Ulrik Amann Eriksen | Københavnersnuden #284

0
471
Ulrik Amann Eriksen la pausa

Ugens Københavnersnude er Ulrik Amann Eriksen, som står bag flere af dine yndlingsssteder i København, nemlig Café Plenum på Sankt Hans Torv, La Esquina på Ryesgade og sidste skud på stammen, La Pausa ved Peblinge Sø. La Pausa er på kort tid blevet et af LoveCopenhagens stamsteder (hvorfor kan du læse her i vores anmeldelse), og derfor glæder vi os til at høre, hvad der driver medejeren i hverdagen.


LC: Hvad har du gang i for tiden?

Ulrik: Det korte og måske lidt kedelige svar er; ren arbejde. Et nyåbnet sted er lidt som at få en ny baby, hvor man bare gerne vil være der hele tiden og støtte det, indtil det kan gå selv. Men arbejde føles heldigvis ikke helt som arbejde, når man har et job som mit, og slet ikke når kundefeedbacken har været så positiv, som det har været tilfældet med La Pausa.

LC: Hvor bor du?
Ulrik: Jeg bor i Radiorækkerne lige ved Islands Brygge metro.

LC: Hvor går du tur?
Ulrik: Vi bruger Amager Fælled rigtig meget, både til løbetur med venner, og når hele familien skal over og se haletudser og fasaner.

LC: Hvor drikker du kaffe?
Ulrik: Jeg har et ømt punkt for Roast Coffee på Islands brygge. De er søde og nede på jorden, og deres kaffe er altid on point – i særdeleshed deres lystristede afrikanske bønner skal jeg helst have en pose liggende af derhjemme til enhver tid.

LC: Hvor spiser du?
Ulrik: Jeg forsøger at mikse meget mellem de steder, der altid leverer, og hvor jeg altid får en god oplevelse, og samtidig leverer den københavnske madscene bare så mange nye spændende steder, som jo også skal testes. Il Buco er ligesom det lokale åndehul, der bare fungerer sublimt både dag og aften – umuligt at komme udenom, når man bor på Bryggen. Jeg skal også gerne have pasta fra Fischer med ikke alt for store mellemrum.
Hvis jeg er i nærheden af Ved Stranden 10, skal jeg godt nok have travlt for ikke at kigge ind og se, hvad de har på vinlisten. Er vi nogle drenge, der skal ud og spise, har Nr 30 i Nansensgade den neo-bistro vibe, jeg bedst kan lide og med et vinkort, der holder.

LC: Hvor fester du?
Ulrik: Fester? Slet ikke tid til den slags for tiden desværre og med to børn i alderen 1 – 4 år er der kun fest til midnat, så jeg enten kan være klar til arbejdet eller familietid dagen efter. Cocktails på Gensyn eller forbi Rosforth og Rosforth og tage en flaske vin med ud i aftensolen, så er jeg faktisk en glad mand – doesn’t take much 🙂

LC: Hvor inspireres du?
Ulrik: Jeg synes generelt, serviceniveauet er på vej opad i København, og sidst jeg var på date med min kone, var vi på Alouette, og den oplevelse sidder stadig i kroppen. Utroligt opmærksomt personale – det ligger i en baggård, og vi blev hentet ind fra gaden af personalet og bragt ud igen af de mest nærværende og sjove mennesker, jeg har mødt længe, en hel befrielse. Selvfølgelig skal maden og vinen holde og også inden for en økonomisk ramme, men stemningen og viben betyder mindst lige så meget og inspirerer mig ligeså meget som det på tallerkenen.

Hvad er dit yndlingssted i København?
Ulrik: Jeg er KÆMPEfan af Torvehallerne. Det fungerer bare på alle plan for mig. Min datter elsker at besøge fiskemanden og se deres udstilling. Jeg kommer der alene, med min familie eller med venner min. én gang om ugen.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Ulrik: Her om sommeren er det nærmest på dagligt niveau. Først cykelturen ind over Langebro i morgenlys. Og at man på cykelturen hjem lige kan tage en dukkert for at køle hurtigt af i havnebadet er SÅ unikt for København. Og så slutte aftenen af med en flaske vin fra Volatil og sidde på Sønder Boulevard, så skal jeg vist ikke bede om mere.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
Ulrik: Den er godt nok svær. Som eksiljyde synes jeg faktisk, at jeg konstant konstaterer, hvor fed en by København er. Så det er uhyre svært at pin-pointe ét minde, for der er godt nok mange. Men lige i tilflytningsfasen hvor jeg boede med min søster, hyggede vi helt afsindigt og blev meget tætte – den tid ser jeg virkelig tilbage på med meget varme.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Ulrik: Jeg synes, der er fantastisk mange (gastronomiske) oaser i København, hvor man kan tage ud, og hvor venner kan joine, og pludselig er der den dér magi, hvor man sidder omgivet af venner og for gud ved hvilken gang indser, at den her by bare er fantastisk. Jeg er nødt til at nævne Torvehallerne igen, Kødbyen, Sønder Boulevard, Reffen, Rosforth & Rosforth og Cafe Slusen.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Ulrik: København er jo en lille storby, og det synes jeg langt hen ad vejen er en kæmpe force. Og det måtte godt forstærkes yderligere ved, at meget af den tunge trafik blev mindre tydelig. Jeg ville fx elske at se sporvognene igen, eller at Åboulevarden igen blev en å, og trafikken kom under jorden.

LC: Dit soundtrack til byen?
Ulrik: Jeg er lige inde i en world-zone, så der skal ikke mange glas vin til, før jeg får lyst til at høre ørkenrock som Bombino og Tinariwen. Prøv det! Og hvis det er noget, vil du elske desert blues playlisten på Spotify, den kommer kunderne nok til at ”lide” lidt under her over sommeren på Pausa 🙂

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Ulrik. Vi glæder os til at besøge La Pausa snart igen. 

GOD SØNDAG!