JULE-SNAPS

0
397
Ingen jul uden snaps – i hvert fald hvis det står til os! Drop den dårlige akvavit fra supermarkederne og lav en selv; det er faktisk nemt og smager tusind gange bedre end de konventionelle (alt afhængig af hvad du putter i selvfølgelig). Få inspireret til at brygge din egen lige her.

Gennem de sidste 5 år har jeg været medlem af Det (s)Yndige Snapselaug, hvor vi mødes flere gange om året i den gode snaps tjeneste. Her bliver der drukket masser af hjemmebrygget snaps, bedømt og givet karakterer og ikke mindst sunget talrige snapseviser (vi har hele to hæfter spækket med alverdens sange om den gode akvavit). Ideén til lauget opstod efter en legendarisk julefrokost, som vi ikke husker slutningen grundet en himmelsk citron-snaps – den mest enkle og velsmagende snaps i verden (opskrift følger). Den aften blev Det (s)Yndige Snapselaug til, og siden har jeg konsumeret litervis af hjemmelavet snaps – nogle bedre end andre (hold dig fra at brygge på ren ingefær og nellike! Og husk chili maksimalt må stå i et søgn) og altid i et skønt og munter selskab. For det er det, som snaps kan; samle folk og få dem i humøret.

Nemt og enkelt
Modsat ande som Frankrig og Italien, der har yderst sofistikerede bygningsmetoder, har vi i Danmark altid været lidt primitive i det, når det kommer til brygning. Lidt sprit og hvad du nu ellers lige har ved hånden. Bum! Så er der sgu’ alkohol. Og det er faktisk sådan, at du skal tænke, når du brygger snaps; en klar snaps (alternativ vodka) og så hvad du nu kan finde af bær, grene, nødder, frugt, grønt, krydderurter osv. Ned med skidtet og lad det stå. Bryggetiden afhænger selvfølgelig af det, du putter i. Som tommelfingerregel skal fx nødder stå i lang tid (gerne år) og bær i ca. 3 måneder. Alt afhængig af, hvor gode dine ingredienser er til at trække smag ud, kan brygningstiden varierer fra et par uger til få dage. Du kan filtrerer snapsen gennem et kaffefilter og evt. lade den stå og “komme sig” i en uges tid efterfølgende. Mange snapse kan også drikkes med det samme. Prøv dig frem.

 

Har du endnu ikke en julesnaps på hylden (ikke i køleskabet! God snaps smager godt og skal kunne smages, hvilket kulden mindsker) så kommer her opskriften på snapsen, der startede mit elskede snapselaug:

Citron-snaps

– Tre-fire økologiske citroner
– En flaske klar Svendborg Snaps (fås i Coop-forretninger)
– Honning
– Vand

Citronerne vaskes og skrælles – men forsigtigt, da det kun er det yderste (gule) og IKKE det hvide, der skal med. Den hvide del af skrællen er nemlig bitter. Skrællen smides i et glas/flaske sammen med snapsen og står og trækker i alt fra 2 dage til et par uger (min havde stået en tre-fire uger).

 

Snapsen sies, fx. i et kaffefilter. Lidt vand varmes godt op i en gryde, og honningen tilsættes, så den smelter, og vand og honning er én samlet væske. Hæld det i snapsen, og smag den til – fortsæt et par gange, hvis den er for stærk.

 

Vupti, server!

PS. Hold dig fra at lave snaps på kød. Det (s)Yndige Snapselaug har forsøgt og det var mildest talt ikke en succes…