Søren Ejlersen | Københavnersnuden #383

0
486
Søren Ejlersen
Ugens Københavnersnude er Søren Ejlersen, medstifter af blandt andet Aarstiderne og BaneGaarden. Søren har bosat sig uden for København, og elsker at komme herind for at opleve nye, grønne steder. Han bruger en del tid på projekterne BaneGaarden og HimmelKassen, og så drømmer han om en stor spiselige byhave midt i byen for byens borgere. Mød Sørens København her.

 

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i for tiden?
Søren Ejlersen: Som altid er der pæne byger af projekter. Vores projekt BaneGaarden i Jernbanebyen fylder stadig en del. Lige nu ser jeg frem til at få gang i fermenteringskurser og alskens andet igen her efter Corona. Jeg bruger også meget energi på at understøtte udviklingen af Gaardbutikken på BaneGaarden som ”Jordens bedste købmand”. HimmelKassen.com er også et projekt, der tager en smule af min tid.

Hvor bor du?
Søren Ejlersen: Jeg bor i et grønt Narnia i Sandbjerg lidt nord for København. Jeg holder af at gemme mig en smule med familien og nyde the getaway. I mange år boede jeg på St Kongensgade, Nr Farimagsgade m.m. Havde sviptur på landet og boede så 10 år på Østerbro, før landet kaldte.

Hvor går du tur?
Søren Ejlersen: Mine skridt finder vej alle mulige steder. Jeg holder meget af at opdage nye aflukker og steder, andre mennesker ikke ser. Dog er jeg mest på Gravel og MTB cykler og opdager på denne måde det meste af Sjælland og byer på kryds og tværs. Eksempel Vestvolden, Amager Fælled og mange andre steder.

Hvor drikker du kaffe?
Søren Ejlersen: Igen suser jeg rundt og zapper ind mange steder. Èt af de skønne små steder som Henckell på Gl. Kongevej, er et unikt sted med god ånd og rummelighed. Generelt er jeg bedre til at få en kop kaffe, der hvor jeg kommer frem til et møde, foredrag eller andet. Eller at gatecrashe en gammel restauratør-ven, så man kan få sagt hej på 10 minutter.

Hvor spiser du?
Søren Ejlersen: Mest sammen med familien hjemme. Er det ude, er jeg stor fan af Rosio på Hija de Sanchez, blandt andet på Istedgade. Det er virkelig et originalt køkken fra Mexico. Flere gange har jeg høstet en røvfuld quinquilla og smidt dem af hos dem og gået igen for at vise kærlighed til deres køkken.

Hvor fester du?
Søren Ejlersen: Den tid er ovre, hvor jeg går i byen og danser. Sker det, sker det i vores eller andres hjem. Vi har lige konfirmeret den sidste ud af fire børn med et brag af en fest i haven for fuld musik. Jazzkoncerter på eksempelvis Jazzhus Montmartre er stadig i mit hjerte.

Hvor inspireres du?
Søren Ejlersen: De, der kender mig, ved, at jeg går på opdagelse og er pænt impulsiv. Sådan har jeg altid været. Da jeg var 18 år, kunne jeg kravle op på taget af Panuminstituttet midt om natten. Hænge i PH lampen på taget af Nyhavn. Kravle op på de store byggekraner. I dag snuser jeg bare gode steder op. BaneGaarden er et godt eksempel. Det sted brændte sig fast i mit hjerte, indtil vi fik lov til at bøvle med hullerne i tagene og skabe stedet fra bunden.

Hvad er dit yndlingssted i København?
Søren Ejlersen: I går var jeg i DAC og holde foredrag. Da jeg gik hjem, stod porten til Kongernes Lapidarium i Christian IV’s Bryghus åben. Det sted er bare helt utroligt. Snig dig ind, hvis du ser, det er åbent.

Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Søren Ejlersen: De store følelser…. For 14 år siden, da Molly kom ud til verden på Riget. I mindre skala for sådan et føledyr som mig, sker det ofte, at det kildrer over min kone, børn, børnebørn og gudbørn. Eller professionelt når man laver noget, der virker. I går følte jeg mig forelsket, da jeg sad i en slotshave midt i vores skolehaver Haver til Maver med  en ny kommune, der var på besøg, og jeg mærkede, at de også ville igen.

Hvad er dit bedste minde om København?
Søren Ejlersen: Det er nok, da vi lavede en vild begivenhed i 1999 i starten af Aarstidernes rejse. Det var for enden af Sortedamsdosseringen, hvor vi tog landet ind til byen med gartnere og friskhøstet alt muligt. Kirk og jeg lavede mad, og det stak helt af for os, og vi blev taget med storm. Siden har der været masser af disse følelsesladede begivenheder.

Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Søren Ejlersen: Tag dine fødder eller en cykel og opdag nye bydele. Forcer byen langsomt, helst uden et mål og brug gerne en hel dag. Jeg lover dig, du vil få en på opleveren, hvis du ikke skal fra A-B, men giver dig lov til at opleve hele alfabetet. En gang var jeg eksempelvis i Brøndby Strand i fem dage. Én af oplevelser var at stoppe den afghanske kvinde Asma og ende med at komme med hende hjem i boligbebyggelsen og lave mad og spise med familien. Gennemsyret fantastisk.

Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Søren Ejlersen: Byen mangler en enorm spiselig byhave med ekstrem social integration. Dyrket og spist af byen med adgang for alle. Den, der får alle til at gøre noget aktivistisk og grønt, der hvor de bor. Høns på tagene, tomatillo i altankasserne og meget andet.

Dit soundtrack til byen?
Søren Ejlersen: Travels med Pat Metheny i ørebøfferne imens man cykler i solen.


Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Søren! 

Følg BaneGaarden på Instagram her.

Følg Aarstiderne på Instagram her.