For en måned siden var jeg forbi møbeldesigner Amanda Lilholt Hurups fernisering på Vess på Vesterbro. Amanda er endnu ikke færdiguddannet, men har alligevel begået en kollektion af unikke og smukke møbler, som alle gerne måtte få opholdstilladelse i min lejlighed. Ferniseringen gjorde mig nysgerrig på, hvem Amanda er, hvordan hun arbejder, og hvor inspirationen til møbelkollektionen kommer fra – hvis man overhovedet kan kalde det for en kollektion? Bliv klogere her.
LC: Amanda, hvem er du?
ALH: Jeg hedder Amanda Lilholt Hurup og studerer møbeldesign på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Jeg bliver færdig næste sommer. Jeg er 25 år gammel og bor på Vesterbro. Jeg er vokset op på Samsø og har brugt mine ungdomssår i Silkeborg. I 2008 flyttede jeg til Kbh, hvor jeg har været lige siden. Ved siden af studiet har jeg mit eget lille firma, hvor jeg tegner og producerer mine møbler selv.
LC: Hvad består din kollektion af?
ALH: Jeg arbejder faktisk ikke i kollektioner, ihvertfald ikke bevidst. Ligesom jeg heller ikke arbejder sæsonpræget. Jeg vil hellere beskrive min virksomhed som værdibaseret og ikke kollektionsbaseret. Jeg skaber et møbel ad gangen, og det behøver ikke at hænge sammen med nogle af de andre eller ligge op til en serie. Det skal blot skabe værdi for brugeren, give en wauw-oplevelse, en forelskelse eller en fascination. Når det så er sagt, har jeg faktisk udviklet en mindre kollektion i forbindelse med min bambusreol, som jeg tegnede sidste år til min bachelor. Konceptet havde så mange muligheder, at det skreg på en form for kollektion. Der er derfor lavet en væghængt reol, en skænk, og så er der et sofabord på vej. Jeg har intet imod kollektioner, og når jeg efterfølgende kan se, at et design har flere muligheder i sig, skal man selvfølgelig udvikle på det.
LC: Hvor har du fundet inspiration henne?
ALH: Kollektionen af bambusreoler og skænke er et resultat af en selvudviklet metode, hvor formålet var at inkorporere en mere kunstnerisk tilgang til skabelsen af et møbel. Det var ikke planen at lave en skænk, men metoden resulterede i dette produkt. En metode som starter abstrakt og slutter ganske konkret, hvor funktionalitet bliver erstattet af intution i de første faser af processen. En metode, som skal sikre, at produktet er nytænkende og personligt og ikke blot en kopi af en allerede eksisterende trend.
Jeg har arbejdet med begreberne ‘dekonstruktivisme’ og ‘flaneur’ i en kombination. Formålet med at benytte dekonstruktivisme var at finde et formsprog, hvor formålet med flaneurbegrebet var at have et område/sted, som dannede argumentation for farver og materialer på den valgte form.
Dekonstruktivismen bestod i at bygge de fire mest basale arketyper i 1:5; sengen, bordet, stolen og reolen for bagefter at fjerne funktionen fra hver arketype på forskellige måder. De fjernede funktioner resulterede i en bunke rester, som blev sammensat på forskellige måder. Området jeg valgte at være “flaneur” i, var Nørrebro, fordi Nørrebro er fascinerende med sin diversitet. En analyse af Nørrebros befolkning, facader og områder gav nogle nøgleord at arbejde videre med, og som kunne styre formgivningsprocessen. De vigtigste nøgleord var diversitet og lag på lag.
Sammensætningerne bar præg af mange flader, der var sat sammen lag på lag, hvilket gav nogle enormt interessante rummelige forløb, som kunne inkorporeres i et opbevaringsmøbel.
LC: Hvad har været den største udfordring ved at skabe kollektionen?
ALH: Den største udfordring var, at jeg fra starten ikke vidste, hvilket møbel, der ville blive skabt. Metoden jeg udviklede skulle netop sikre, at det var meget abstrakt og intuitivt, og at funktionen først blev inkorporeret efter, et formsprog var fundet. Mine eksperimenter havde en masse spændende rummelige forløb, som jeg kunne se blive brugt i en reol.
LC: Hvad har været det mest overraskende?
ALH: Det mest overraskende var, at der rent faktisk kom et møbel ud af de eksperimenter, jeg havde lavet. At metoden, jeg havde udviklet, rent faktisk virkede. Det var sindssygt fedt at se det hele gå op i en højere enhed. At starte SÅ abstrakt og så alligevel ende med et konkret funktionelt møbel til opbevaring.
LC: Hvad har responsen på dine ting været?
ALH: Jeg har heldigvis fået helt vildt god respons på alle mine ting. Jeg har nok både været dygtig og heldig i at have ramt noget i mine møbler, som folk godt kan lide. De fortæller mig i hvert fald, at det rammer noget i dem. Og så tror jeg, at man kan mærke, at jeg er oprigtig, ærlig og en ildsjæl. Jeg ELSKER det, jeg gør, og jeg har aldrig nogensinde tænkt, at det ikke skulle gå. Jeg har været heldig idet, at nogle fede personligheder har købt og vist interesse i mine ting. Både Esben Bjerre og Anders Morgenthaler har købt min væghængte bambusreol, og jeg er pt ved at tegne på et garderobesystem til Peter Falktoft.
LC: Hvordan kan man få fingrene i dine ting?
ALH: Man kan se mine ting på min hjemmeside, amandalilholt.com, og på min instagram @amandalilholt, og så bestiller man på mail. Jeg har endnu ikke noget showroom, men har ofte eksempler på møbler i min lejlighed, så man kan også henvende sig, hvis man vil op og se dem. Planen er dog at få fingrene i et showroom, når jeg er færdiguddannet næste sommer.
LC: Hvad skal der ske fremover – hvad er dine planer?
ALH: Jeg bliver færdiguddannet næste sommer, og så er planen at få mit eget showroom med tilknyttet værksted. Jeg står selv for produktionen nu, men vil på længere sigt gerne have den uddelegeret, så jeg kan få mere tid til at udvikle nyt. Men planen er, at mine ting kun kan købes gennem mig, altså ingen forhandlere, og så kan man komme og se tingene i mit showroom eller bestille via min hjemmeside. De næste par år kommer til at gå med at sætte fuld gang i min virksomhed, udvikle nye ting, og mon ikke der opstår nogle samarbejder hist og her. Det kunne ihvertfald være sjovt. Pt er jeg igang med en totalindretning hos Wulffmorgenthalers nye kontor. Her designer og bygger jeg selv alt inventar. Sådanne opgaver kommer jeg helt sikkert til at beskæftige mig mere med i fremtiden. Det er fedt at få lov til at lave en totalløsning, hvor flere af mine møbler kan få lov til at komme i spil i det samme rum.
På På det sidste har jeg talt ret meget med mænd – om biler. For som stor Top Gear fan kan jeg ikke lade være med at hvine, når speederen i en Porsche bliver trykket i bund, eller jeg får lov til at trykke på “sport” knappen og mærke hvordan, at både bilen og jeg får det sjovere. Men når det så er sagt, så ville jeg til hver en tid vælge min cykel, hvis jeg skulle rundt i byen. Jeg får det fysisk dårligt af offentlig transport. Og jeg er en dør til at parallelparkere og finde vej gennem byens junglen af ensrettede veje. Så min cykel er altid en sikker vinder – hvis den altså virker. For det sker jo, at forhjulet er fladt mandag morgen, når jeg har allermest travlt. Eller håndbremsen er blevet træt af livet, når jeg tager turen ned ad Valby Bakke. Eller eller eller… der kan være 1.000 ting galt, og selvom min far har lært mig at lappe både for- og baghjul, så får jeg det altså ikke gjort. Men det gør drengene hos 
