Lys og lyd i mørket 
til Kulturnatten 2023

0
213

Lysets spil i efterårsmørket er med til at skabe magien på Kulturnat 2023, og igen i år venter der forunderlige og smukke oplevelser, når arrangørerne skruer op for det visuelle drømmemageri. Få din guide til Kulturnattens lyd og lys her.

 

En magisk aften i Christiansborg Slotskirke

Oplev Christiansborg Slotskirke med flotte lyseffekter og musik, som virkelig understøttes af det pantheonlignende kirkerums fantastiske akustik. Et af Danmarks ældste gospelkor KEFAS sørger sammen med studerende fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium for stemningsfulde toner i koncerterne, der afløser hinanden igennem det meste af aftenen. Kom og nyd roen, musikken, lyset og den flotte kirke.
Tidspunkt: 18:00 – 00:00
Christiansborg Slotskirke, Christiansborg Slotsplads 9, 1218 København K
Se mere her.

Weaving the Light

Gå på opdagelse i udstillingen Weaving The Light af kunstneren Kimsooja, og oplev hvordan lyset spaltes i alle regnbuens farver. Første del af aftenen vil være familieorienteret, med kreative workshops og sæblebobleshow på plænen. Senere kan man opleve udstillingen til tonerne fra det stemningsfulde elektroniske musikinstrument theremin, hvor der skabes lydbølger, der spiller sammen med stemning og farvespil i årets udstilling. Ovenover Cisternerne er der lysinstallationer og Dj´s.
Tidspunkt: 18:00 – 00:00
Cisternerne, Søndermarken 0, 2000 Frederiksberg
Se mere her.

Lys- og lydvandring blandt 200 år gamle skulpturer

Tag med på en spændende lys- og lydvandring i Kongernes Lapidarium i Christian 4.s bryghus. Skulpturernes materialitet vil blive forlænget ud i de historiske rum gennem et sansebombardement, der aktiverer både øjne og ører. Lapidariet rummer skulpturer og afstøbninger fra mere end 200 år, hvor enevældens konger fungerede som kulturens beskyttere og iværksættere. Alt dette foldes ud i et fortællende og stemningsskabende lydspor, der sammen med flotte lyseffekter vækker liv i de gamle statuer.
Tidspunkt: 18:00 – 00:00
Kongernes Lapidarium Christian 4.s Bryghus, Frederiksholms Kanal 29
Se mere her. 

Lanterner og læsning i Grundtvigskirken

På denne kulturnat kan du ude fra oktobermørket finde vej ind i smukke Grundtvigs Kirke og gå ad vejen der åbner sig, fra krypt til tårn, kun stemningsfuldt oplyst af papirlanterner. På vejen kan du gøre ophold ved lyslanterneinstallationer lavet at Bispebjergspejderne og på vejen vil du kunne stoppe op og lægge øre til læsninger og til musik fra kirkens tre orgler.
Tidspunkt: 18:00 – 23:00
Grundtvigs Kirke, På Bjerget 14, 2400 København NV
Se mere her.

Død, mørke og mystik

Kom med når mørket sænker sig over Rosenborg Slot og sætter fokus på renæssancens overtro og kongelige dødsfortællinger. Lysinstallationer visualliserer 1600-tallets forfærdelige hekseafbrændinger, Christian 4.’s kommende svigersøns tragiske druknedød i Rosenborgs voldgrav og Christians 4.s egen død i sit soveværelse her på slottet. Ifølge gammel overtro skulle humle beskytte mod gengangeri – så for en sikkerheds skyld serverer vi smagsprøver på humleøl på udeområdet.
Tidspunkt: 18:00 – 00:00
Rosenborg Slot, Øster Voldgade 4 A, 1350 København K
Se mere her.

Installation, performance og kulørte drinks

Til kulturnatten omdanner GL STRAND gården til en levende, immersiv installation. Billedkunstner og komponist Alexander Tillegreen og visuel kunstner og scenograf Magnus Pind skaber en unik audiovisuel rumlig installation, som i løbet af aftenen vækkes til live med live-koncerter performet gennem lyd, billeder, video og laserlys. Tag også med på omvisning i udstillingerne med Rachel Rose og Tobias Rehberger, deltag i det kreative værksted eller forsyn dig med kulørte drinks og mad i baren.
Tidspunkt: 18:00 – 00:00
Kunstforeningen GL STRAND, Gammel Strand 48, 1202 København K
Se mere her. 

Totaloplevelse på Refshaleøen

Kom til en lysende Kulturnat i de spektakulære haller mellem rå og grønne omgivelser på den gamle skibsværftsø. Oplev blandt andet ”The Ice is Melting at the Pøules” en totaloplevelse af et lyd- og lysværk i den store B&W-hal. Følg lyset videre på øen til fotoudstilling, skyggespil, design- og kunsthåndværk, landskabsarkitektur og pointkamp på sportsbanerne. Besøg flere kunstværksteder til søs og på land. Gå efter duften af bålgryde og andre smagsoplevelser og nyd musikken i øens have.
Tidspunkt: 18:00 – 00:00
Refshaleøen, Refshalevej 153 2, 1432 København K
Se mere her.

Du kan se Nathalies store guide til Kulturnat 2023 her, læse guiden til ro i sjælen til Kulturnat 2023 her, se Hotel- og Restaurantskolens store program her – og så kan du se det fulde program på Kulturnattens egen hjemmeside her.