Lisbeth Sagen | Københavnersnuden #387

Lisbeth Sagen | Københavnersnuden #387

by 17/10/2021

Ugens Københavnersnude er violinist Lisbeth Sagen, som er uddannet på Nordjysk Musikkonservatorium og Hoogeschool voor de Kunsten. Hun har freelancet en del i de danske symfoniorkestre, og selvom hun egentlig troede, hun på nuværende tidspunkt skulle sidde og spille i et professionelt orkester, så har det siden 2009 været hjertebarnet MusikBeRiget, der har haft fokus. Den 23. september udgav MusikBeRiget et album med 25 af de numre, som de gennem årene har spillet for indlagte alvorligt syge børn på hospitaler rundt om i landet.

 

Foto af Lisbeth Holten

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Lisbeth Sagen: MusikBeRiget som jeg står bag, har gennem 12 år spillet for indlagte og alvorligt syge børn og deres pårørende på fx Rigshospitalet. Lige nu er vi aktuelle med et dobbeltalbum, hvor indholdet primært er valgt af de patienter, vi har spillet for gennem tiden. Og så passer jeg mit arbejde med at spille for patienter, store og små på Rigshospitalet og skal ud at spille en masse Plus1 koncerter sammen med Ole Kibsgaard de næste par måneder.

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Lisbeth: Bagsværd, med mand og tre børn

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Lisbeth: Bagsværd Sø, det er tæt på, og der er meget smukt, og især om morgenen er der fred og ro. Og så kan man runde hele søen – det føles altid godt med en hel runde.

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Lisbeth: Oftest på Espresso House på Rigshospitalet, da det er der, jeg er mest på farten. Ellers på en god kaffebar, skatter en god kaffe meget højt, så derfor ynder jeg også at frekventere den lokale Cafe Vaerd i Bagsværd, der laver topgod kaffe.

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
Lisbeth: Restaurant Dumpo på Vesterbro. Der er en særlig, ærlig betjening, og man føler sig nurset og taget hånd om, og jeg elsker en lind strøm af små sirlige retter, som de er særskilt gode til.

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
Lisbeth: Mest med mine skønne naboer, som også er mine venner. Så det er mest i privat regi. Men elsker også en tur ud med musikerholdet og gode veninder, det er altid sjovt.

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
Lisbeth: Jeg elsker mit netværk, som er stærkt og båret af mange dygtige og kompetente mennesker, hvis kompetencer spreder sig over en bred kam. Jeg sparrer og udveksler erfaringer, sorger og bekymringer. Får nye ideer qua de mange fine mennesker, jeg samarbejder med. At navigere med noget så ””skævt” som musik indenfor sundhedssektoren, det kan man følelsesmæssigt godt slå sig lidt på. Derfor er et godt sikkerhedsnet under en nødvendighed, og en gave, og lige præcis dét giver folk, der er omkring mig. Man udvikler sig i retninger man ikke anede, man kunne, når man samarbejder meget tværfagligt.

Foto af Jonas Lyngdam

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
Lisbeth: Botanisk Have. Der er sirligt, og en masse kringelkroge man til evig tid kan udforske.

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Lisbeth: Amigobar da jeg mødte min mand. Og er man ikke også glimtvis forelsket i sine børn? Så en tegne-tur på Glyptoteket med ynglet kan også trigge den følelse. Der hvor de sidder helt stille, og man bare kan inhalere dem uden besvær, og bare mærke taknemligheden rulle i kroppen.

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
Lisbeth: Min første gåtur med min ældste datter som spæd – det var både grænseoverskridende og samtidig en kæmpe befrielse. Havde været indlagt fem uger med hende, så der var en vis form for friheds statement i den tur.

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Lisbeth: En koncert i det gamle radiohus koncertsal, nuværende konservatorie. Den sal ånder med al dens smukke træ, smukt patinerede stole og historie. Den kan vække noget i en.

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Lisbeth: Jeg elsker København, og alt det den byder på. Hvis Musikhuset København på Vesterbro ikke var født endnu, så ville det være nævnt. Glæder mig til at følge udviklingen der.

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
Lisbeth: Pt. er det MusikBeRigets nye album. Selvom jeg har hørt det forfra og bagfra, så er det særligt at kunne lytte videre på den anden side. Nyde at da vi forlod studiet, så var der stadig en der nursede videre, nemlig min ven og producer Ole Kibsgaard. Jeg er særligt glad for Kayas og Oles vokal på ”Overjoyed”, og Martin Brygmanns fortolkning af ”This guy’s in love”. Szhirley har foreviget ”Fuld af nattens stjerner”, så man mærker de små hår rejse sig – alt sammen pakket ind i strygerlyd.

No Comments so far

Jump into a conversation

No Comments Yet!

You can be the one to start a conversation.