Jakob Park | Københavnersnuden #458

0
479
Københavnersnuden Jakob Park

Ugens snude er pianist, komponist og kapelmester, Jakob Park, som med egne ord er en frankofil Københavnersnude med asiatiske rødder. Hans hobby og arbejde er sammenfaldende, og består i at smede toner sammen og nedskrive ord, som kan synges. Lige nu er han aktuel med sit femte album ‘Live in a major key’, der udkom den 12. maj med en ganske særlig drøm: at indtage Japan og vise, hvad dansk og skandinavisk jazz er og kan. For Jakob er København et fantastisk sted at være på grund af jazz, gastronomi, storbykultur og et væld af kunstmuseer – og her kan du møde hans København.

 

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Jakob Park: I øjeblikket sker der det, at mit 5. studiealbum ’Life in a Major Key’ udkommer på det norske label ’Arc Recordings’. Det er et album, som har været længe i støbeskeen og som indeholder sange, som jeg har skrevet som ung studerende på Det Jyske Musikkonservatorium, helt nye sange skrevet under coronapandemien, og sange som jeg har haft gemt i skrivebordsskuffen i alt for lang tid. Og endelig kommer de nu ud at flyve, og jeg har en drøm om, at publikum vil tage godt imod dem.

Jakob Parks femte album ’Life in a Major Key’ udkom den 12. maj

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Jakob Park: Jeg er bosat på Nørrebro et spytkast fra metrostationen Nuuks Plads. Metroen har forandret København, bundet den sammen, internationaliseret den, og gjort det enormt let og behageligt at komme fra den ene bydel til den anden.

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Jakob Park: Assistens Kirkegaard, en tur rundt om søerne, Botanisk Have, Frederiksberg, Værnedamsvej.

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Jakob Park: Jeg går ikke rigtig ud og drikker kaffe. Kaffe hører til den langsomme opvågnen derhjemme, og fungerer bedst for mig om morgenen og om formiddagen. Når jeg går ud, drikker jeg vin 🙂

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
Jakob Park: Jeg er superglad for byens højttravende gastronomiske niveau, og benytter mig så meget som muligt af restaurantscenen, når der er knaster på kistebunden.

Jeg kan fx godt li’ at drikke et glas vin og snacke kyllingechips med svampecreme på Brødrene Price, en frokost på Sans Souci på Frederiksberg, eller køre en fed croque monsieur med et glas chablis ned på Pastis, spise en pizza på Pico på Nørrebro, et stykke smørrebrød på Almanak, eller en klassisk hang over ret som eggs benedict på Sokkelund. Og på en fredag er sortfodsskinke med et stort glas rødvin på Cork Vinbar på Frederiksberg et sikkert hit.

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
Jakob Park: For fest og farver går jeg på Café Intime.

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
Jakob Park: Hvor som helst, af hvad som helst. Det er ikke kun steder, stemninger og kunst, der inspirerer. Det er menneskene og deres tanker og deres sprog, som jeg inspireres af. Og der er virkelig mange inspirerende mennesker i København.

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
Jakob Park: Mit yndlingssted i København er Copenhagen Jazz Festival som en samlende kulisse for Københavns internationale profil, hvor jazz, mennesker og god stemning er tilgængelig for alle lokale, tilrejsende og turister.

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Jakob Park: Det er meget nemt: På Nørrebro i København, hvor jeg bor.

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
Jakob Park: Mit bedste minde om København er helt sikkert én af de mange koncertoplevelser, jeg har haft med min klavertrio. Et af de tydeligste minder er nok en koncert på Copenhagen JazzHouse med Jakob Park Trio, dengang bassisten med det lange røde skæg og bøllehatten, Hugo Rasmussen, var en fast del af min trio. Jeg husker tydeligt den intime stemning på JazzHouse, Tove med jazzhatten, gæsternes forventninger, bandets lyd og nervøsitet samt Politikens anmelder, der var tilstede for at lave en reportage om de københavnske spillesteder.

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Jakob Park: Tag en dag ud af kalenderen og besøg Statens Museum for Kunst en eftermiddag, spis på en af byens legendariske restauranter og slut aftenen af med en jazzkoncert.

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Jakob Park: Den mangler et nationalt spillested for jazz!

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
Jakob Park: Copenhagen Spleen som kan man finde på mit album ’Hymns To Melancholia’ fra 2015. Men jeg kunne godt tænke mig at skrive et spritnyt soundtrack………..

Tusind tak fordi du ville dele dit København med os, Jakob!

Jakob Parks femte album ‘Live in a major key’ udkom den 12. maj, og du kan lytte til det her.  På det nye album flankeres Jakob Park bl.a. af bassist Jesper Bodilsen og trommeslager Morten Lund på samtlige numre. Desuden medvirker sangerinden Clara Vuust samt saxofonist og fløjtenist fra DR Big Band, Nicolai Schultz på et par af albummets numre.