Spot 2017: Interview med Lasse Matthiessen

0
448

I morgen åbner årets Spot Festival 2017 med masser af nye og erfarne artister på programmet. Vi har lyttet til samtlige kunstnere og faldt blandt andet for Lasse Mathiassen, en dansk sanger og sangskriver, der er bosat både i Berlin og København. Vi har taget en lille snak med ham om musik, storbyer og Spot Festival. Og det er der kommet noget nær et digt ud af fra Lasse side. Vi bringer det her:

Jeg er en Nørrebro-dreng, der har set blomsterne springe ud på Assistens i foråret og visne i efteråret, siden min mor placerede mig i barnesædet bag på hendes cykel, og vi krydsede kirkegården fra Runddelen, forbi Stoltenbergs grav mod murergårdens børnehave i Korsgade, hvor hun lod mig vokse op blandt mørkerøde mursten. Allerede dengang skrålede jeg mine sange om bristede hjerter i børnehaven og puderummets lyksaligheder højt for alle dem, der ville høre på mig…

Jeg er en exildansker i Berlin Friedrichhain på varigt besøg i København med et stemmeregister, der spænder fra et mindste hvisken på kanten af dine seng til de skærende skrig fra den kæreste, du lige har været utro.

Jeg er den generte og stille mand ovre i hjørnet af s-toget, S-Bahn, Trammen eller metroen, der skriver de ord ned, du hvisker til eller om din kæreste og synger dem ud i sange for publikum i Erfurt, Ostrava, Poznan og alle de byer, som kunstnere hellere vil fortælle, de har spillet i.

Jeg er den højtråbende, opmærksomhedssøgende og pisseirriterende værtshusgæst, der forveksler Irma-hønen og solopgangens skær i Søernes grumsede overflade, når han trasker over broen med rander under øjnene og idéer til sange, som han har glemt, når han vågner igen næste morgen med et saltkar om tungen.

Jeg er den uhjælpelige kunstner, der stædigt drømmer videre om koncerter i København og resten af Danmark, der matcher de store sale, tv-optrædener eller playlister i Tyskland.

Jeg er den håbefulde og nærmest troende musiker, der stadig håber, at der vil blive lyttet til musikken og stemmen og teksten, før der kigges på alt det andet.

På Spot Festival kan du forvente 35-minutters intensiv, usmart, dynamisk, ærlig og melodisk musik med fødderne på jorden, guitarer i maven og sangen i solar plexus. Du skal kun komme, hvis du kan holde ud at være i dén musik og sammen med os om den.

OM LASSE MATTHIESSEN:

Lasse Matthiessen er gået den modsatte vej end de fleste danske musikere. Han har skabt sig en musikalsk karriere i udlandet førend i Danmark. Lasse har sammen med sit band udgivet 3 albums hen over 5 år og turneret Tyskland tynd. Han endte i Tyskland af omveje via et studieophold i Berlin.  Det skabte en vedvarende forbindelse, der har bragt ham forbi flere af landets større spillesteder. Nu er Lasse Matthiessen klar til at indtage hjemlandet, og bandet vil kunne opleves på dette års SPOT Festival, hvilket bliver det danske publikums første mulighed for at høre de nye numre live. Med sig på scenen har han Johanna Weckesser (guitar), Martin Krümmling (trommer), Niels Wilhelm Knudsen (bas).

Website: http://www.lassematthiessen.com/

Facebook: https://www.facebook.com/lassematthiessen/

Instagram: https://www.instagram.com/lasse_matthiessen/

Twitter: https://twitter.com/LasMatthiessen

Lyt til Lasse Matthiessens første single på dansk, Sorte Søer, i playeren på forsiden: lovecopenhagen.com.