ÅRETS LIVEOPLEVELSE I KBH!

by 19/09/2013

Jeg var ret meget i tvivl, om jeg skulle tage af sted. Jeg havde knoklet hele dagen, først på kontoret og derefter i studiet. Kom hjem kl. 20.00, spiste noget mad og sank sammen i sofaen. Efteråret var ankommet i dag med skiftevis regn og skiftevis sol, og man aner jo ikke, hvornår det er det ene eller det andet. Endnu en god grund til at blive mellem puderne og tæpperne i sofaen, foran fjernsynet, som helt sikkert ville vise et eller andet så kedeligt, at jeg ville falde i søvn med det samme.

Jeg lovede mig selv, at hvis min veninde, Julie, ringede og aflyste – så var det helt ok. Ingen klager herfra. Jeg ville bare ikke selv have en aflysning i sidste øjeblik siddende på mig.

Jeg havde set på Facebook i sidste uge, at Freja Kirk skulle spille i Stefanskirken denne tirsdag. Allerede i juni fik jeg øjnene op for hende, da hun udgav sin debutsingle, Forever. En meget unik stemme, som ramte mig lige i hjerte. Faktisk så meget, at jeg ind imellem ikke kunne holde ud at lytte til hende. Det er den slags musik, man lever for at lytte til, ik? Den slags, der både gør dig lykkelig og angst.

Tirsdag aften – Julie ringede ikke for at aflyse. Okay. På med jakken, halstørklædet, handskerne (!) og skoene. Af sted mod Valdemarsgade. Det var blevet rigtig koldt, og aftenen lignede mere januar end september. Julie var klar med det samme, og vi cyklede af sted. Enige om, at det var lidt sent at komme ud af døren på sådan en kedelig tirsdag. Og enige om, at det nok skulle være det værd. Håbede vi. Men som man siger; ingen kigger tilbage på deres liv og husker de nætter, hvor man virkelig fik sovet igennem. Såh..

Foran Stefanskirken stod allerede en meget lang kø af mennesker og ventede på at komme ind. Min første tanke var, at hende Freja har da et ret smukt og hipt publikum – det lignede næsten et udpluk fra et modemagasin. Jeg var i hvert fald overbevidst om, at samtlige mennesker foran kirken havde et årligt abonnement på Cover derhjemme. Eller Cover Man (thumbs up for et godt magasin, i øvrigt!).

Nok om stil. Vi kom ind i kirken, som langsomt blev fyldt godt op. Det kunne være en god idé, om den danske folkekirke hyrede Freja lidt oftere, så det ikke runger så hult i de store, guddommelige rum rundt omkring i landet. Jeg tror aldrig, der har været så mange mennesker i Stefanskirken før.

Kl. 22.15 blev lyset slukket. 7-8 piger gik rundt mellem rækkerne og tændte stearinlys, ligesom der oppe ved alteret blev tændt masser af levende lys. Stemningen var sat. Der var helt stille i kirken. Indtil Freja begyndte at synge. Jeg kiggede på Julie og hviskede: “Det bliver SÅ meget cykelturen værd, det her!”

Freja havde sit band med, som bestod af en guitarist, pianist, trommeslager og bassist, og når de spillede, blev hele kirken verdens centrum. Jeg følte mig tryg, som da jeg var lille og med min far i hånden blev guidet gennem menneskemængder og trafikerede gader. Tiden stod stille, jeg græd lidt, lyttede, sukkede og lukkede øjnene. Giv mig mere.

Samtlige af Frejas numre var melankolske og kredsede om kærlighed, som ikke altid har været sød ved hende, kunne man høre på hendes tekster. Og på hendes stemme. Det er sjældent, at jeg mærker så meget nærvær i en stemme, som jeg gjorde til denne koncert. Den er rørende uden at blive påtrængende. Og hvis man også selv har oplevet kærligheden som et grimt bæst, kan man ikke undgå at føle smerte, når man lytter til Freja. På den gode måde. For her er vi sammen om musikken, og ingen kan gøre os fortræd.

Under hele koncerten var kirken tys, og kun Freja og hendes band fik lov at bryde stilheden. Indtil sidste nummer, som med sine reggaerytmer fik os alle sammen til at rejse os og vugge i takt med musikken. Ja tak, nu smilede vi, tørrede tårerne væk, for det hele skal nok gå. Og Freja kom igen og gav et ekstra nummer, for jeg var ikke den eneste, der ville have mere. Ren fryd.

Jeg glæder mig så ustyrlig meget, til hendes album udkommer. Jeg synes, at hele kirken blev lovet utrolig meget på denne aften, og det er helt sikket, at vi ikke bliver skuffede.

Verden er sgu et hårdt sted, og vi har alle brug for en guide. Jeg følger Freja og hendes band. TAK!

Freja Kirk

Hipsterkø foran Stefanskirken

Freja Kirk

Næsten inde i kirken – på trods af en usandsynlig lang kø, blev der plads til alle.

Freja 6 Freja 5 Freja 4 Freja 3

 

Det er umuligt at viderebringe stemningen fra kirken, men Frejas stemme fornægter sig ikke. Her spiller de det sidste nummer, som fik aftenens kirkegængere til synkront at rejse sig og vugge med musikken.

3 Comments so far

Jump into a conversation