København er skøn! Men det er ikke just bakker, der er mest af, så det kan være lidt svært at finde steder, hvor du kan få udsigt over byens tage. Og det gør altså noget at komme op i højderne, skue over byen, og se den fra helt nye vinkler og fra oven. Fra tårne til tagteresser og bakker – her har vi samlet 10 steder, som har sublim udsigt over København.
Af Louise Bro
1. Amager Bakke / Copenhill
CopenHill også kaldet Amager Bakke repræsenterer et bjerg af muligheder. Hvis du trænger til en anderledes gåtur med fantastisk udsigt over København, så prøv en tur til toppen af Amager Bakke. I åbningstiden er det nemlig ganske gratis at benytte stisystemerne, trapperne og elevatoren på CopenHill. Dermed kan du efter en rask gåtur og uendeligt mange trapper nyde udsigten udover København i 85 meters højde. På toppen af bakken har du udsigt til Øresund, Amager Strand, Refshaleøen, Holmen, Christianshavns Volde, havnen og hele Indre by. Det er virkelig flot, og ret sjovt at se de gamle fæstninger langs voldene, det giver et helt andet perspektiv.
HVOR: Vindmøllevej 6, KBH S
2. Vor Frelser Kirke
Det gyldne spir på Vor Frelser Kirke er ikke kun smukt og et yndet mål for turisternes kameralinser. Det er også muligt at komme en tur op til toppen langs den smalle trappe, der snor sig om spiret. Og det er ikke for sarte sjæle eller dem med højdeskræk, men udsigten må være fantastisk. Jeg siger må, fordi jeg stadig ikke selv har turdet at tage turen op af trapperne. Spiret består af en udvendig trappe, der løber hele vejen op til toppen, men man er selvfølgelig beskyttet af et forgyldt jerngitter. Der er 90 meter fra kirkepladsen til Kristus-fanen på toppen. Og turen til udsigten tilbagelægges ad 400 trappetrin, de sidste 150 udvendigt rundt om spiret. Tårnet har åbent hver dag kl. 9-20 – det koster 65 kr., og du skal booke tid og billet.
HVOR: Sankt Annæ Gade 29, KBH K
3. Christiansborg Tårn
Med sine 106 meter er Tårnet på Christiansborg Slot Københavns højeste tårn. Fra Tårnet kan du se København fra en helt ny vinkel. Du bliver ovenikøbet hjulpet lidt på vej med kort og oversigt over, hvad du ser fra de fire åbninger, hvor du har frit udsyn. Udsigten fra Tårnet på Christiansborg Slot er 44 meter over byen, og her kan du se gader, bygninger og detaljer, som du måske ikke har lagt mærke til før. Det er ganske gratis at komme op i Tårnet, som foregår via elevator – dog ikke den sidste del til udsigtsen, som er med trapper. På vejen mod toppen kommer du også forbi restauranten “Meyers i Tårnet” og Pulterkammeret med gamle gipsfigurer og “Duer i Tårnet”, som er smuk og tankevækkende installationskunst skabt af kunstneren Eva Koch.
HVOR: Christiansborg, KBH K
4. Rundetaarn
Rundetaarn er med sine 34,8 meter over gadeniveau måske ikke det højeste udsigtspunkt i København. Men det er til gengæld et de mest kendte og besøgte bygningsværker i Danmark. Tårnet stammer helt tilbage fra 1637. Det er opført af Christian IV som universitets observatorium. Og det har ingen trapper, hvilket gjorde det muligt at køre op til toppen i hestevogn. Sådan er det stadig. Du slipper for trapper og kan i ro og mag gå op ad den snegleformede gang, der fører helt til toppen. Med Observatoriet i midten er der 360 graders udsigt over byens tage og seværdigheder fra toppen. Rundetaarn har åbent alle ugens dage fra 10-20, og det koster 40 kr.
HVOR: Købmagergade 52, KBH K
5. Glyptotekets Tagterrasse
Glyptoteket huser ikke kun over 10.000 kunstværker og arkæologiske genstande, der giver et historisk vingesus af liv, kultur og civilisation gennem 6.000 år. Det huser også en utrolig hyggelig café, som både holder til i museets vinterhave og på deres tagterrasse, hvor du har udsigt over byens tage. I sommermånederne er der iøvrigt også “Picnic på taget”, hvor du kan nyde kolde drikkevarer, drinks, let frokost, kaffe og kage – og “Torsdag på taget” med kolde drinks, god musik og selvfølgelig den smukke udsigt. Der er både trapper og elevator op til taget, og for at få adgang til tagterassen. skal du betale entré til museet, som koster 115 kr.
HVOR: Dantes Plads 7, KBH V
6. Nikolaj Tårn
I den gamle Sct. Nikolaj Kirke, er der ikke meget orgelmusik – der er derimod dansk og international samtidskunst i Kunsthallen. Nikolaj Kunsthal ligner stadig en smuk gammel kirke udenpå, men indeni er der både koncerter, artist talks, performances, butik, café og meget mere. Og så har kirken også et tårn, hvis spir når hele 94 meter op, og dermed er Københavns tredjehøjeste tårn, kun overgået af Christiansborgs tårn og rådhustårnet på begge godt 106 meter. Udsigtsposten i tårnet befinder sig godt 35 meter oppe, og for at komme op i Nikolaj Tårn skal man bestille en guidet tur (maks. 10 personer), som koster 40 kr. Tårnet er åbent for besøgende hver dag kl. 13-15.
HVOR: Nikolaj Plads 10, KBH K
7. Frederiksberg Slot
Nu startede jeg ganske vist med at nævne, at København ikke har mange bakker, men den har dog én, som rent faktisk også giver lidt udsigt. Det fandt Frederik 4. også ud af, og derfor byggede han et slot på toppen af Frederiksberg Bakke som sommerresidens, så han kunne komme væk fra byen og nyde udsigten over København – dengang den var afskærmet af volde. I dag hører slottet under Forsvarsministeriet og huser Hærens Officersskole. Du kan godt få en rundvisning inden i slottet i den sidste weekend i hver måned, men udsigten kan du nyde hele året rundt. Og det er ganske gratis, du skal blot gå op til toppen af bakken foran Frederiksberg Slot vende dig mod Frederiksberg Have, og så har du faktisk en helt fin udsigt over København.
HVOR: Roskildevej 28, Frederiksberg
8. Zootårnet
Det ikoniske tårn i Københavns Zoo har lidt over 100 år bagen, og er måske ikke så overraskende inspireret af Eiffeltårnet. Det er dog udelukkende opført i træ. Men bare rolig, det har lige været igennem en stor restaurering, så du kan være ganske tryg ved at komme op i det 43,5 meter høje tårn. Der er ingen elevator, så turen mod toppen indebærer 182 trappetrin, men så får du også en fantastisk udsigt over København. Udover entréen til Zoo, koster det 10 kr. at komme op i tårnet.
HVOR: Roskildevej 32, Frederiksberg
9. Udsigtstårnet
I den sydlige ende af Oceankaj, hvor molen møder indsejlingen til Københavns havn, har Christensen og Co. opført et udsigtstårn. Tårnet består af fire containere, som er malet hvide og forskudt i forhold til hinanden. De tre 20 fods containere er forbundet af en trappe, og sammen med en 40 fods oprejst container, der fungerer som elevatortårn, danner de et fint lille udsigtstårn. Selvom tårnet med sine knap 8 meter ikke er det højeste, så får du stadig en fin udsigt over hele krydstogtterminalen, byen, havnen og Øresund.
HVOR: Den sydlige ende af Oceankaj, Nordhavn
10. Konditaget Lüders
Vi bliver på Nordhavn, hvor du også finder Konditaget Lüders, som er et 2.400 m2 offentligt byrum med faciliteter til træning, ophold og leg. Det hele ligger på toppen af et parkeringshus i 24 meters højde, og her har du dermed en endnu bedre mulighed for at få udsigt over byen og havnen. Og så kan du selvfølgelig også benytte muligheden for at få lidt træning samtidig. Der er offentlig adgang til Konditaget hver dag fra kl. 7-22.
HVOR: Helsinkigade 30, Nordhavn
[…] Vi kom med en guide til de bedste vandreruter i og omkring København, og vi kom med en artikel med 1o steder med udsigt ud over København. En anden aktivitet som vi var mange i København, der startede på var vinterbadning. Vores egen […]
Comments are closed.