Thomas Negrijn | Københavnersnuden #396

0
650

Ugens Københavnersnude er sanger, komponist, tekstforfatter, og producer Thomas Negrijn. Han har været professionel musiker siden 1986 i bands som Simcess, Tam Tam Top, BL!NK og Blue. Tam Tam Top og Simcess blev til et skønt arbejde i Danmark, og BL!NK blev et skønt arbejde i Sydkorea med et salg på over 500.000 plader og over 30 millioner hits på YouTube. Nytårsaften kl. 00.01 er Thomas igen aktuel med ny musik, da han udgiver singlen “New Year’s Day CO2” med bandet Simcess.

 

Foto: Torsten Lefmann

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Thomas Negrijn: Er i gang med at indspille en grammofonplade – også kaldet et kaldet ” værk” (måske mesterværk hø hø) sammen med producer Flemming Rasmussen (bl.a. Metallica, Sort Sol, Gasolin) i det legendariske Sweet Silence Studio. Det skal udgives under navnet Simcess, som er mit gamle band, der huserede fra 1985-92 på de danske musikscener. Nytårsaften kl. 00.01 udkommer den første single ”New Year’s Day CO2”. En nytårssingle med et vigtigt budskab, synes jeg selv.

Foto: Flemming Rasmussen

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Thomas: NørreBronx.

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Thomas: En af de ture jeg ynder at gå, er ud af Ågade under Bispebuen og ind over Frederiksberg og hjem igen til Nørrebro. Det er en dejlig tur. Nørrebrogade er også altid spændende at gå ned af, og så kan jeg godt lide at gå tur på Assistenskirkegården.

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Thomas: Mest på kaffebaren på Rødovrevej, da jeg synes, at der ikke er nogle rigtige kaffebarer inden for voldene i København.

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
Thomas: Jeg elsker Hong Kong Grill på Jagtvej. Damn, deres flæskestegssandwich er bare WOW!

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
Thomas: Jeg har to børn og en kvinde, så der er altid fest … derhjemme.

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
Thomas: Af mine unger. Vi går tid ned til vegetarbutikken Spidsroden i Griffenfeldtsgade, og om sommeren hænger vi i Folkets Park.

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
Thomas: Christiania og Sjællandsgade Bad. Christiania fordi det er et frirum med flere ikke-pokalløftende medborgere. København ligner jo en opgejlet catwalk. Sjællandsgade Bad fordi der kommer så mange forskellige nationaliteter, og jeg har lavet fællessang gennem flere år der. Folk synger altid med i vilden sky, det er et mageløst sted.

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Thomas: Bliver altid lidt forelsket hver gang jeg er i Tivoli om vinteren med kvinden og ungerne. Lyset derinde er så BEDÅRENDE!

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
Thomas: Alle mine flyveture på ting og sager gennem byen i over 45 år.

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Thomas: Sommerkoncerterne i Fælledparken og på 5-Øren samt gadelivet i al almindelighed, dengang der endnu ikke fandtes dørtelefoner, låste porte og mobiltelefoner. Menneskene var mere i nuet, der hvor de var, end de er i dag. Jeg har ikke meget had i mit indre, men hader dog mobiltelefoner og låse.

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Thomas: 24 små, men høje bjerge med forskellige cafeer og spisesteder på toppen, fordelt ud over hele byen. KBH er for flad!

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
Thomas: Gasolins ”De fem årstider” fra Gas 6, 1976. Et mesterværk!

 

Tusind tak fordi du ville dele dit København med os, Thomas!