Jonas Bjerre | Københavnersnuden #456

0
323
Jonas Bjerre
Ugens Københavnersnude er sanger og musiker, komponist, animator og billedkunstner, modular synth-enthusiast, Jonas Bjerre. Jonas er medlem af en lang række bands; Mew, Tachys, Apparatjik og Themes For Great Cities, han er født på Frederiksberg, hvor han igen bor nu efter afstikkere til Charlottenlund, Østerbro og London. Han spiller med Tachys på Vega 8. maj – men først skal du møde hans København lige her.

Jonas Bjerre Tachys

LC: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Jonas Bjerre (JB): Jeg har i samarbejde med Tobias Wilner lige skrevet score til den nye dokumentarserie “Skyggekrigen”. Derudover har vores fælles duo Tachys lige udgivet en ny single, ‘Boy’ og har en kort skandinavisk turné her i maj. Min ven Eske Kath og jeg arbejder løbende på et fælles projekt, vi startede i Cuba, gennem Brigade Gallery. Jeg arbejder også på nogle projekter, som stadig er lidt hemmelige, og på nye animationer og billedkunst. Og så har jeg for nyligt åbnet en lille webshop, hvor jeg sælger noget af min kunst.

LC: Hvor bor du?
JB: Jeg bor i den centrale del af Frederiksberg, men lidt skjult væk, midt mellem alt muligt, i det samme område jeg har boet, siden jeg flyttede tilbage fra London i 2007, hvor jeg boede med mine bandkammerater i Mew i 6 år. Faktisk bor jeg nu meget tæt på, hvor jeg boede helt i starten af livet.

LC: Hvor går du tur?
JB: Jeg forsøger at variere det, men ender ofte med at gå gennem Landbohøjskolens Have eller Frederiksberg Have. Jeg kan også rigtig godt lide Amager Fælled (bevar den!), og Nokken. Og så er der selvfølgelig Assistensens, hvor min yndlingsstatue befinder sig.

Jonas Bjerre

LC: Hvor drikker du kaffe?
JB: Andersen og Maillard på Nørrebro, hvor jeg ofte tillader mig selv en lille canelé sammen med kaffen. Eller Baker’s Juice på Rosenørns Allé, som også laver virkelig gode sandwiches. København har i det hele taget mange gode kaffesteder.

Jonas Bjerre
Mother i Kødbyen

LC: Hvor spiser du?
JB: Mine to klare stamsteder er Mother i Kødbyen, som laver – efter min mening – den bedste pizza, og Ranee’s på Blågårds Plads, som laver fantastisk thaimad. Begge er også gode steder at starte en hyggelig og festlig aften med venner. Til frokost er jeg ret vild med den blækspruttesandwich, de laver på Italo Caffé.

Jonas Bjerre
Ranee’s på Blågårds Plads

Jeg er også rigtig glad for Ancestrale på Oehlenschlægergade, Kappo Ando på Øster Farimagsgade, og Mangia på Bagerstræde.

LC: Hvor fester du?
JB: Som regel hos venner eller med venner hos mig. Eller efterfester efter koncerter og sådan noget. Mine venner Billy Ward og Martin Kalhøj holder fredagsbar på Martins galleri på Bredgade sommetider, det er altid så hyggeligt. Men hvis vi går ud, er det ofte for at få noget fantastisk vin på Botti på Gl. Kongevej, som er en relativt ny vinbutik og vinbar, som også har pop-up mad events og et dejligt sortiment af naturvin, især italiensk men også lidt mere usædvanlige spændende ting. Jeg kan også rigtig godt lide Friheden på Nørrebro, og Bar i Kronborggade. Jeg er også blevet ret glad for Basement, mest til koncerter, men også til fest.

Jonas Bjerre
Botti Vinbar og vinbutik på Gl. Kongevej

LC: Hvor inspireres du?
JB: Til koncerter og på gallerier. Eller på gåture, kaffeindtagning og brainstorming med venner. Jeg ser også mange youtubevideoer om modular synths, som giver mig nye ideer til patches. Mine synths er stor kilde til happy accidents og meget inspirerende. Men man kan godt forsvinde lidt i det, så jeg ved ikke, om det er noget, jeg vil anbefale. Jeg har for nyligt fået en skøn stor altan, og døren dertil findes i mit arbejdsværelse, et lille hjemmestudio jeg har. Jeg kan godt lide at sidde derude og drikke kaffe, og læse, tage små pauser fra de ting, jeg arbejder på. Jeg skal helst have mange timer i mit studio og sidder tit oppe meget sent og arbejder, mens resten af verden (formentlig?) sover. De timer er de mest inspirerende.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
JB: Åh, det er svært. Jeg kan virkelig godt lide Vester Vov Vov på Vesterbro. En Aperol Spritz og en god film. Jeg færdes ikke så meget i indre by. Sjovt nok har jeg opdaget nye dele af København gennem venner, som er flyttet hertil fra udlandet, eller som bor i udlandet men ofte besøger København. Fx har jeg aldrig rigtig færdes på Amager Fælled, før min ven Billy introducerede mig for dens særlige charme. Amager er i det hele taget lidt nyt for mig. Jeg kan rigtig godt lide Whammy Bar. Jeg kan også godt lide Værnedamsvej, der møder jeg ofte Jacob Bellens, som skriver det meste af sin musik ude i byen. Den evne misunder jeg ham. Mit yndlingssted at spille koncert i Danmark er Vega, både lille og store. Det hus har bare noget. Og så vil Stengade altid have en særlig plads i mit hjerte.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
JB:Geologisk Museum, i en smuk ven.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
JB: Rigshospitalet, at se min datter for første gang.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
JB: Hvis en fiktiv ven besøgte København for første gang, ville jeg tage dem på en lang gåtur hele byen rundt, drikke god kaffe og spise god mad, se nogle af byens fantastiske museer, f.eks. Thorvaldsens, finde en spændende koncert om aftenen, og ende på Botti til et glas vin eller tre.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
JB: Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at Zoologisk Museum er lukket. Jeg ved, der kommer noget nyt i nye omgivelser, men der var noget helt særligt ved den bygning og udstillingerne, selvom de var relativt beskedne i forhold til zoologiske museer andre steder. Jeg var især glad for det svenske landskabs-diorama med fuglene i skumringen. 

LC: Dit soundtrack til byen?
JB: Hmm.. jeg går med C.V. Jørgensens Elisabeth, selvom den er lidt melankolsk. Eller måske Molina’s “Venus”, den sang påvirker mig på en ganske særlig måde, som får mig til at åbne mit sind op. Jeg elsker at gå gennem byen med headphones på.

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Jonas!

Jonas Bjerre spiller med Tachys i morgen 8. maj 2023 på Vega. Køb billet her.

GOD SØNDAG!