Guide: Her kan du bade i København

3
886

København er blevet kåret til verdens bedste badeby, og selvom det sikkert frister at blive kølet ned og hoppe direkte i havnen, er det langt fra alle steder, hvor du rent faktisk må bade. Bliv klogere på Københavns havnebade, badezoner, dyppezoner og sandstrande her. 

Af Louise Bro

 

Der er intet bedre end en kold dukkert på en varm sommerdag, og København har heldigvis indtil flere havnebade, badezoner og skønne strande, som du frit kan benytte.

Rent vand hele året rundt

Det er ret unikt at have en storby med så rent vand, at man også kan bade i havnen til trods for en ganske heftig aktivitet og trafik af motorbåde, havnebusser, kanalrundfarter og kajakker.

Selvom vandet generelt er ganske rent i og omkring København, så er det vigtigt at vide, at når det har regnet, så bliver der ledt både regn- og kloakvand ud i havnen – og så er der altså rødt flag. Sagt med andre ord, så kan der være colibakterier i vandet. Hvis du vil være sikker på, at det er sikkert at bade, så download app’en “Badevand” eller “KBH Havn” inden badeturen.

 

HAVNEBADE

Der er tre havnebade i Københavns havn, som har åbent kl. 06-22 hele året med undtagelse af april måned. Der er livreddere fra 1. juni – 31. august, kl. 10-18.

Det er ganske gratis at benytte havnebadene, og vandkvaliteten bliver løbende kontrolleret af miljøkontrollen. 

Havnebadet Islands Brygge

Havnebadet ved Bryggen er godt besøgt i sommermånederne af motionssvømmere, børnefamilier og i det hele taget alle, der trænger til at blive kølet ned i varmen. Derudover er der altid liv og glade dage på den store anlagte græsplæne langs Bryggen. Her sidder der altid mange, som nyder at slikke sol, grille, slappe af og feste. Hvis du bare skal have en hurtig dukkert, kan det være lidt af en udfordring at komme til i havnebadet på de varme dage. Havnebadet har et motionsbassin på 75 meter, en udspringsplatform med tre vipper, et børnebassin og et småbørnebassin.
HVOR: Islands Brygge 14, 2300 KBH S

Havnebadet Fisketorvet

Havnebadet på Vesterbro lige ved Fisketorvet er knap så overbefolket som havnebadet på Bryggen – og er derfor lidt mere populært blandt motionssvømmere, og dem der trænger til en hurtig dukkert. Der er et motionsbassin på 50 meter, et springbassin og udspringsplatform med tre vipper, og et børnebassin.
HVOR: Kalvebod Brygge 55, 1560 KBH V

Havnebadet ved Sluseholmen

Havnebadet ved Sluseholmen i Sydhavnen er en lille lagune bygget på flydende træpontoner, hvor man også kan ligge og sole sig. Ligesom ved Islands Brygge er der desuden et anlagt græsareal på kajen, hvor man kan slænge sig mellem badeturene. Havnebadet har et motionsbassin på 25 meter, en udpringsbro med to vipper, et ungdomsbassin og et børnebassin.
Hvor:
 Ben Websters Vej 69, 2450 KHV SV

 

BADEZONER

Hvis man ikke er til de lukkede og anlagte havnebade, er der også flere officielle badezoner i Københavns havn, som er afgrænset med markeringsbøjer, flydespær, redningsliner og redningsstiger, hvor der bliver skiltet med Badning Tilladt.

Selvom det måske frister at hoppe i direkte fra kajen, er det rent faktisk forbudt at bade andre steder i havnen end ved badezonerne, og det kan give en bødestraf. Reglerne er udelukkende lavet for at skabe større sikkerhed i havnen, da det simpelthen er for svært for de sejlende at se badegæsterne i vandet, og det kan desuden være decideret usundt at bade i visse områder på grund af dårlig vandkvalitet og overløb fra kloak- og regnvand. Badezonerne er i modsætning til havnebadene ikke bemandet med livreddere.

Badezone Halfdansgade – Islands Brygge

Et stenkast fra Havnebadet på Islands Brygge er der også en badezone, og det er ikke, som mange måske tror på den brede træbrygge ned mod cykelbroen. Det er et tydeligt afmærket område med gule flydespær, som i øvrigt har åbent året rundt, hvis man også skulle have lyst til en iskold dukkert om vinteren.
HVOR:
På kajen for enden af Halfsdansgade, 2300 KBH S

Badezone Bølgen – Kalvebod Brygge

Badezonen er som alle andre tydeligt markeret med gule flydespær, så nu kan du være helt tryg ved at springe i vandet uden at frygte forbisejlende både eller bakteriefyldt vand.
HVOR:
 Bølgen på Kalvebod Brygge, 1560 KBH V

Badezone Havnevigen – Islands Brygge

Godt gemt væk på Havnevigen ved Viggo Kampmanns Plads i den sydligste del af Islands Brygge finder du en badezone med en kunstigt anlagt strand. Da der er tale om en vig, bliver der konstant recirkuleret vand fra havnebassinet, og vandkvaliteten er derfor den samme som i havnebadene, men vandet ser ikke altid helt så klart ud. Sandstranden er ganske vist ikke særlig stor, men det er enormt hyggeligt og nemt at komme til, uanset om man skal ligge og dase eller bare skal have en hurtig dukkert.
HVOR: Viggo Kampmanns Plads, 2300 KBH S

Badezonen ved Havnevigen har både en badebro og en kunstigt anlagt sandstrand.

Badezone Havnegade – Nyhavn

Denne badezone finder du på Havnegade for enden af Nyhavn. Badezonen består af et fint lille bassin, så hvis du ikke har det godt med at bade i det fri, har dette bassin en bund.
HVOR: Havnegade 46, KBH K

Badezone La Banchina – Refshaleøen

Lige ved Refshalebassinet ligger der også en badezone ved den populære café La Banchina. Den lille badebro er ofte omsværmet og populær om sommeren, og området er afmærket som en badezone – både sommer og vinter.
HVOR: Refshalevej 141, KBH K

Badezone Søndre Refshalebassin – Refshaleøen

Refshaleøen er efterhånden blevet taget godt i brug med adskillige events og festivaler som Haven og Distortion, og i juli 2018 åbnede der også en badezone i de rå og industrielle omgivelser. Et stenkast derfra er der også mulighed for at bade ved den nærliggende restaurant og café La Banchina, som har en lille badebro.
HVOR: Refshalevej 151, 1432 KBH K

Badezonen ved Søndre Refshalebassin.

Badezone Teglholm Brygge – Sydhavn

Endnu en af de nyere tilføjelser til de efterhånden mange badezoner i København er i Sydhavn. Ved Teglholm Brygge finder du en badezone med en hyggelig lille badebro, og et lille anlæg med adgang til vandet, som er afgrænset med flydespærrer.
HVOR: Teglholmsgade 10E, 2450 KBH SV

Badezone Richard Boones Vej – Sydhavn

Et andet sted i Sydhavn ganske tæt på Teglholm Brygge finder du en anden ny badezone ved Richard Boones Vej. Badezonen ligger ligeledes i forlængelse af en lille badebro og vandtrappe, og er afspærret med flydespær.
HVOR: Richard Boones Vej, 2450 KBH SV

Badezone Byskoven – Amager

På Amager bag Kalvebod Fælled finder du en badezone på Selinevej. Badezonen åbnede i juni 2023 og har et bassin på 18×10 meter, hvor der er plads til at kajakker og kanoer kan lægge til på ydersiden. Som en lille bonus er der toilet og badefaciliteter ved badezonen og et lille “Madpakkehus”, hvor man kan nyde medbragt mad.
HVOR: Selinevej 18, 2300 KBH S

Badezone Sandkaj – Nordhavn

På den yderste del af den 400 meter lange Sandkaj Brygge i Nordhavn er der en badezone med hele to bassiner med adgang fra en bred sidetrappe. Og når man ikke plasker rundt i vandet er der fin mulighed for at nyde den nye arktitektur i Nordhavn med Portland Towers i baggrunden og også en fin udsigt til FN-bygningen og Trekroner Fort.
HVOR: For enden af Sandkaj (ved nr. 27), 2150 Nordhavn

 

DYPPEZONER

Du finder også to dyppezoner i Københavns havn. Dyppezoner er små, mobile anlæg med justerbar bund, som fx kan bruges til arrangementer, vinterbadning og om sommeren til børn.

Badning er på eget ansvar, og der er ingen livredderopsyn. Zonerne er afmærket med bøjer og har redningsudstyr. Der er skiltet med “Badning tilladt”.

Dyppezone Kalvebod Bølge

Ved Kalvebod Bølge finder du denne dyppezone, der blev taget i brug i oktober 2020. Det er et lille bassin på 3×3 meter, og bunden kan justeres til 0,6m, 0,9m, 1,2m og 1,4m. Den har en max kapacitet på 12 personer.
HVOR: Kalvebod Bølge 3C

Dyppezone Sandkaj

Ved badezone Sandkaj finder du ligeledes en dyppezone med et bassin, der er 4×6 meter. Bunden kan justeres til 0,6m, 0,9m og 1,2m. Der kan max være 24 personer.
HVOR: Ved badezone Sandkaj, Nordhavn

 

STRANDE

Hvis havnebade, brygger, dyppezoner og bassiner ikke trækker, så er der selvfølgelig også muligheden for at tage på stranden, og du er heldigvis aldrig langt fra en badetur i København takket være to kunstigt anlagte sandstrande. Strandene har ikke så mærkeligt åben året rundt. Der er livreddere fra den 23. juni – sidste søndag i august, kl. 10-18.

Amager Strandpark

Københavns største strand, den kunsigt anlagte Amager Strandpark strækker sig over næsten 5 kilometer med en bypark, en lagune og en hvid sandstrand direkte ud til Øresund. Der er desuden den lange boardwalk og fem bunkere med mad, is og kolde forfriskninger samt toiletter. Der er i det hele taget en hel del aktivitet i Strandparken, og selv på en overskyet dag kommer du ikke til at kede dig med aktiviteter som minigolf, fodboldgolf, kajak, surfing, beachvolley – og mulighed for at grille på græsarealerne. Udover den lange sandstrand er der i hver ende også badeanstalterne Helgoland og Kastrup Søbad.

Svanemølle Strand

Svanemølle Strand på ydre Østerbro kan ikke prale af en lige så lang sandstrand som Amager Strandpark, og derfor bliver stranden hurtigt proppet på de varme dage. Til gengæld er der også en 130 meter lang mole, som fungerer som badebro, så det er aldrig umuligt at få en hurtig dukkert eller bare slænge sig og nyde udsigten til Svanemølleværket, lystbådehavnen og Øresund. Sandstranden er ligesom på Amager kunstigt anlagt med børnevenligt lavt vand længst inde og dybere vand langs træmolen.

 

/Louise Bro

 

 

3 COMMENTS

  1. […] En tur på stranden i byen København er lige blevet kåret som verdens bedste badeby, og det med god grund! På lørdag siger vejrudsigten 22 grader og skyfrit, og det er en perfekt anledning til at tage ud og slappe af i solen og bade. Lørdag formiddag vil jeg derfor hoppe på cyklen og køre ud til Havnevigen på Islandsbrygge. Der er ikke mange som kender til badezonen, og der er derfor ikke lige så crowded, som mange andre steder i København. Du finder den kunstigt anlagte strand, hvor man frit må bade, på Havnevigen ved Viggo Kampmanns Plads i den sydligste del af Islands Brygge. Sandstranden er ikke så stor, men den er hyggelig og nem at komme til. Jeg glæder mig til at bruge min lørdag på at dase i solen, mens jeg nørder Roskilde-playlister på Spotify og får årets første dukkert. Louise Bro har lige skrevet en hel guide til, hvor man kan bade i København, som jeg kun kan anbefale dig at læse! Tjek den ud lige her. […]

Comments are closed.