Jeg er gravid – og single

Jeg er gravid – og single

by 05/06/2021
DR har i denne uge sat fokus på fertilitet – ikke kun på mænd og kvinders evne til at blive forældre, men også på de forskellige familietyper, der er dukket på de seneste 10-15 år. Jeg er en af dem, der starter en alternativ form for familie, og jeg har skulle tage tilløb til at skrive om det. Men jeg er klar nu. Læs min historie her.

 

Af Louise Taarnhøj

Forrige gang, jeg fandt ud af, at jeg har gravid, var jeg ulykkelig, forvirret og fuldstændig stresset. Det var sket, fordi jeg en aften var fuld og uopmærksom, jeg spurgte ham, om han havde et kondom, det havde han ikke, og så skete det alligevel. Vi havde sex, og jeg blev gravid.

Jeg vidste, at jeg ikke havde lyst til at være i et forhold med ham her, men jeg var også bange for, at jeg måske ville smide min eneste chance for at blive mor væk, hvis jeg fik en abort. Hvem kunne love mig, at jeg igen ville blive gravid?

En uge gik med masser af fortvivlelse, gråd, frygt og stress, mens manden, der havde gjort mig gravid, var iskold og sagde til mig, at jeg havde magten til at ødelægge hans liv, hvis ikke jeg fik en abort – han håbede, jeg ville forvalte den magt ordentligt.

Jeg var målløs over hans opførsel og fortalte ham, at skulle jeg vælge at beholde barnet, ville hans navn selvfølgelig ikke figurere nogen steder. Men efter en betænkningstid kunne jeg alligevel mærke, at det ikke føltes rigtigt at beholde barnet. Jeg ville ikke have noget med ham, der havde gjort mig gravid, at gøre, og jeg havde ikke modet eller lysten til at stå alene med det.

Abort og sorg

Så jeg fik en abort. Hvilket var både fysisk og mentalt hårdt. Hårdt fysisk, fordi en medicinsk abort varer omkring et døgn med smerter, der kan minde om veer. Mentalt fordi det virkede som om, hele kroppen arbejdede imod aborten, og det hele satte gang i så mange tanker om fremtiden og livet i sig selv.

Jeg fik en depression og fik medicin for at komme igennem den. I dag har jeg ikke fortrudt aborten, selvom den medførte en hel del smerte. Det er fire år siden.

En del relationer – men aldrig den rigtige

Efterfølgende fik jeg en kæreste, som jeg holdt meget af. Men fra start af lå ét spørgsmål hele tiden latent i mig: Kan han blive far til mit barn? Er han god nok? Kan vores kærlighed bære det? Det viste sig, at han hen ad vejen fandt ud af, at han nok ikke skulle have børn de næste 10 år, hvilke jeg ikke kunne være en del af – af helt naturlige årsager.

Så jeg stoppede forholdet, og efterfølgende løb jeg hele tiden ind i mænd, søde og dejlige, der dog ikke var klar til at skulle stifte familier. Enten var de lige blevet skilt, ellers var de meget yngre end mig, og ellers var de bare slet ikke interesserede i et fast forhold så hurtigt. Forståeligt nok.

Jeg tiltrak altså alle de forkerte mænd. Jeg har rationaliseret mig frem til, at det har noget at gøre med min underbevidste jagt på en far-type. På den måde har jeg nok virket desperat, når disse mænd lærte mig at kende – til forskel fra den afslappede, glade kvinde, jeg normalt er.

Det gik ikke. Det ville ikke gå. Hvis jeg ville være mor og ikke bare vente på, at en mand skulle komme ind i mit liv med de samme ønsker som mig, så måtte jeg selv gøre noget.

Skal jeg være solomor?

Langsomt gik jeg i gang med at tænke over, om jeg skulle have et barn alene. Det føltes som en stor sorg og en kæmpe falliterklæring, at jeg ikke formåede at finde en mand, ligesom alle andre kunne. Hvad fanden var der galt med mig? Jeg tudede mig selv i søvn ofte og tvivlede enormt meget på alle sider af mig selv. Hvad var jeg egentlig værd? Som kvinde? Hvis jeg ikke engang kunne finde en eneste mand, der gad at være ved min side?

Det tog mig lang tid, før jeg følte mig endeligt klar til at opsøge en fertilitetsklinik. Og mens jeg var i gang med alle undersøgelserne (der er en del for at få klargjort, om man er fertil nok til at gå i gang med en behandling), var jeg fyldt med tvivl. Jeg elskede egentlig mit liv og kunne ikke helt finde ud af, om jeg savnede en kæreste, eller om jeg virkelig brændte så meget for at blive mor, at jeg ville gøre det selv. Stå helt alene i det. Hvad drømte jeg egentlig om?

Til sidst indså jeg, at jeg drømte om en mand, men at jeg ikke kunne se mig selv ikke blive mor. Det var bare ikke en mulighed. Og jeg havde nu levet i mange år med ikke at være skruk, men stadig med en fornemmelse af, at selvfølgelig skulle jeg have et barn.

Det sidste skub fik jeg, da min søster født sit andet barn. Fra første gang, hun blev mor for nu 9 år siden, mærkede jeg en helt særlig kærlighed til dette lille menneske, som så tydeligt var et produkt at min søster og hendes mand. Et lille uskyldigt væsen, som jeg for alt i verden ville beskytte og elske for altid. Den kærlighed blev blot forstærket, da min lille nevø kom til verden.

Jo. Jeg skulle være mor.

Nu sker det

I oktober, mens jeg stadig gik og havde et meget ungdommeligt liv med masser af fester og ubekymrede middage, blev jeg insemineret. To gange skulle der til. Så var jeg gravid. Og det er jeg stadig. Og om fem uger er jeg mor. Hvis alt går godt.

Grunden til, at jeg ikke har haft lyst til at fortælle om det, kan du nok forstå efter at have læst min historie. Det handler simpelthen om, hvad andre mennesker ville tænke. Er jeg egoistisk? Sætter jeg et barn i verden, som kommer til at få psykiske men, fordi han ikke kender sin far? Hvad med mænds rettigheder – hvor er de? De kan jo ikke blive far til deres eget barn, hvis det ikke lykkes dem at finde en partner?

Jeg kan sige så meget, at ja, jeg er egoistisk. Jeg får et barn for min skyld. Men det er altid egoistisk at få et barn, uanset i hvilken relation man er. Derfor har jeg ikke længere skyldfølelse. Jeg har ondt af mænd, der ikke har samme rettigheder som jeg, det ville jeg ønske, de havde, og måske kan der også komme lidt fokus på det. Men lige nu er det naturen, der afgør, hvem der må stå i den situation, jeg står i.

Jeg føler mig heller ikke længere som et dårligere menneske, fordi jeg er alene om mit kommende barn. Dette er en langt bedre situation end den tidligere situation, hvor jeg fik en abort. Her kunne man nemlig have talt om, at barnet kunne få psykiske men, fordi hans far ikke ville kendes ved ham. En ødelagt, dårlig relation er i min optik langt værre at bringe et barn ind i, end nu hvor jeg er alene og sætter alle sejl ind på at skabe et godt livsfundament for ham.

Manden i mit liv, han må komme efterfølgende. Det ved jeg, han gør. Og måske finder jeg én, som jeg kan få et barn sammen med – og ellers bliver dette min enestående mulighed for at skabe et lykkeligt liv for et lille menneske. Og det har jeg det godt med.

/Louise Taarnhøj

No Comments so far

Jump into a conversation

No Comments Yet!

You can be the one to start a conversation.