Joy Fryd | Københavnersnuden #434

0
465
Joy Fryd
Ugens Københavnersnude er Joy Fryd, af venner beskrevet som et kærlighedsbarn af Dronning Margrethe og Dot Wessman, da hun har lige dele energi som en fin gammel dame og en bakkesangerinde. Du kender hende måske fra Instagram, hvor hun deler både humoristiske, alvorlige og sårbare emner om livet. Måske kender du hende som tv-vært, som journalist eller noget helt fjerde. Kært barn har mange titler, som man siger. Mød Joy Fryds København lige her. 

LC: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Joy Fryd:
Mine faste tjanser lige nu er: Vært på Ekstra Bladet TV; content creator for Nørrebro Bycenter; ambassadør og indholdsredaktør for psykologvirksomheden We.Care og company manager for Lion Entertainment, der pt sætter ‘Pretty Woman’ op i Tivoli.

LC: Hvor bor du?
JF: Jeg bor i Nordvest, og den dag jeg flytter derfra, er den dag, jeg køber en bondegård på Fyn, og ikke et sekund før. Jeg forbinder mig virkelig med ånden i NV. 

LC: Hvor går du tur?
JF: Jeg boede i kollektiv med en børnefamilie på Nørrebrogade i fem år, og i den tid havde jeg en fuldstændig fast rute på Assistensen, som jeg vil elske at anbefale her:

Ind ad indgangen overfor Nørrebrogade 92A og så skarpt ind til venstre, og følg muren hele vejen rundt – også der hvor muren går indad. Den rute fører én forbi samtlige dele af kirkegården, og ved at gå den nøjagtigt samme rute, kan man nøje følge årstiderne skifte. Fordi man kender enhver sten og plante. Det er en gave!

 LC: Hvor drikker du kaffe?
JF: Jeg drikker ikke kaffe, men skal jeg mødes med mine venner et par timer en eftermiddag, er det så sikkert som Amen i kirken, at jeg foreslår mit stamsted Nyhavnskroen. “Kroen ved broen” som stedet bliver kaldt er det eneste sted, hvor jeg føler mig så meget hjemme i de ansattes selskab (her sender jeg en kærlig tanke til ejeren Olsen, der er et festfyrværkeri uden sidestykke, og tjeneren Etienne, der er på fornavn med ikke bare mig, men også alle mine venner) at jeg tager alene derned og spiser. De kender min faste menu: Rejesjus og en lille Blanc, hvis det er med alkohol — eller rejesjus og en lille cola med sukker, hvis det er uden.

(Rejesjus = rejecocktail)

LC: Hvor spiser du?
JF: Min yndlingsrestaurant gennem snart ti år er Radio ved Forum Station. Derudover har jeg fået den bedst bøf hos Retour KBH K, den bedste veggiemad på Mahalle, og den bedste takeaway fra Hubb Kitchens i NV.

LC: Hvor fester du?
JF: Må jeg sige Nyhavnskroen igen? Ha ha. Nej, jeg vil sige, at jeg er glad for at danse, så den hedder selvfølgelig Hotel Cecil, Never Mind eller når Lesbisk Lørdag holder fester. Det gør de blandt andet den 19. november på Teater Republique, hvor jeg selv skal spille for anden gang. Alle kærlige slags mennesker er velkomne!

LC: Hvor inspireres du?
JF: Nede i min roomies værksted, der ligger under Kogebogeriet på Guldbergsgade på Nørrebro.

Jeg bor sammen med en multikunstner, der hedder Francis Bowie. Jeg fandt ham på Instagram for nogle år siden og vidste intuitivt, at vi allerede var venner, selv om vi ikke havde mødt hinanden. Han laver både musik, malerier, skulpturer og skriver bøger, og udstiller blandt andet på Odd Fellow Palæet.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
JF: Altså MÅ jeg svare Nyhavnskroen igen-igen?

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
JF: I dag gik jeg tur med (tilfældigvis) ham, jeg er forelsket i på Bredgade, da vi kom forbi den her tidslomme, jeg øjeblikkeligt faldt pladask for. For 160 kroner fik vi en enorm æblekage og varm kakao med cognac (begge med rigtig flødeskum), som vi delte i en kulisse fra 60’erne. I et øjeblik var vi med i ‘Huset på Christianshavn’, men det var en café i 2022, og den hedder Mormors. Stor anbefaling!

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
JF: Et af mine bedste minder er, da jeg flyttede til Nørrebro for seks år siden. På indflytningsdagen sprang nogle lømler et kanonslag få meter fra mig. Et par timer senere skrev et ungt par til mig på Facebook, at de havde fundet mit dankort, som jeg havde tabt under flytningen, hvorefter de kom hjem til mig med det. Kontraster giver mig julelys i øjnene, så jeg følte virkelig, jeg havde fundet hjem.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
JF: Få ting slår en gåtur opad Smøgen i Tivoli!

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
JF: Den oprindelige idé om andelsmarkedet. Et initiativ der blev taget, så alle, høj som (særligt) lav, kunne få sig en lille andel. Altså købe sig et sted at bo uden i forvejen at være vanvittigt bemidlet. Jeg bryder mig ikke om kapitalfonde og forældrekøb. København mangler en kæmpestor stopklods til dén glidebane.

LC: Dit soundtrack til byen?
JF: Jeg forbinder København med sommer, cykel og piratfester. Når jeg cykler ned ad Frederikssundsvej, der bliver til Nørrebrogade, og ser sej ud med solbriller på og bajersaft i tasken, så hører jeg egentlig bare ‘Den gamle Tennessee waltz’ af Birthe Kjær. Can’t help it!

 

Tusind tak, fordi du ville dele dit dejlige København med os, Joy!

Følg Joy Fryd på Instagram her. 

 

GOD SØNDAG!