Ninni Kjær | Københavnersnuden #410

0
489
Ninni Kjær
Ugens Københavnersnude er Ninni Kjær, sundhedsentusiast, kostvejleder, yogalærer og snart også ansigtsolie-producent. Hun holder til på Nørrebro, hvor hun har boet i 10 år, men hun bruger aktivt hele byen på daglig basis – og så har hun godt styr på den københavnske mad- og restaurantscene, som hun elsker at støtte. Mød Ninnis København her.

Ninni Kjær

LC: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Ninni Kjær: Jeg har altid mange jern i ilden, dog vil jeg sige, at alt, hvad jeg laver, ligger under samme paraply, nemlig sundhed. Jeg arbejder med funktionel medicin og kostvejledning, herunder vaneændring. Jeg har klienter i forløb i uger, hvor vi arbejder med at få tillagt nye vaner. Et forløb starter med en grundig vurdering af nuværende kost og livsstil. De klienter, der indgår i forløb, kommer med forskellige udfordringer, såsom energimangel, følelsen af at være oppustet, forstoppet, hovedpine, overvægt, allergier, autoimmune sygdomme etc.

Derudover er jeg yogalærer og holder yogaevents – fx om sommeren underviser jeg yoga med udsigt udover Københavns tage, efterfulgt af morgenmad.
Sidst men ikke mindst, så har jeg lavet en ansigtsolie, som jeg bruger sammen med Gua Sha Massage – den er lige sat i produktion, og jeg glæder mig som et lille barn til, at den skal ud og vises frem til verden.

LC: Hvor bor du?
Ninni Kjær: Jeg bor på Nørrebro, ikke langt fra Dronning Louises Bro. Her har jeg faktisk boet i snart 10 år, og jeg elsker området – især det, der er blomstret til.

LC: Hvor går du tur?
Ninni Kjær: Jeg går meget tur. Især ved Torvehallerne, Botanisk Have og HC Ørstedsparken er områder, jeg bevæger mig meget i.

Ninni Kjær

LC: Hvor drikker du kaffe?
Ninni Kjær: Jeg er meget glad for god kaffe! Derfor er jeg også virkelig glad for, at vi i København er med på ”3rd wave of coffee”. Jeg drikker kaffe på Cafe Det Vide Hus, hvor Claus sørger for, at man kan få en spændende kaffe. Nogle gange også en ”blinder”. Derudover er jeg meget glad for Prolog i Kødbyen, Enghave kaffebar og Darcy’s.

LC: Hvor spiser du?
Ninni Kjær: Vi er jo så privilegerede i København med den madscene. Det er svært at vælge. Jeg har lyst til at give en lang liste, for hold op, hvor er der mange gode smagsoplevelser! Ancestrale er et all time favourite go to sted for mig. Det er så økologisk og bæredygtigt, som det kan blive, pescetarisk, og så er der en fantastisk naturvinskælder!
Lago er også blevet en favorit med fantastisk vin, stemning og en dejlig menu, der skifter jævnligt. Baka d’ busk formår at lege med det grønne køkken, stedet i sig selv er en oplevelse, og så er der bare altid høj energi.
Derudover åbner Brasserie Prins (åbnede denne onsdag, red.) – hvilket jeg slet ikke kan vente med at få prøvet!

Ninni Kjær

LC: Hvor fester du?
Ninni Kjær: Pluto har været et godt go to sted, der er god restaurantstemning, og så kan man godt danse lidt senere på aftenen. Nu er Levi netop åbnet, som lover lidt af det samme, det glæder jeg mig til!

Om sommeren elsker jeg at sidde under Knippels Bro hos Rosforth & Rosforth, inden jeg evt. tager videre ud at spise.

LC: Hvor inspireres du?
Ninni Kjær: Det gør jeg i gadebilledet. Der er så mange fantastiske mennesker og steder i København. Skal jeg være specifik, så er jeg blevet vild med et fællesskab, jeg er blevet medlem af. The Social House. Det er en lille ”social klub”, nede i Bredgade. Her er vi en en masse erhvervsfolk, der har en ”fællesstue” med få mødelokaler.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
Ninni Kjær: Det er svært at vælge! Men skal jeg nævne et par, så må jeg nok sige Botanisk have, Torvehallerne, og så er jeg også stor fan af at sidde på La Banchina om morgenen og kigge ud over vandet.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Ninni Kjær: Jeg tror, det må være hver gang, jeg har været væk og kommer hjem igen. Jeg rejser en del, og lige nu sidder jeg og skriver artiklen fra Bali. Hver gang, jeg er væk fra København, bliver jeg mindet om, hvorfor det er mit hjem. Så, lige der, når jeg lander tilbage i byen, så er jeg forelsket igen.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
Ninni Kjær: Det må være de første solstråler, der rammer byen i starten af foråret, og når det hele springer ud. Den høje energi byen rammes af, hvor vi alle stormer ud for at sidde i solen i t-shirts for så at blive snotforkølede de efterfølgende uger – det er jo fantastisk.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Ninni Kjær: Sommer i København.  Nyd at kunne sidde med benene udover vandet med et glas naturvin eller en kaffe, og at du kan tage en dukkert så mange steder i byen. Jeg elsker, at vi har den mulighed. Jeg har altid badetøjet i tasken. Faktisk også i vinterhalvåret 🙂

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Ninni Kjær: Flere markeder. Jeg elsker især madmarkeder. Økologiske madmarkeder, hvor man kan blive inspireret, og hvor der er mulighed for, at opstartsfirmaer kan få lov til at vise deres produkter frem.

LC: Dit soundtrack til byen?
Ninni Kjær: Uh, den er svær. Men måske ”Jungle – Keep Moving”

 

Tusind tak, Ninni, fordi du ville dele dit København med os.

Følg Ninni på Instagram her, og læs mere om hendes virksomhed her.