Peter Rosendal | Københavnersnuden #480

0
432
Fotocredit: Jonas Lyngdam

Ugens Københavnersnude er komponist og pianist, Peter Rosendal. Han har studeret ved Vestjysk Musikkonservatorium og derefter på Rytmisk Musikkonservatorium, hvor han afsluttede solistuddannelsen i 2006. Han har bl.a. modtaget Sonning Talentpris, Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat og Léonie Sonnings Musikstipendium. Lige nu er han aktuel med albummet ’Vejviser’, hvor han viser vej til ni forskellige danske naturafkroge og deres mangeartede lyde – fra Amager Fælled til Almind Sø ved Silkeborg. Mød Peter og hans København her. 

 

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Peter Rosendal: I øjeblikket er jeg i gang med at udgive og promovere min nye plade ’Vejviser’, som er den 12. udgivelse fra min side. Er ganske overvældet over den positive respons, da det er en lidt speciel plade, som både indeholder fugle, insekter, frøer og andre levende væsner. En plade, der sætter fokus på den vilde natur i Danmark.

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Peter Rosendal: Jeg bor på Røde Mellemvej i et spidst nikotingult hus omgivet af planter og træer.

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Peter Rosendal: Jeg går tur sent om natten, hvor chancen for at møde nogen er mindst, da den ene af mine hunde (en adopteret adfærdsvanskelig Schnauzer) ikke tåler fremmede hunde eller mennesker. Vi går typisk i området omkring Vejlands Allé.

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Peter Rosendal: Jeg drikker en kop pulverkaffe med piskefløde hver morgen i mit drivhus, i selskab af min skildpadde og min ældste hund Fritz, imens jeg nipper mine tomatplanter, og måske får dagens idé til en ny melodi.

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
Peter Rosendal: Hvis jeg ikke er på turné, spiser jeg hjemme. Jeg laver selv maden, gerne på bål i min store bålgryde bagest i haven.

Fotocredit: Peter Rosendal – Onkel Aages kunst i Peters have

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
Peter Rosendal: Jeg er ikke god til planlagte fester, men nogle gange kan euforien efter en vellykket koncert føre til en spontan fest med de musikere og publikummer man er sammen med på det givne tidspunkt. Den form for fest, er jeg meget tilhænger af, nemlig impro-fest.

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
Peter Rosendal: Jeg kan inspireres alle steder. Særligt når jeg slipper tangenterne og tænker på noget andet. F.eks når jeg er i Netto.

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
Peter Rosendal: Det er Amager Fælled. At følge fælledens beboere er sindssygt spændende. Nogle arter lever der året rundt mens andre kun er der om sommeren eller vinteren. Netop nu går jeg og venter på min yndlingsfugl Silkehalen, som kommer helt fra Sibirien. Udover at være vanvittig flot, kan den tåle store mængder alkohol som den indtager gennem de gærede bær den finder eksempelvis på fælleden. Det har givet den et lidt gumpetungt udsende pga. dens store lever.

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Peter Rosendal: Det holder jeg for mig selv.

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
Peter Rosendal: At gå hjem tidligt om morgenen gennem byen efter en lang nat på La Fontaine den sidste dag i Copenhagen Jazzfestival, netop der hvor sommeren er på sit højeste, og stemningen er i top.

Fotocredit: Peter Rosendal

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Peter Rosendal: Tag på Amager Fælled i maj måned ved aftenstid, og få en helt særlig musikalsk oplevelse. I en ret kort periode i foråret kan man høre en af de mest specielle og virtuose sangere, nemlig Nattergalen. Og så er ikke mere end 15 min fra Rådhuspladsen.

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Peter Rosendal: Byen mangler åndehuller med vild natur. Ikke “kvarterløft” med planlagte, velfriserede parker og græsplæner, men steder hvor vegetationen kan vokse frit, og sætte gang i fantasien for byens børn

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
Peter Rosendal: Tornsangerland fra mit nye album ’Vejviser’ – nattergalen, der er solist i nummeret, er optaget på Amager Fælled.

Cover af Peter Rosendals nye album “Vejviser”

På sit nye album ’Vejviser’ spiller Peter Rosendal på et Steinway og et Hornung & Møller – samtidigt. På albummet viser Rosendal så at sige vej til ni forskellige danske naturafkroge og deres mangeartede lyde. Fra Amager Fælled til Almind Sø ved Silkeborg, hvor Peter stammer fra. Der er bl.a. lyde af viben, gøgen og ravnen ved Limfjorden, nattergalen på Amager Fælled, klokkefrøer på Østfyn og den tilbagevendende solsort i Peters egen have, der har en hookline, den fløjter om og om igen.

Se mere fra Peter Rosendal på Facebook eller @peter.rosendal.56

https://www.facebook.com/peter.rosendal.56/videos/1049024056448732 – video til nummeret ’Klokkefrøstien’ fra det nye album

Tak fordi du ville dele dit København med os, Peter!