Lola x The Audo: Ny sommer pop-up-restaurant i Nordhavn

0
507

Restaurant Lola holder normalt til på Christianshavn i den historiske og unikke Lille Mølle på Christianshavns Vold, og her har de siden åbningen i 2019 begejstret både gæster og anmeldere. Nu udvider de biksen, og resten af sommeren kan du nyde godt af deres kulinariske lækkerier i en ny pop-up restaurant hos The Audo i Nordhavn.

 

Af Louise Bro

INVITERET | Restaurant Lola på Christianshavn har høstet den ene flotte anmeldelse efter den anden. Nu har de åbnet en pop-up restaurant i Nordhavn, hvor de sommeren over tager plads i de smukke lokaler hos The Audo på Århusgade.

The Audo rummer både kontorfællesskab, café, butik, restaurant, hotel og showroom for Menu. Nu har de inspireret af menuen fra Lola re-designet det indre af deres restaurant og gård med skræddersyede møbler, udvalgte vintage-genstande og kunstværker. Der er smukt og helt igennem behageligt at være – så behageligt at du har lyst til at flytte ind, så snart du træder ind af døren hos The Audo.

Stemningen er bare helt igennem god på Lola x The Audo, og vi blev kun mødt at smil. Men det skyldes måske også, at Lola er en social-gastronomisk virksomhed, hvilket betyder, at de ikke vil gå kompromis med deres ansattes fysiske eller mentale helbred, eller deres sociale- og familieliv. Så både omgivelserne, den lækre mad, og ikke mindst den gode betjening gør, at pop-up restauranten er et besøg værd.

På menuen finder du retter som som ceviche lavet af bæredygtigt fanget fisk med appelsin og quinoa, nye danske kartofler og mandelcreme og indisk podi, asparges med dukkah og stegte pandekager med svinekød, kimchi og urtesalat. Udvalget af retter er godt og varieret, og det samme er priserne med snacks fra 60 kr., hovedretter fra 90-180 kr. og desserter fra 95-105 kr.

Hvis du har svært ved at vælge, kan du også, som vi gjorde prøve menuen med 4 serveringer, petit four og et glas bobler til 550 kr. Køkkenet bestemmer menuen, og du bestemmer, om menuen skal være vegetarisk eller ej.

Da vi besøgte Lola x The Audo bestod menuen af to forskellige snacks: Dadinhos lavet på tapioca og høost med blommechutney, og Patacones lavet på plantain serveret med tomatsalsa. Vi drømmer stadig om de dadinhos, de er i sig selv en tur til Nordhavn værd!

Til forret fik vi grillet sommerkål drysset med grøn kokokskarry, syltede mirabeller, hyldeblomstkapers og urtesalat. Vi havde også fået anbefalet deres hvide asparges i cremet gulerodssauce med brunet smør og anisdukkah, så dem var vi jo nødt til at prøve. Den er anbefaling er hermed givet videre. Vi var tætte på at slikke tallerkenen, men var lidt i tvivl, om det nu var passende i denne corona-tid.

Hovedretten var gris fra Birthesminde serveret på en smørstegt pandekage med kimchi, syltede agurker, crunchy chiliolie med hvidløg og urtesalat. Og sidst med ikke mindst fik vi dessert, som var jordbær posset med lang peber og karameliseret brød serveret med et glas bobler.

Det lyder måske som en voldsom omgang, og man bliver da også mæt af menuen. Men retterne er delikate og lette, og selvom du måske skal spare lidt appetit op, bliver du mæt på en god måde. Der er masser af smag, og det er tydeligt, at retterne er lavet med inspiration fra hele verdenskøkkenet. Hver især har et lille tvist, som overrasker smagsløgene. Derfor bliver en simpel grillet sommer-spidskål pludselig smagfuld og interessant i selskab med grøn kokoskarry og urtesalat.

Der er ikke rigtig noget dårligt at sige om Lola x The Audo. Det eneste lille men var, at kimchien, som blev serveret til Birthesminde grisen, var alt for stærk. Vi er ellers ikke så sarte, og selv den crunchy chiliolie med hvidløg, der også blev serveret til retten, var mild sammenlignet med kimchien. Så den var vi desværre nødt til at lade stå. Derudover var de syltede agurker mere salte end syrlige, og lidt mere syre havde klædt den lækre, fede og møre gris.

Lola har også et godt udvælg af vin, drinks, øko øl og -cider. Til menuen valgte vi en virkelig god orange vin fra Østrig, som gjorde sig ret godt til det krydrede mad og til grisen.

Du kan få både morgenmad og frokost i caféen hos The Audo, men Lolas aftenmenu i de smukke rammer i Nordhavn serveres kun torsdag til lørdag – og kun frem til den 29. august, hvor pop-up-restauranten forsvinder.

 

LoveCopenhagen var inviteret til at anmelde menuen på Lola x The Audo uden beregning for maden.  

Lola x The Audo
Århusgade 130
2150 Nordhavn