Have- og Blomsterfestival fylder Tivoli med blomstrende magi

0
267
Tivoli skruer op for charmen og farverne, når Tivoli Have- og Blomsterfestival vender tilbage med et stort program fyldt med blomstrende installationer og spændende aktiviteter. Under festivalen, der løber fra d. 26. august til d. 10. september, inviteres Tivolis gæster ind i en verden af vild blomsterkunst, haveinspiration og underholdning for hele familien.

Tivoli blomsterfestival

Tivoli er kendt for mange ting; koncerter, forlystelser, god mad, teater for blot at nævne nogle få. Under Have- og Blomsterfestivalen er det dog Tivolis smukke haveanlæg, der spiller den ubetingede hovedrolle, når forlystelseshaven i 16 dage bliver fyldt med blomster, planter, vækster og florale kunstværker. Tivolis gæster kan kort sagt opleve et væld af arrangementer, udstillinger og events med blomster, planter og haver som omdrejningspunkt. 

Events og aktiviteter
Festivalen byder på et stort og varieret program for gæster i alle aldre. Man kan fx opleve workshops om blomsterbinding, papirblomster og japanske blomstertraditioner. For de kunstinteresserede vil der være spektakulære blomsterudstillinger – fx når Marianne Eriksen Scott-Hansen skaber sine betagende kæmpe papirblomster, Holly Flower Studio laver meterhøje blomsterbuer i boblespringvandet, eller Signe kejlbo skaber en udstilling i Pergolaområdet fuld af barndommens botaniske minder. Man kan også opleve Sandra Gutkins kunstværk på Tivolibroen, hvor hun har skabt en himmelhvælving af mange hundrede changerende blomster eller overvære Tivolis Store Blomsterdyst, hvor landets dygtigste blomsterdekoratører dyster om at skabe den smukkeste blomstersky. For gæster med grønne fingre vil der være et festligt marked, hvor man kan købe smukke blomster og haveudstyr til at realisere sine egne havedrømme, ligesom man kan gå på opdagelse i Gardena og Husqvarnas haveuniverser, hvor de demonstrerer produkter og giver tips og tricks.

Tivoli blomsterfestival

Aktiviteter for børn og børnefamilier
Tivolis Have- og Blomsterfestival har også et væld af sjove aktiviteter og underholdning specielt designet til børn og børnefamilier. Børnene kan deltage i workshops med perlemagi og Lego-blomster, ligesom de kan få lov til at røre og smage på haven. Der vil også være mulighed for at børnene kan være med til at bygge spændende huler. Og så er der smuk ansigtsmaling, blomsterbanko med Mette Blomsterberg og Folkehuset Absalon og en spændende labyrint bygget af fund fra den vilde natur skabt af Johnny Haugaard (Johnny the Flowerman) sammen med frivillige fra hele landet. 

Tivolis Have- og Blomsterfestival kører fra d. 26. august til d. 10. september

PROGRAM

Det sker blandt andet til Tivolis Have- og Blomsterfestival:

  • Marianne Eriksen Scott Hansen – Spektakulær udstilling gigantiske papirblomster i Rotunden
  • Nicolai Bergmann – Blomsterkunstner i verdensklasse
  • Signe Kejlbo – Multikunstner I det botaniske univers. Laver værker af pressede blomster fra Tivoli.
  • Holly Flower Studio – 7 blomstrende buer i boblespringvandet
  • Johnny Haugaard – skaber unik labyrint med kreative frivillige fra hele landet.
  • Mette Blomsterberg – Laver Blomsterbanko sammen med Folkehuset Absalon.
  • Sandra Gutkin – laver kunstværk på Tivolibroen, med hundredvis af changerende blomster
  • Tivolis Store Blomsterdyst – Florister fra hele landet dyster igen i år.
  • Chili- og tomatsmagning med mere end 80 forskellige tomater og chilier
  • Workshops – blomsterbinding, papirblomster, kokodama mv.
  • Stort have- og blomstermarked med smukke væksthuse fra Juliana Drivhuse

Se hele programmet her.

Tivoli blomsterfestival