Ise | Københavnersnuden #262

0
585
Ugens Københavnersnude, Ise, har lige udgivet en EP “Født på Kanten”, der er en række personlige sange, om at komme overens med den man er, og det, man kommer af. Du har måske set hende før, da hun var ganske tæt på at vinde X-factor i 2011, og så bor hun på Frederiksberg med hendes lille familie. Mød Ise, aka. Annelouse Adolph, her: 

 

LC: Hvor bor du?
Ise: Mit nabolag er området bag Gl. Kongevej og Falkoner Allé og omkring Landbo Højskolens have. Min mand Søren har boet der i 25 år. Jeg flyttede ind i 2011, efter at have boet på Vesterbro, mens jeg studerede. Det var faktisk en stor omvæltning at flytte til Frederiksberg. Det var i hvert fald ikke længere shawarma-papir, der lå i min cykelkurv om morgenen, men fine nedfaldne blade fra de utrolig mange træer i området. Vi bor på fjerde sal, og jeg sender mine baller en kærlig tanke, for hvert trin jeg tager op med et barn på armen og et andet i hånden.

LC: Hvor går du tur?
Ise: For det meste går jeg kun, hvis jeg er på vej et sted hen. Jeg synes egentligt, der er noget helt vildt fedt i at gå rundt på må og få, men jeg er ikke særlig god til det. Jeg var i Berlin i sensommeren for at blive inspireret og skrive nogle nye sange, og der gik jeg meget rundt uden at have en formål med det, og jeg var frygtelig dårlig til det! Det er faktisk tankevækkende…

LC: Hvor drikker du kaffe?
Ise: Jeg drikker kaffe hos Omar og hans bror i Coffee No24 på Falkoner allé. Det er et uhøjtideligt og betænksomt sted, hvor man både kan forsvinde og være til stede, og jeg kan enormt godt lide, at de kender mig, men ikke insisterer på, at vi skal snakke. Og så er de så betænksomme. De har en gang nærmest vasket min cykel for mig, efter jeg havde parkeret den under et træ, der åbenbart blev brugt som wc for alle byens fugle! De hentede vaskebalje og skuresvampe til mig, så jeg ikke blev beskidt, når jeg skulle cykle på den. Det synes jeg er lidt ud over det sædvanelige, når man taler om god betjening. Jeg får også tit en kaffe to go på hyggelige Sweet Treat i Skt. Annæ gade på Christianshavn, når jeg er på vej til mit kontor på Wilders Plads.

LC: Hvor spiser du?
Ise: Jeg har to små børn, så konceptet at spise ude er ikke noget, jeg dyrker så forfærdelig meget i øjeblikket, med mindre vi taler pizza, thai eller fritter. Men en gang imellem mødes jeg med veninder på Christian d. XI på Frederiksberg Allé og får dagens ret. Sidst var det Bøf Stroganoff med kartoffelmos og bacon! Min mand og jeg spiste også på Madklubben på Vesterbrogade for nyligt, hvor vi fik verdens bedste Rib-eye med hjemmelavet bearnaise. Det smagte fuldstændig vidunderligt, men var vist også det dyreste på kortet.

LC: Hvor fester du?
Ise: Fester er måske så meget sagt, men jeg elsker at drikke øl og shots på Grotten på Sommerstedgade, eller tage et par øl på 90’eren på Gl. Kongevej.

LC: Hvor inspireres du?
Ise: Jeg bliver tit meget inspireret, når jeg går til koncert. Jeg prioriterer at gå til koncert, når jeg går ud. Den bedste stemning på det sidste oplevede jeg til Claus Hempler koncert i Studie 2. Der er noget ved musik, der åbner alle mine kanaler og giver mig lyst til at skabe noget. Det var ret sjovt, da jeg var i Berlin for at skrive sange for nyligt. For her kunne jeg overhovedet ikke samle mine tanker, mens jeg travede rundt i byen og prøvede at suge alle de mange indtryk til mig. Men da jeg så tog høretelefoner på og tændte for noget musik, forandrede hele landskabet sig fra at være helt statisk til at blive levende. Det lyder måske skørt, men for mig sker der noget, når der sættes musik til. Så forstår jeg det hele meget bedre. Det var ligesom om, wow, nu forstår jeg den her by!

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
Ise: Mit yndlingssted i København er Tivoli. Jeg tror, at det hænger sammen med den årlige Tivoli-tur, jeg havde som barn. Jeg er vokset op i Helsingør, og skønt min familie i Jylland sikkert tænker ”så bor du jo i København”, var der kun én tur til København om året, og den gik til McDonald’s på Vesterbrogade og Tivoli! Jeg elsker duften og lydene derinde, og føler mig måske lidt hensat til en barnlig glæder over rutsjebanen og duften af tjære (?) og candyfloss. I den helt anden ende af skalaen er jeg meget glad for Politikens Boghal – både pga. bøgerne, men også for de vidunderligt nørdede arrangementer, de holder på deres trappe.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Ise: Vi havde været i sommerhus hele juli måned i år, og vi snakkede ofte om, hvor dejligt det var at være ude af byen, hvor børnene kan løbe ud og ind af huset og gå i vandet, som de vil. I København bor vi oppe under taget, og børnene må bade i byens springvand (det er nu også meget hyggeligt – måske lidt bakteriefare, men hyggeligt). Men så skete der noget forunderligt, da vi skulle hjem og kørte på Nordre Fasanvej. Jeg mærkede suset og forelskelsen i København, bilosen og menneskehoben, som vi ellers ikke kunne komme langt nok væk fra hele sommeren. Jeg havde vist savnet den – København…

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
Ise: Mit bedste minde om København er nok tæt knyttet til mødet med min mand Søren. Vi havde egentlig kendt hinanden professionelt i lang tid, fordi vi sad i det samme kontorfællesskab på Studiestræde. Men denne dag var dag blevet til nat efter en fredagsbar, og den professionelle relation ændrede sig pludselig. Da vi skulle hjem efter en hel del øl på Drop in, fulgtes vi ad på cykel forbi Vesterport station, og vi nåde til søerne, som denne vinter var frosset til. Vi stillede vores cykler og vovede os ud på isen, mens vi leende og forelskede kastede snebolde på hinanden, haha. Det hele endte med et kys på kinden og et løfte om at tage på date dagen efter, hvor Søren gerne ville spille sin Bob Dylan-plader for mig. Åhhh, hvor er det en kliché! Men der gik ikke mere end et par timer, så havde han sendt en sms til mig, hvor der stod, at det blev for meget for ham, og han ikke ville noget alligevel. Shit, jeg var skuffet. Der gik et helt år, før han ”bankede på min dør” og gerne ville lukkes ind!! Det har jeg selvfølgelig skrevet en sang om, haha.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Ise: At holde fri fra arbejde og tage en formiddagsforestilling i Grand!

LC: Dit soundtrack til byen?
Ise: Jeg elsker som sagt at høre musik, mens jeg bevæger mig rundt. Jeg er frygtelig stor fan af Nick Cave, og elsker især hans livealbum ”Live from KCRW”. Det vil give dig kuldegysninger, mens du vandrer gennem Assistenskirkegården.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Ise: Hvis jeg helt frit skulle vælge noget, som jeg synes, at København mangler, så ville jeg vælge en restaurant med et vaskeægte live-spillede big band, som man kunne danse til mellem retterne. Under maden får man selvfølgelig serveret martinier! Man må også ryge, men det er der næsten ingen, der gør. Men skulle man lige få lyst, må man tage en enkelt smøg i baren.

Tusind tak, Ise, fordi du ville dele dit dejlige København med os!

Du kan lytte til Ise’s album lige her, eller købe den i en vinylbutik.