Zoku Copenhagen: Meget mere end et hotel

0
226

Zoku Copenhagen på Amager er mere end bare et hotel, det er en lille oase, hvor det sociale er i fokus. Det opdager du hurtigt på deres rooftop, hvor du finder en ekstraordinær kombination af et dynamisk arbejdsmiljø, bar, restaurant og sociale arrangementer, som ikke kun er tiltænkt hotellets gæster, men alle der kigger forbi.

 

Af Louise Bro

INVITERET

Vi har alle dage været ret fascineret af Københavns hoteller her på LoveCopenhagen. Hvorfor? Ikke fordi vi selv har overnattet på mange af byens hoteller. Men fordi de netop er lidt overset blandt os, der bor i København. Hoteller er nemlig et genialt sted at lege turist i egen by, eller bare få følelsen af at tage på storbyferie i sin egen by.

Turist i egen by

Du kan naturligvis vælge at bruge en weekend på en staycation på et af byens hoteller. Men mindre kan også sagtens gøre det. Mange af byens hoteller har glimrende restauranter, og du kan også besøge deres barer, hvor du hurtigt får følelsen af at være i en helt anden by eller land for den sags skyld.

Vi har tidligere skrevet om de 10 bedste rooftop barer i København, og på den liste finder du også Zoku Copenhagen. Og det er med god grund. Det lyder måske ikke specielt eksotisk med et hotel på Amager og en rooftop på 5. etage med DR Byen som nabo. Men i dette tilfælde kan det faktisk noget.

Du opdager nemlig ret hurtigt, hvorfor Zoku er meget mere end et hotel. Det sociale område befinder sig, i modsætning til andre hoteller, ikke i stueetagen men på deres tagterrasse. Det er en del af konceptet på alle Zoku hoteller rundt i Europa, da man har valgt at alle – både hotellets gæster og også alle andre gæster skal have glæde af udsigten fra toppen. Derfor finder du på Zoku ikke nogle penthouse værelser på hotellets øverste etage men derimod en restaurant og en bar, som er omdrejningspunkt for en masse sociale events. Det fik vi selv oplevet, da vi blev inviteret på en overnatning på Zoku Copenhagen på Amager i december.

Rooftop Retreat

Selv hvis du kun kigger forbi til en drink eller en kop kaffe, kan Zoku Copenhagens rooftop give dig følelsen af at være en turist i din egen by. På Zoku træder du ikke, som du kender det fra andre hoteller, ind i receptionen. Du tager derimod elevatoren op til 5. etage, hvor du som det første går igennem et drivhus med masser af grønne planter. Det er også her, du finder hotellets reception, restaurant, bar, arbsejds- og sociale områder, hvilket gør, at du med det samme føler dig velkommen, selvom du ikke er overnattende gæst på hotellet.

Med en betagende udsigt over Amagers skyline er dette stedet, hvor du kan slappe af, arbejde og socialisere i en afslappet atmosfære. De komfortable møbler og den moderne indretning skaber den perfekte ramme for at nyde solnedgangen eller arbejde i inspirerende omgivelser.

Bar & Kitchen

I Zoku Copenhagens bar og køkken kan du slå dig ned ved baren eller et af bordene og nyde en cocktail, øl eller kaffe. Du kan med andre ord både hænge ud og arbejde på en hverdag, eller kigge forbi en fredag eller lørdag aften og mærke den internationale stemning.

Hele Zokus rooftop er et stort sammenhængende rum opdelt i forskellige zoner. Du møder først den store Kindred Spirits Bar, masser af hyggelige kroge, hvor du kan sidde i bløde møbler, ved pejsen og nyde udsigten, eller ved langborde og nyde en cocktail. Fortsætter du videre, kommer du til Zoku Living Kitchen, der har en menu, der afspejler det bedste af dansk og international cuisine.

Her er det sociale også i fokus, da der primært er langborde, som indbyder til snak og samvær. Retterne er simple, og du kan både få morgenmad, frokost, aftensmad, eller weekend brunch – og hver mandag er der også Pizza Night. Zokus restaurant føles lidt mere som at komme hjem til middag hos nogle venner, da køkkenet er åbent, og du derfor også kan sætte dig på en barstol ved køkken-øen og sludre med kokkene. Det er tænkt over alle detaljer, som skal gøre hele dette område til et social smeltedigel, hvor du kan sludre med alle om alt og intet.

Sociale Arrangementer

At det sociale er i fokus er også tydeligt, når det kommer til Zokus mange events. Selv hvis du ikke bor på hotellet, er du velkommen til at deltage i netværksaftener, workshops og diverse events. Jeg har selv været forbi til Sofar Sounds koncert i Zokus Events Space, og de har indtil flere events hver måned – og naturligvis også fredagsbar med DJ eller live musik hver uge. Du kan løbende se deres events her.

Åben for Alle

Zoku er skabt til at være åbent for alle, så selv hvis du ikke planlægger en overnatning, kan du stadig opleve Zokus charme. Det gælder sig uanset, om du bare vil forbi til en drink, eller du mangler et sted at arbejde. Zoku har også et co-working space på deres rooftop, hvor du kan leje en arbejdsplads for en enkelt dag eller en længere periode – eller leje et af deres mødelokaler. Indretningen er lavet i samarbejde med Hay, så der er smæk på både farver, leg og kreativitet.

Zoku Copenhagen er som sagt ikke bare et hotel; det er et samlingssted, hvor både gæster og lokale kan hænge ud, nyde udsigten og møde hinanden. Vi havde i hvert fald et ganske hyggeligt besøg, da vi overnattede på hotellet, og vi endte også med at bruge mere tid på deres rooftop end på værelset, og det sker ikke så ofte, når man er på staycation.

Læs mere om Zoku Copenhagen her, eller kig forbi på Amagerfælledvej 108, 2300 KBH S.

LoveCopenhagen var inviteret til en overnatning samt middag på Living Kitchen på Zoku Copenhagen i december 2023 – uden beregning for mad eller værelse.