Kira Martini | Københavnersnuden #493

0
549
Kira Martini. Foto: Frida Gregersen
Kira Martini. Foto: Frida Gregersen

Ugens Københavnersnude er musiker, jazzvokalist og sangskriver, Kira Martini. Hun har været en fast del af det danske jazzmiljø det sidste årti og har arbejdet med mange forskellige dele af genren. I sommeren 2023 modtog hun Palæ Bars Jazzpris. Hun lever af og for at spille live koncerter i både ind- og udland, med både egne og andres projekter. Hendes kommende album ”OPEN WIDE”, lander 31. maj og er et flydende åbent univers i krydsfeltet mellem genrer, med sangskrivningen i højsædet og jazzen bag øret. Mød Kira Martinis København her.

 

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Kira Martini: Jeg gør klar til pladerelease på et nyt album, som kommer her om et par uger. Det er første album i mange år, hvor det udelukkende er mine kompositioner. Releasekoncerten holder vi lørdag 1 juni i Koncertkirken på Blågårds Plads, og der er vi i gang med at gøre klar, øve op og planlægge lidt særlige overraskelser.

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Kira Martini (KM): På Vesterbro. Tæt på Enghave Plads og Sønder Boulevard. Jeg var meget heldig, at jeg fandt en andelslejlighed for mange år siden, før de blev helt urimeligt dyre. Her bor jeg med min kæreste, som også er min trommeslager, og min datter på 2,5 år.

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
KM: Jeg har gået rigtig meget tur på Vesterbro, for vi har haft hund, Bertram. Boulevarden er skøn, og Søndermarken, som er en af de få parker, hvor hunde stadig må løbe frit. Jeg forsøger at gå tur så tit, jeg kan. Så vandrer jeg bare rundt i byen og ser, hvor vejen fører mig hen, egentlig uden en plan. Prøvestenen på Amager er også et fedt sted. Jeg startede med at komme der, da det bare lå helt øde, og man skulle kravle uden om hegnet for at komme ind. Men det var skønt, for man havde det ofte helt for sig selv, naturen var dengang vild og utøjlet derude. Jeg elsker generelt at gå tur ved havet.

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
KM: Det gør jeg faktisk ret mange steder. Jeg kan godt lide forandringen i at besøge forskellige steder, forskellige dage, men de steder, der går meget igen, er Riccos kaffebar på Istedgade, Enghave Kaffe, Sort Kaffe & Vinyl og den Navnløse.

Kira Martini
Enghave Plads

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
KM: Igen meget variation her. Jeg elsker at opleve byens madsteder og sætter stor pris på alsidigheden. Det er selvfølgelig blevet mindre, efter jeg er blevet mor, men vi elsker at gå ud at spise, og det er noget, vi prioriterer meget højere end fx tøj og andre materielle goder. Et par steder, jeg elsker, er:

Café Patina, græsk restaurant i Mysundegade: Ejerne Erik og Stella er vidunderlige, og føles som familie.

Beat: Pladebutik med tilhørende café i hjørnet af Enghave plads. Laver virkelig god mad, og det er skønt at sidde på pladsen i solen om sommeren.

Les Trois Couchons: Værnedamsvej. Elsker maden og stemningen her, hvad end det er morgenmad eller middag.

Grimal: Istedgade. Kvalitet, opfindsomhed og god vin.

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
KM: Well, jeg fester ikke så meget mere, da der jo oftest er en frisk lille type, der vækker mig ret tidligt derhjemme. Når det sker, er det mest i forbindelse med et spillejob. Vi er jo tit ude at spille og automatisk med til festlige lejligheder, så den bedste fest for mig er egentlig mere bare at nyde et par rolige gode øl og snakke, være til jamsession eller høre en koncert. Men jo, Café Intime og La Fontaine elsker jeg at hænge ud i natten, når der er babysitter på (bedsteforældrene). Børneteateret på Christiania har jeg også hængt en del, da jeg var yngre. Jeg elsker stadig det sted. En enkelt øl på Café Snork er også hyggeligt. Særligt når der er sommersol på pladsen, og man kan sidde ude.

Kira Martini på La Fontaine. Foto: FRL foto

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
KM: I naturen. Min datters umiddelbarhed. I solen med en digtsamling. I roen. Jeg elsker at læse. Og så kan jeg rigtig godt lide at gå tur og høre et helt album fra ende til anden.  Så får man ligesom hele historien med. Jeg finder også meget inspiration i andre kunstformer end, hvad jeg selv arbejder med. En af mine yndlingskunstnere er Lasse Riisager, som har atelier i Dybbølsgade på Vesterbro. Hans malerier gør noget ved mig. Jeg er så utroligt heldig, at han har sagt ja til et samarbejde på min kommende udgivelser. Så alle single-covers har været udsnit af et af hans malerier. Det fulde værk præsenteres så i fuld flor på det endelige albumcover. Det har været meget inspirerende at forene kunst på den måde.

LasseAtelierVesterbro

Generelt synes jeg, byen byder på mange fede arrangementer. Forleden spillede jeg til Claus Høxbroe’s OrdspilBankeråt, og det var virkelig en fed og lyrisk inspirerende aften. Nærværende og med forkellige kunstnere, der arbejder med ord på hver deres måde.

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
KM: Vesterbro!! Og Lynetten havn. Vi har haft båd i mange år.

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
KM: Sidst jeg sang koncert på La Fontaine. Jeg elsker virkelig den stemning, der opstår der. Det er sådan et blandet klientel. Jeg tror, det er det eneste sted i byen, hvor jeg ser så  stor variation i publikummet. Både danskere og tourister. Unge, gamle, og os midt imellem. Musikken lever derinde, og jeg elsker at have publikum tæt på. Det er altid en meget kærlig og særlig stemning.

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
KM: Det må være fødslen af min datter. Hun er født i vores lejlighed på Vesterbro. Midt i stuen med udsigt over byens tage. Det slår jo alt.

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Svar: Byen er fuld af dem. Har man mulighed for at se byen fra vandsiden, så synes jeg, man skal gøre det. Helt vidunderligt at sejle gennem byen. Ja og ellers, så bare ud og hør noget livemusik. Der er så meget fed musik i byen.

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
KM: Nærvær. Jeg føler, telefoner fylder meget og stjæler vores opmærksomhed overfor hinanden. Ikke at man skulle forbyde det. Men hvis man kunne puste til en kollektiv bevidsthed om at være mere tilstede i byens rum. Der er så mange smukke øjne, smil og detaljer, man misser, når man står og glor ned i en telefon.

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
KM: Hmmm, jamen jooo, det skal jo næsten være noget på dansk her. Så tror jeg, at jeg vil fremhæve Maja Brøns ”Imens Vi Venter På Solen”. Den har sådan en lyrisk, poetisk, drømmende stemning, jeg virkelig har nydt på mine gåture. Det er en plade, der virkelig bliver ved at vokse på mig.

Og ja, så min egen sang og video, ”Better Life”, som netop er skrevet som en ode til byens blå timer. I videoen kommer I med mig ud en tur i byen en tilfældig tirsdag.


Tusind tak, Kira Martini, fordi du ville dele dit København med os! 

Du kan se mere om Kira Martini her:
Instagram, Facebook, Youtube.

Billede 4 : Søndermarken / Privat Foto

Billede 5: Lasse Atelier Vesterbro Dybbølsgade / Privat foto