aften, når Absalon forvandles til Hogwarts med fællesspisning og quiz.
Som altid opdaterer vi løbende listen, så gem linket, så du altid er opdateret på alt det der sker i oktober i København.