Mikkeller – Den usædvanlige historie om et usædvanligt (øl)brand

0
394
Den nye coffee table book, Mikkeller – den usædvanlige historie om et usædvanligt (øl)brand af Anders Ryehauge er en både nørdet, grundig, smuk og spændende bog – og den henvender sig også både til ølnørder og dem, der bare godt kan lide en god historie. For det er Mikkellers historie – virkelig god.

Af Louise Taarnhøj

Med velsmagende specialøl og unikke etiketter har det danske bryggeri Mikkeler fundet vej til ganer i hele verden. Danmark har en stolt og lang tradition for ølbrygning. Bogen om Mikkeller tilføjer et nyt og spændende kapitel i dansk ølbrygningshistorie. Det er en fortælling om et enestående og autentisk brand, som har placeret Danmark i toppen af specialølproduktion i verden.

Det hele begyndte hjemme i et køkken på Vesterbro i 2006, hvor skolelæreren Mikkel Borg Bjergsø sammen med en ven begyndte at eksperimentere med humle, malt og gær. I dag er Mikkeller et millionforetagende, der sælger til 50 forskellige lande verden over. I bogen udfoldes hele historien om Mikkellers rejse fra mikrobryggeri til verdenskendt brand.

Jeg har tidligere læst en bog om Mikkel Borg Bjergsø og hans tvillingebror, Jeppe Jarnit-Bjergsø. For en årrække tilbage udkom nemlig Ølbrødre af Rasmus Emborg. Det var historien om de to brødre, der skulle vokse op og konstant konkurrere med hinanden, to tvillinger, som ragede uklar, og som endnu ikke har fundet hinanden igen. Men det var også historien om to ekstremt målrettede mennesker, der hver især har skabt stærke forretninger på en passion. Øl.

Derudover var der et berømt interview i Euroman (som jeg desværre ikke kan finde et link på), som satte de to brødre i stævne. Og så har vi her på LoveCopenhagen tidligere interviewet Mikkel Borg Bjergsø.

Jeg føler, at jeg ved lidt om Mikkeller og de to tvillingebrødre, hvoraf den ene, Mikkel Borg Bjergsø, er medstifter.

Nu er der så kommet den her motherfucker af en bog – fyldt med flotte billeder, der ledsager historien om Mikkeller. Her er der altså fokus på virksomhedens rejse, fra hjemmebrygningen, mens Mikkel stadig var folkeskolelærer, og hans ekskæreste syntes, at det fyldte lige lovligt meget med den nye hobby – over makkerskabet med Kristian Keller, der sammen med Mikkel startede Mikkeller.

Der er dog også historien om barndommen i Kokkedal og Nivå, opvæksten med masser af løb, og til sidst tiden, hvor de to brødre måtte skilles.

Det er en utrolig historie, som Mikkellerbrandet har. Der er nok kun få mikrobrygbrands, der kan prale af at have vokset sig så store og magtfulde på ølscenen. Med et helt særligt grafisk udtryk, som giver os øldrikkere lyst (og lov af eventuelle bofæller) til at hænge ølplakater op midt i stuen. En stærk tro på, at alt kan lade sig gøre, en ukuelighed, når det ikke går efter planen, og en attitude, der ofte bliver misforstået som arrogance af omverdenen.

Bogen er til dig, der gerne vil nørde igennem både, når det handler om ølproduktion og forretningsudvikling – men også når det handler om den personlige historie. Og så er den til dig, der godt kan lide lækre coffee table books, for det er det her virkelig.

Mikkeller – Den usædvanlige historie om et usædvanligt (øl) brand af Anders Ryehauge
Udgivelse: 27. november 2022
Grafisk design: Spine Studio
Sidetal: 256
Udgiver: Strandberg Publishing