Nogle gange skal man bare gøre det

by 07/11/2013

The National i Forum 2013

Det kan bare ikke forbigås i tavshed, hvad der skete i lørdags. The National. Live. I Forum.

Måske skal jeg lige fortælle forhistorien: Tilbage i 2009 tog Anne en tur til New York sammen med sin veninde, Karen. Her hørte hun Brooklyn-bandet, The National, i Radio City Music Hall. Meget begejstret fortalte hun mig efterfølgende om oplevelsen – faktisk så begejstret, at hun fik mig med på The National-bølgen og overtalte mig til at købe billet til deres koncert i KB Hallen året efter.

Men ikke mange uger før koncerten i KB Hallen, sprang en mand ud af en bus, direkte ud i Anne, som kom cyklende forbi – og bang! Annes ben var brækket. Med et brækket ben kan man ikke tage til koncert, så min daværende kæreste blev min date, i stedet for Anne med det brækkede ben.

Det var en skam for Anne, at hun måtte side over til denne koncert, for det står til dato som en af de bedste liveoplevelser i mit liv (sammen med Depeche Mode, Radiohead, Kent og så en DM i Rock-koncert, hvor bornholmske Soft Porn spillede – men det var mest fordi, at Ham Den Pæne fra gymnasiet kyssede mig den aften).

The National i KB Hallen gjorde mig i den grad til fan. for jeg blev blæst fuldstændig omkuld og var helt udmattet efterfølgende. Af indtryk. Siden dengang har jeg bare ventet på at få lov til at høre dem igen, og da jeg hverken kunne komme på Loppen eller på Roskilde Festival, så jeg meget frem til Forum-koncerten.

Det gjorde Anne naturligvis også. Forventningerne blev i den grad indfriet, da bandet endelig med en lang videosekvens fra backstagelokalet blev ført på scenen og lagde os ned med deres vanvittigt forførende, melankolske rocksange og stemningsfulde visuals. Det eneste minus var lyden, som til tider blev lidt mudret. Og så kunne vi forholdsvis små mennesker ikke se så godt. Men ifølge nogle medier var det måske meget godt, da forsanger Matt åbenbart har virket en smule arrogant. (her ved rigtige fans jo, at han sikkert bare var lidt fuld). Vi var i øvrigt særligt begejstret for Demons, Squalor Victoria, Abel, Sorrow og Vandalyle Crybaby Geeks.

Vi er ikke anmeldere, men vi vil stadig gerne klappe af The National. Også her en lille uge efter.

Spring ud i det
Under koncerten, da The National spiller ‘I Need My Girl’, er der en fyr bagved mig, som tager fat i mig og lukker sin hånd om min. Lidt nervøs kigger jeg skråt bagud på ham. Han smiler bare kort og retter derefter sit blik op mod scenen, mens han rocke frem og tilbage i takt til musikken. Lidt befippet spørger jeg ham: “Undskyld, hvorfor holder du mig i hånden??” og han kigger lidt undrende og overbærende på mig og svarer. “Er det ikke meget rart?” Jeg tænker, at han da ser sød ud, men jeg kender ham jo ikke, så nej, det er faktisk lidt for underligt til, at jeg helt kan nyde det. På den anden side er det også lidt sjovt, og skal man ikke også være lidt åben og ikke så lukket og dansk i det altid?

Da vi har holdt hinanden i hånden i et par minutter, bliver jeg en smule for opmærksom på den nu lidt akavede situation og beder ham pænt om at slippe min hånd. Han smiler, nikker og slipper den. Jeg kigger et par gange over skulderen, tilbage på ham, mens jeg stadig undrer mig. Hmmm. Sjovt.
The National er færdig med det stille nummer, og Hånd-Holder-Fyren læner sig frem mod mig og siger: “Nogle gange skal man bare gøre det.” Han holder en kort pause, mens han kigger på mig. “Nogle gange skal man bare holde i hånd.” Han smiler. Jeg smiler. Modig mand.

Så tak til dig, Hånd-Holder-Fyr, for en sjov og anderledes oplevelse, som jeg vil huske. Jeg håber, at du tør gøre noget lignende igen, uden at snerpede piger vil flå dit selvværd. Mænd som dig har vi brug for. Jeg håber, du fangede mit smil tilbage.

/Louise