De 5 fem bedste croissanter på Amager

1
460

Vi er heldige i København. Der åbner konstant gode bagere, som konkurrerer om at lave det absolut bedste bagværk. Lige for tiden virker det til at croissanten er den, som alle vil vise deres bedste, sprøde og smørfyldte bud på. Se her hvor du kan finde de 5 bedste croissanter på Amager.

 

 

Af Louise Bro

 

Som aspirerende amar’kaner har jeg sat mig for at finde Amagers bedste croissant. Jeg har boet på øen siden 2008, og dengang skulle man lede længe efter en god croissant. Sådan er det heldigvis ikke længere. Nu er der kommet kamp til stregen blandt øens bagere, og her er mine 5 favoritter. Hvis du ikke ser din favorit på listen, så skriv den endelig i kommentarfeltet nederst på siden.

 

1. Alice

Den hyggelige is- og kaffebar Alice finder du i starten af Amagerbrogade. Det startede med en ganske lille butik med is, kaffe og lækkerier og nu har de indtaget tilstødende lokaler og huser også en populær café med bagværk og mere 100 forskellige vine. På hylderne finder du friskbagt bagværk som surdejsboller, kanelsnurrer og selvfølgelig croissanter. De er sprøde, har perfekte lag og rigeligt med smør. Helt klart et besøg værd!

Fotocredit: @alice.cph

HVAD: Alice
HVOR: Markmandsgade 1, 2300 KBH

 

2. Amar CPH

Der er virkelig kommet godt gang i Strandlodsvej, hvor der indenfor ganske kort tid er åbnet en Jagger, den italienske restaurant Pirlo, og nu også restaurant og bageriet Amar CPH. Her kan du nyde morgenmad som deres take på en ”Amarmad”, frisk kaffe og morgenbrød – og naturligvis også croissanter. Amar er næsten lige åbnet og successen har været stor, så du skal stå tidligt op, hvis du skal have fingre i croissanterne, som ofte bliver udsolgt ret hurtigt.

Fotocredit: @amar.cph

HVAD: AMAR CPH
HVOR: Strandlodsvej 11, KBH S

 

3. Il Buco

Det er svært at snakke om godt bagværk og croissanter, uden at nævne Il Buco. Godt gemt væk fra Bryggens travle gader har Il Buco siden 2011 begejstret med italienske lækkerier, og ikke mindst deres bagværk. Hvis ikke du har været forbi lokalerne på Njalsgade, så har du sikkert smagt deres brød og croissanter, da de også leverer til La Banchina, Glyptoteket, Taxa, Auto, Pixie og Original Coffee for bare at nævne et par steder. Bageriet ved Il Buco har altid 100% økologisk certificeret surdejsbrød og boller, rugbrød, kanelsnegle, pain au chocolat og selvfølgelig croissanter. De har endda også lige lanceret en vegansk croissant, som altså ikke indeholder smør. Det lyder synd, når man som mig elsker smør, men hvis nogle kan lave det, så englene synger, må det være Il Buco. Den skal også prøves en dag, men indtil da, kan jeg på det varmeste anbefale den version som er proppet med smør. Som en lille bonus kan du også købe croissanter på frost, som du selv blot skal bage i ovnen.

Fotocredit: @ilbucocph

HVAD: Il Buco
HVOR: Njalsgade 19C, 2300 KBH S

 

4. Svaneke Brød 2300

Ja, som navnet antyder, er Svaneke brød oprindeligt fra solskinsøen, og har dermed også en butik med udsigt til skønne Svaneke havn. Hos Svaneke Brød på Amager Strandvej finder du lækkert brød, rugbrød, tebirkes, kanelsnegle og croissanter bagt fra økologisk bornholmsk mel på surdej. Croissanterne er helt klart blandt mine absolut favoritter – 27 perfekte lag med masser af smør, sprøde – men ikke overbagt som mange andre. Svaneke Brød er det perfekte weekend spot, de har nemlig kun åbent torsdag til søndag – men efterfølgende kan du jo gå en tur i Strandparken.

HVAD: Svaneke Brød 2300
HVOR: Amager Strandvej 140 B, 2300 KBH S

 

5. La Boulangerie

Den franskinspirerede bager La Boulangerie åbnede dørene i 2020, og her finder du ikke bare lækkert bagværk – de har også en masse franske specialiteter, et væksthus og en petanquebane.  I den hyggelige café kan du finde quiches, sandwiches og salater – og så har de et bredt udvalg af franske lækkerier som kager, eclairs, macarons, baguette, brioche, kouign-amann og naturligvis også lækre, sprøde croissanter.

Fotocredit: La Boulangerie

HVAD: La Boulangerie Ørested
HVOR: Else Alfelts Vej 65, 2300 KBH S

1 COMMENT

  1. […] På madfronten var der som sædvanlig også fuldt fokus fra vores side – fx Disse restauranter har takeaway på Frederiksberg og Hellerup eller 6 gode kaffebarer på Vesterbro. Vi gav også vores bud på Københavns bedste bager, vi fandt fem fabelagtige frokoststeder i København og spiste os igennem Amager for at finde den bedste croissant. […]

Comments are closed.