Philip Hulgaard | Københavnersnuden #291

0
513
Philip Hulgaard
Ugens Københavnersnude er Philip Hulgaard, der i starten af sommeren poppede op i Kødbyen med sin ølbar, Åben. Han startede sit bryggeri tilbage i 2017 og har allerede flere ølbarer rundt omkring i Danmark, og nu også i hovedstaden. Mød hans København her.

Philip Hulgaard

LC: Hvad har du gang i for tiden?
PH: Jeg ejer og driver bryggeriet ÅBEN, som siden hen også er blevet til en pop-up-ølbar i Kødbyen, København, en ølbar i Aarhus i Rosensgade og i Roskilde. Jeg elsker, hvad jeg laver. Jeg har aldrig arbejdet mere, men har heller aldrig følt, at jeg har arbejdet så lidt.

LC: Hvor bor du?
PH: Min adresse er ved Blågårdsgade på Nørrebro, men jeg er der for sjældent. Jeg bruger en del tid på bryggeriet i Kolding, og så har jeg en lejlighed i Aarhus, hvor jeg bor, når jeg er der.

LC: Hvor går du tur?
PH: Jeg går meget sjældent en tur uden et formål. Det sagt, så kan jeg godt lide at gå rundt i København om natten; en hverdagsnat, hvor gaden sover, hvor kun lysene fortæller om alt det liv, der er i København. Der er København så vidunderligt stille. Det fascinerer mig.

LC: Hvor drikker du kaffe?  
PH: Jeg nyder at tage over på Prolog (som vi iøvrigt også serverer som vores filterkaffe på pop-up-baren i Kødbyen). Det ligger dejligt tæt på, og det må være den bedste kaffe i byen. Hvis det er lidt tættere på lejligheden, så tager jeg ned på Andersen & Maillard, et dejligt kafferisteri på Nørrebrogade, og så har de virkelig vidunderligt brød.

LC: Hvor spiser du?
PH: Jeg kører lige nu et take-away-trip med Olioli og Wedo-salater, og ellers er jeg stamgæst på Bæst. Helt fantastiske oste og charcuteri, og deres menu imponerer altid – selvom serviceniveauet ikke altid er i top.

LC: Hvor fester du?  
PH: Jeg holder af at gå på ølbar og sidde med vennerne og snakke. Himmerriget er herligt! Det bliver altid meget spontant, hvor jeg tager hen og fester. Jeg kommer ikke fast noget sted.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
PH: Jeg holder meget af Kødbyen. Bygningerne fortæller en imponerende historien om fortidens fødevarerproduktion og centralstyring, og der kan næppe være et sted i København, hvor diversiteten er højere i dag. Der er plads til alle koncepter: fra kartoffelskrælleri til smedje, kontorfællesskaber, pølsevognsgarage, kombucha-bryggeri. Bare for at nævne nogle af de få ting, som de færreste kender.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
PH: På en sommerdag, hvor solen står højt, og alle er ude på gaden. Desværre har der ikke været for mange af dem i år, men det er det bedste ved København.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
PH: Jeg tror faktisk, det må være kort efter, jeg kom herover for 10 års tid siden til Distortion. Det var før, det var blevet særlig stort. Der viste København sig fra sin bedste side. Der er bare noget ved at samles i gaderne, høre god musik, feste og nyde København.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?  
PH: Vi er et gastronomisk mekka med spise- og drikkeoplevelser i verdensklasse. Som gæst skal man besøge alle de gode restauranter fra de små simple på hjørnet til de verdenskendte michelin-restauranter – og så skal man selvfølgelig ud at drikke gode øl. For det er vi gode til i DK.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det? PH: Mindre bureaukrati. Det er for svært for nye at starte op, og jeg tror, at hvis København i fremtiden også skal være en vidunderlig by, så skal vi passe på de små iværksættere, som skaber liv med restauranter, caféer, gallerier, tøjbutikker. Jeg synes, det er synd, at fantastiske områder som Papirøen og Refshaleøen skal omdannes til betonblokke. Hvis det fortsætter, så bliver det en udfordring for vores lille by.

LC: Dit soundtrack til byen?
PH: Det har jeg faktisk aldrig tænkt over. Happy disco 🙂

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Philip!

Du kan læse mere om Åben i Kødbyen her. 

GOD SØNDAG! 

Definition af en københavnersnude; interessant, sød, sjov og/eller venlig person, der er bosat i eller har tilknytning til København.