lørdag, juli 5, 2025
Home Blog Page 167

Cecilie Rubini | Københavnersnuden #27

Søndagsinterviewet er tilbage, og denne gang får vi selskab af én af vores yndlingsbloggere, nemlig humoristiske, ærlige, kloge og smukke Snegcille! Det er Cecilie Rubini, der står bag bloggen sneglcille.dk og som til daglig arbejder på modemagasinerne IN og ELLE. Hun er efter eget udsagn komplet forelsket i københavn og i særdeleshed Vesterbro. Og heldigvis vil hun gerne dele sine yndlingssteder i København med os.

Cecilie fra Sneglcille.dk
Cecilie fra Sneglcille.dk

LC: Hvor bor du?
CR: Jeg bor på Vesterbro, her er jeg også opvokset.

LC: Hvor går du tur? 
CR: Vestre Kirkegård er fantastisk smuk! Der har jeg gået mange ture igennem tiden. Det samme har jeg i Akademiets Have, søerne, Frederiksberg Have og Søndermarken, der alle topper på min hitliste over gode gåture.

LC: Hvor drikker du kaffe?
CR: Enghave Kaffe i Dybbølsgade, Sort Kaffe & Vinyl i Skydebanegade, Den navnløse kaffebar på Istedgade, og Riccos.

LC: Hvor spiser du?
CR: Jeg er pt helt pjattet med Osteria 16 i Haderslevgade, Og så SKAL jeg snart prøve Foderbrættet på Vesterbrogade, hvor de serverer Gourmet Hotdogs og champagne…

LC: Hvor fester du?
CR: Selvom jeg sjældent siger nej til en velshaket cocktail eller et glas cremant, er jeg ret meget til brune værtshuse. Som McKluud og Blomsten på Vesterbro, eller Bobi bar og Byens kro i indre by, men jeg er også næsten altid at finde i Kødbyen (Jolene, Chicky Grill, Bakken og Mesteren og lærlingen) særligt om sommeren.

LC: Hvor inspireres du?
CR: Jeg tror ikke, der er noget specielt sted, som inspirerer mig som sådan. Faktisk inspireres jeg primært, når jeg bevæger mig rundt, både på cykel og gå-ben. Og så elsker jeg at kigge på mennesker, og jeg har intet problem med at gå alene på cafe og observere forbigående. Det kan være ret inspirerende.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
CR: Der er mange. Men jeg ELSKER Værnedamsvej! Der måtte mit næste hjem gerne ligge!

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
CR: Det gør jeg faktisk tit. Men når jeg cykler ad Dybbølsgade mod mit arbejde på Havneholmen, er der nogle morgener et helt særlig lys på himlen, når solen står op. Det er fuldstændig magisk!

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
CR: Jeg har mange. Utallige! Isvafler og skrabede knæ på skydebanen, da jeg var barn, teenageforelskelse i morgensolen med procenter i blodet, min søns første cykeltur i Valdemarsgade og min venindes kærestes frieri midt på Blågårds Plads.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
CR: All of the above! Gå tur! Drik øl. Spis mad. Og nyd! Helst i solskin. Der er den nu pænest – Den gode København.

Tusind tak fordi, du ville dele dit København med os, Cecilie.

Rigtig god søndag – vi er tilbage igen med et nyt søndagsinterview om to uger!

Kærlig hilsen
Anne & Louise

Stærke striber gennem flere årtier

Nørgaard

Uanset om du er modeinteresseret eller ej, så klinger Nørgaard paa Strøget helt sikkert velkendt. Siden 1958 har butikken på Amagertorv 13 nemlig serviceret både din, din mors og mormors generation med den nyeste mode – og det gør den heldigvis stadigvæk.

Nørgaard

Indrømmet. Jeg er ikke fan af Strøget. Jeg smutter til nøds ind i Zara fra Klosterstædet af, men ellers prøver jeg at holde mig på afstand og shopper i stedet i sidegaderne. Men forleden forvildede jeg mig alligevel ud i menneskevrimlen. Heldigvis. For her (gen)opdagede jeg til min store glæde Nørgaard paa Strøget – en butik jeg har forsømt pga. dens placering. Og det er en skam. For siden købmanden Jørgen Nørgaard åbnede den for 56 års siden, har den haft nytænkende og lækkert design på hylderne med fokus på danske designere. Bare spørg Inge, der har arbejdet i butikken i 50 år (!), og som altid står smilende og klar til at hjælpe dig i det smukke prøverum med de karakteristiske Nørgaard-striber på forhængene.

3 Nørgaard

Egentlig hedder butikken blot Nørgaard i dag, da Nørgaard paa Strøget i 2012 blev slået sammen med nabobiksen, Mads Nørgaard, Jørgen Nørgaards søns butik. Men lad nu det ligge. Hovedsagen er, at du finder masser af lækkert dansk som internationalt design derinde; fra Stine Goya og Henrik Vibskov til Carven og Theyskens Theory for ikke at glemme Nørgaard paa Strøgets eget mærke og klassiker; den stribede ribstrik T-shirt. I dag fås den famøse T-shirt med den gode pasform i mange forskellige farver og farvekombinationer, så mangler du en lille gave eller værtindegave, er den bestemt et godt bud – hvis modtageren da ikke allerede har den i skabet. T-shirten har nemlig solgt i over 3 millioner eksemplarer, siden Jørgen Nørgaard designede den tilbage i 1967, hvilket er en meget god indikation for, hvad det er, at Nørgaard paa Strøget kunne og stadig kan; nemlig præsentere en mode, som holder i mere end en sæson.

5 Nørgaard
Psssst!
Hvis du som mig ikke altid orker Strøget (sorry København, men jeg holder altså mest af dine små sidegader), så kan du i ro og mag shoppe Nørgaard paa Strøgets skønne ribstrik T-shirt på nettet: www.noergaardpaanettet.dk

7 Nørgaard 10 9 8

 

Opskrift på (sundere) banankage

banankage

I går postede jeg et billede på Instagram (@lovecopenhagen) af en superlækker banankage, som tilmed er smuk! Flere af jer har spurgt efter en opskrift, og den kommer her:

2 æg
150 g sukker
  (kan erstattes med sukrin og kokosmel)
2 bananer
1 spsk vaniljesukker
1 tsk bagepulver
40 g kokos
50 g smeltet smør
2 dl skyr
125 g hakket hvid chokolade
150 g mel
100 g mandelmel

Pynt: mørk og hvid chokolade

1. Pisk æg og sukker luftigt
2. Mos bannerne og bland dem forsigtigt i sammen med vaniljesukker, bagepulver og kokos
3. Smelt smøren og tilsæt den til dejen
4. Tilsæt skyr, hakket hvid chokolade samt mel og rør dejen, til den er godt blandet og ensartet
5. Hæld den i en bradepande med bagepapir og bag den i ovnen ved 200 grader (alm. ovn) i 25-30 min (afhænger af tykkelse og ovn, men tjek med en skarp genstand, om den er færdig efterhånden)
6. Når kagen er ude af ovnen placeres et par stykker mørk chokolade på kagen, der smeltes og smøres ud over hele kagen. Herefter placeres et par stykker hvid chokolade, der smøres ud med en kniv, og der laves et lille mønster med knivens spids.

VELBEKOMME!

Om tandlæger og morsomme ekspedienter

Det er sådanne oplevelser, der gør, at man om aftenen sidder og er lidt taknemmelig.

Min tirsdag eftermiddag i sidste uge skulle tilbringes liggende i en stol med munden på vid gab. Med først et par nåle i tandkødet og derefter en tang, der langsomt men sikkert skulle rokke en visdomstand ud af gebisset. Ja, jeg skulle til tandlægen, og selvom jeg aldrig har været bange for andet end spøgelser, hajer og mug, så har jeg heller aldrig jublet, når jeg skulle til tandlægen. Det er ofte forbundet med smerte i kæben og smerte på kontoen.

Men lige nu, tirsdag aften, mens jeg sidder og plejer mig selv med et stykke vat i kinden, er jeg tæt på lykkelig for, at jeg endelig har fundet en værdig afløser for min tidligere tandlæge, Bjarke, som desværre gik på pension for ca. tre år siden.

Min nye tandlæge ligger på Nørre Søgade 49, de kalder sig Tandlægerne ved søerne (min hedder Kasper), og de har nærmest altid åbent, også i weekenden. Derudover er de søde, grundige og behagelige – næsten så du glemmer, at du rent faktisk er, hvor du er; hos tandlægen…

Netop fordi der ikke er noget fast prisindeks, som tandlæger skal følge, og netop fordi vi selv kan vælge, i hvis hænder vi vil lægge vores gebis, så at sige, så synes jeg, at det er på sin plads at anbefale en rigtig god tandlæge til alle de københavnere, som følger vores blog. For det er så vigtigt at føle sig tryg, når det handler om ens helbred, især når det er så uigennemsigtigt og svært at navigere sig igennem tandlægejunglen i storbyen.

Min anbefaling af Tandlægerne ved søerne er hermed givet videre! Tak for en positiv oplevelse 🙂

tandlægen

Og hvad har det så med morsomme ekspedienter at gøre? Jo, ser du, efter mit besøg hos tandlægen slog jeg et smut forbi Rema 1000 ved Vesterport (som jeg har uransagelige årsager altid kalder Rema 2000 – er det mon min forkærlighed for Fona eller Frederiksberg, der spiller ind her??). Her købte jeg en del danskvand med smag – en svær afhængighed, som jeg har udviklet på det seneste. Ekspedienten ved kassen var en humørspreder uden lige, og det siger jeg i ramme alvor, uden nogen underliggende sarkasme. Hans kommentarer var så tørre, men leveret med charme, så ingen i køen kunne undgå at trække på smilebåndet. Naturligvis blev mit sære indkøb kommenteret, noget jeg ellers ofte frygter. “Vand med smag! Hold da op, hvor er festen?” startede han. Og han fortsatte med at fortælle, hvordan han troede, at min fest kunne udvikle sig. Ret spøjs og faktisk så underligt morsomt, at jeg klukkede hele vejen hjem. Det er bare lidt dejligt, når nogen orker at smie en sjov bemærkning på en kedelig tirsdag eftermiddag. Ellers bliver livet bare lige så trist, som vejret var i tirsdags.

Tak Rema – du har nu fået endnu 1.000 point fra mig: Rema 3000 (high fives).

Kh. Louise

rema

 

 

BestTellers

For mange år siden boede jeg i Aarhus i et par år. Jeps! Jeg flyttede derover efter, at jeg havde været et halvt år på højskole i Ry. På højskolen var jeg blevet meget fascineret af fortællingen som form, som underholdning og som scenekunst. En fascination, som jeg tog med mig til Aarhus, hvor jeg ikke sjældent var ude og høre og opleve fortælling. Og jeg elskede hvert sekund!

Da jeg flyttede til København igen, kunne jeg ikke rigtig finde ud af, hvor jeg skulle gå hen og høre historier blive fortalt. Jeg googlede, men fandt ikke rigtig noget. Men for et par år siden ‘opdagede’ jeg BestTellers. Jeg har været på vej til et af deres arrangementer mange gange, men det var faktisk først sidste torsdag , jeg endelig ENDELIG kom af sted.

logo_sort

I Krusågade på Vesterbro har BestTellers Scene hjemme, og i torsdags havde jeg pakket min søde veninde under armen og så drog vi af sted til fortælleaften. Min første i årevis og min venindes første overhovedet.

BestTellers Scene ligger i en høj kælder, og man træder direkte ind i en lille bar, hvor der netop er plads til det nødvendige – et lille, men fint udvalg af drikkevarer og et par snacks. Rummet bagved er en lille lounge, hvor man kan bruge ventetiden inden aftenens forestilling, hvis man da ikke bare går direkte ind i den lille, men TOPhyggelige sal. Det gjorde vi! For der er ikke nummererede pladser, og vi var tidligt på den, så vi benyttede muligheden for at få nogle gode pladser. He!

BestTellers Scene_facebook

Stolene står tæt i rummet, hvilket giver en dejlig intim stemning. Scenen er lav, så fortællerne står tæt på publikum. På væggene hang en masse spejle. Og stearinlys var tændt rundt omkring. Det var virkelig fint.

Alle arrangementer har en overskrift – et tema. Denne aftens overskrift var Løgnhals – fire fortællere skulle hver fortælle 2 historier inden for denne ramme, og som det ofte er ved fortælling, så blev vi som publikum inddraget i aftenens arrangement: det var nemlig op til os at vurdere, hvem af de fire, der fortalte den mest troværdige historie! Og det er så fedt at blive inddraget som publikum. Det gør oplevelsen så nærværende. Så levende!

Alle fire fortællere var virkelig dygtige – de fortalte om flyveture, om foryngende vand, om ædegilder og fødsler og om koncertoplevelser i Vega! Og de to timer, som det hele varede, fløj afsted! Og i begge to timer sad jeg og lyttede, lod mig opsluge: fløj med Marianne, åd and med Chanet, drak foryngende vand med Vigga og var til koncert med Gravers.

Da jeg kørte hjem, var det med en lykkelig fornemmelse i maven, for jeg havde genfundet en af min ungdoms store passioner og fornøjelser. Og det føltes befriende dejligt! Og min veninde – hun var lige så glad som mig! Så vi satte straks kryds ved næste fortælleaften! Og vi glæder os. Jeg glæder mig. Som et barn!

BestTellers har arrangementer på scenen i Krusågade hver torsdag. Og jeg kan kun opfordre jer til at prøve det – især hvis I ikke har oplevet det før. Kom med til den intime, hyggelige scene og lad dig opsluge af dygtige historiefortællere, så tid og rum forsvinder, og kun nuet og fortællingen er tilbage. Det er en ret unik oplevelse. Synes jeg!

/Anne

I kan finde resten af sæsonens program her

Morgentur gennem byen

En tur på cykel gennem byen om morgenen, i solskin, gennem små sidegader og stille stier, kan virke både opkvikkende og meditativt for både krop, sind og sjæl. Jeg cyklede i morges fra Østerbro til Vesterbro og havde selskab af min veninde, der kendte snedige smutveje langt væk fra myldretrafikken. Det fik os blandt andet gennem Rosenvængets Allé, som jeg altid har været meget vild med. Engang var denne gade nærmest ude på landet og fungere som tilflugtssted for byens kreative hoveder, samt den velhavende del af borgerskabet. I dag er det stadig store flotte villaer, der præger kvarteret, men også mindre lejligheder og små fine butikker og restauranter.

Normalt er min cykeltur til arbejde på ca. 6 minutter, men i dag blev den heldigvis lidt længere. Så dagens opfordring bliver: tag en omvej på vej hjem – gå i en anden retning – gør det, du ikke plejer!

Kh. Louise

Rosenvængets Allé 2 3 4

Jeffrey Kaare Hessellund | Københavnersnuden #26

Det er tid til søndagsinterviewet igen. Som vi skrev for to uger siden, kommer søndagsinterviewet kun hver 14. dag nu – og I er velkomne til at skrive til os, hvis der er nogle københavnere, som I gerne vil have, at vi interviewer i denne forbindelse.

Lovespeed

I denne uge har vi talt med Jeffrey Kaare Hessellund, som er forsanger og sangskriver i et af vores absolut favoritbands, Lovespeed. De har netop smidt en ny single på gaden, Cracks, og kommer med deres debutplade til april. Vi glæder os!

Jeffrey er en mand af mange ord – og vi er super glade for, at han vil dele nogle af dem med os. Her kommer lidt om hans København:

LC: Hvor bor du?
JKH: Jeg bor på Nørrebro, tæt på Stefansgade, med vindue udsigt lige ud til Nørrebroparken- 1 minut fra den smukke køkkenhave, som en masse geniale ”nørrebrogensere” er gået sammen om at få oprettet for at lave endnu et kreativt åndehul i byen.

LC: Hvor går du tur?
JKH: Det sted, som jeg foretrækker at slentre mig hen mod i dagligdagens stress og jag, er Assistens Kirkegården – et sjældent tilfælde af en kirkegård, som fungerer lige så meget som park såvel som kirkegård. Udover at en masse historisk kendte danskere ligger begravet der, så som H.C. Andersen, Søren Kirkegaard og Niels Bohr, er helheden af kirkegården æstetisk smuk takket være en masse fantastiske gartnere, som arbejder i al slags vind og vejr for at bevare skønheden blandt de gamle og nye grave. Du mærker historiens vingesus, lige meget hvor du kigger hen. Smukke og forskellige træer hæver sig majestætisk op mod himlen, og om foråret pibler alle de mange vintergækker og erantis ud. Hvis jeg har en trist  og følelsesladet dag, er det Assistensen, der kalder. Lige når jeg træder ind, mærker jeg tempoet i hjernen og kroppen sænke sig spontant. Melankolien for lov til at få ro, fokus og ånde i disse stille omgivelser, og når jeg ser på gravene med liv, der er passeret gennem vores forunderlige historie, bliver jeg bekræftet i, at jeg er her, her og nu, og at alt har en ende. Det gør mig stærk og ydmyg i min melankoli og i min livsbevidsthed.  Små problemer fra før bliver små og ligyldige målt med, at jeg eksisterer og ånder lige nu. Jeg bliver stærk i tanken om at tage dagen, sorgen, og glæden på mig og ikke af mig – ikke flygte fra den, men bruge den i kreative og menneskelige relationer. Livet er her og nu, og man ved aldrig, hvornår miraklet Livet slutter – so be here NOW! Alt det får jeg ud af en tur i Assistensen – en af mange smukke åndehuller i København.

LC: Hvor drikker du kaffe?
JKH: Jeg har ikke et stam-sted. Jeg gør meget ud af hele tiden at finde nye steder. Denne måned har jeg lige fundet et nyt fantastisk sted på Heimdalsgade ved navn Gennem Ruden. Det er et sted, som oser af, at alle slags mennesker er velkomne: Afslappet atmosfære, simple møbler og ikke på nogen måde overfladisk og fanzy panzy. Og så laver de god kaffe (det er jo det vigtigste). Heimdalsgade er en trashet gade, der bliver brugt som gennemkørsel, og det er netop det, der gør Gennem Ruden unik. En lille hyggelig kontrast i kaosset og menneskemylderet. Jeg elsker de cafeer, som har en afslappet tilgang til deres miljø. Gennem Ruden er et sted, hvor man føler, at man ikke skal være eller opføre sig anderledes, når man træder ind af døren.

LC: Hvor spiser du?
JKH: Når det skal gå hurtigt, ligger der en tyrkisk restaurant på Jagtvej tæt på, hvor jeg bor, Restaurant Safir. Den er utrolig populær, og der er altid propfyldt derinde med gæster. De laver simpelt tyrkisk mad til gode priser. Det er ikke madkunst på elite niveau, men det smager bare godt. Jeg kommer der, fordi personalet er skide flinke og får folk til at føle sig godt tilpas. Jeg har rejst meget i Albanien, som er meget påvirket af den tyrkiske kultur, og når jeg træder ind på Safir, drømmer jeg mig væk fra den til tider trivielle hverdag og sanser mig tilbage til mine rejser der.

LC: Hvor fester du?
JKH: I min lejlighed 😉 seriøst! Jeg har nogle fantastisk dejlige naboer og overboer, som alle er musikere. Det er næsten som et kollektiv i min opgang, man render frem og tilbage hos hinanden uden en følelse af, at man bryder ind i folks privatliv. Tit starter  vi inde hos mig og drikker en øl og jammer med guitarer, banjoer og alt, hvad hvad nu lige har – og pludselig eksploderer det spontant til en fest, hvor folk kommer dumpende. Når jeg tager i byen, starter jeg tit på Musiksmag på Jægerborggade; endnu en virkelig afslappet og hyggelig bar, hvor de har nye vinyludgivelser, som man kan købe. Jeg tager ikke så meget ud for at danse, det er altid noget, som sker, hvis det sker – især om sommeren hvis der er udendørsarrangementer.

LC: Hvor inspireres du?
JKH: Som sagt synes jeg, København har så mange æstetiske og smukke åndehuller, som gør, at jeg kan flygte fra larmen og komme ind i roen. Byer, der fokuserer på, at der skal være plads til ro og fordybelse i al larmen, får altid hjerter fra mig. Et sted, som jeg kommer tit, er Vor Frue Kirke – Jeg er ikke direkte religiøs, men søger de store spørgsmål, fordi det gør mig storladen og kunstnerisk inspireret. I Vor Frue kan jeg sidde i dens meget enkle, storladne og hvide rum og meditere og finde fokus. Folk, der kommer derind, er stille, og der sidder tit  andre, gamle som unge, og finder deres individuelle ro. Det synes jeg er smukt. Der er højt til loftet, og jeg tror, at mennesker har brug for et sted, hvor de kan græde, længes, drømme og mindes, uden at føle sig udstillet. Når folk træder ind i Vor frue, lige meget om de er religiøse eller ej, opstår der en spontan ydmyghed og respekt. Det er det, som et godt kirkerum kan gøre, og Vor Frue er et unikt smukt historisk gammelt rum til at at skabe denne ydmyghed og respekt.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
JKH: Mit yndlingsted er ved Frederiksberg Have, hvor man kan få den fantastiske fornøjelse af at stå og observere elefanterne fra Zoologisk Have helt gratis. De smukke store zen-dyr giver så meget ro i stress-flowet. Jeg kan anbefale det til alle at stik snuden forbi dem!

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
JKH: Det må være ved søerne. Fra starten af glæden til the broken heart, blev søerne en rød tråd og kulisse til min sidste store forelskelse – og det er der sgu kommet mange sange ud af 😉

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
JKH: Jeg har så mange fede, smukke og livsbekræftende minder fra byen, men en af dem, der står stærkt i mit hjerte er, da jeg havde en af de første koncerter med Lovespeed på Vesterbro-festivalen. Under den koncert mærkede jeg, at vi havde noget unikt sammen.

LC:  Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
JKH: Tjek alle parkerne ud! København oser af ånd i de fleste parker, historisk, æstetisk og stemningsmæssigt Skab og bliv inspireret i disse parker og find ind hinandens venskab! Vi har en by med de dejligste grønne åndehuller, som viser sin charme på forskellige måder ligegyldigt, hvilken måned, og så er det den gratis fornøjelse! Alt kultur behøves ikke kun at købes for penge, når man søger de rigtige steder.

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Jeffrey. Rigtig god søndag!

KH
Love Copenhagen

BioMio – åhhh, Bio min Mio!

I lørdags havde jeg den hyggeligste aftale. Sådan en aftale, som jeg bare godt gad have HVER weekend. Ok, måske ikke HVER weekend, men i hvert fald meget OFTERE! To af mine dejligste veninder tog fri fra børnene derhjemme og kom hjem til mig. Vi skulle lige skåle i et glas bobler, ud og spise, og så skulle de sove hos mig! YAY – hvor gennemført hyggeligt! 

Nu er jeg jo kæmpe fan af at spise ude. Selvfølgelig. Hvem er ikke det? Men ak, man kan jo ikke spise ude hele tiden, og derfor går jeg faktisk også temmelig meget op i at finde de bedste steder (for mig), så jeg ikke skal spilde en ‘spise-ude’-gang på en dårlig oplevelse.

Denne lørdag var mit valg faldet på BioMio, der netop har skiftet ejere. Jeg har aldrig prøvet at spise der før, men jeg er meget tit cyklet forbi og tænkt, at der så virkelig hyggeligt ud.  Så det var faktisk ikke et svært valg – særligt ikke, da jeg lige fik tjekket menuen ud også, og på et SPLIT-sekund havde udvalgt de første fem retter, som jeg bare MÅTTE smage. (Igen – nederen, at maven altid er mæt før øjnene!).

BioMio ligger i Kødbyen på Vesterbro, lige under det store Bosch-neonskilt, der er det første der møder én, når man kommer kørende ad Gasværksvej. Og så er det en stor restaurant. Der er plads til 200 spisende, når der er helt fyldt! Det er Danmarks største økologiske spisehus. Og de er 100% økologiske, hvilket betyder, at de er certificeret med det røde øko-mærke. Det er for mig et kæmpe plus, fordi jeg selv i høj grad prøver at leve økologisk i min hverdag – uden at være hellig dog.

BioMio_fra BioMios facebook

Jeg havde, som skrevet, ikke tidligere spist på BioMio, så ud over deres økologiske profil, vidste jeg ikke yderligere om dem. Og jeg kendte heller ikke til deres ‘cafeteria’-koncept, hvis man da kan kalde det det:

Vi blev budt velkommen ved en disk lige inden for døren, hvor en meget meget sød og imødekommende pige tog imod os. Hun rakte os menukort, vinkort  og tre plastikkort, og så forklarede hun det meget enkle (og dele-venlige!) koncept – vælg din mad, gå op til kassen ved køkkenet og bestil på plastikkortet. Vælg, hvad du vil drikke og gå i baren og bestil drikkevarerne dér. Maden bliver selvfølgelig serveret ved dit bord, mens du selv tager drikkevarerne med.

Jeg indrømmer, at jeg var mere end skeptisk i starten – også lidt træt af mit restaurantvalg, for ud over god mad, elsker jeg altså også at blive vartet op når jeg er ude og spise. Ja undskyld, men sådan er jeg nu engang. Så jeg startede med at tænke “Ej, helt ærligt – skal vi SELV rejse os og SELV slæbe drikkevarerne? Tsk!”. MEN al min skepsis blev gjort til skamme – det må jeg altså lige skynde mig at sige.

Vi blev sat ved bordet i hjørnet. Der var mange mennesker i den store restaurant, men god plads. Og god akustik, hvilket er vigtigt, når man er tre tøser, der skal SLUDRE :-). Vi fandt hurtigt ud af, hvad vi ville have og gik op til køkkenet, hvor vi bestilte. Derefter bestilte vi tre drinks, som vi jo fik med med det samme. Maden kom hurtigt, og den smagte formidabelt. Jeg fik en risotto på kamut-ærter med confiteret gris. Min ene veninde fik det samme, den anden fik en wok-ret, der så ud til at være værd at slå ihjel for! Ja, vi var tre glade restaurantgæster dér.

Desserten skuffede os heller absolut ikke: chokolademousse og cheesecake – med lækker kaffe og endnu en lækker drink på siden! Mmmm … mit mundvand løber alene ved tanken!

Da restauranten lukkede, og vi skulle videre, tog vi hver især vores lille plastikkort og gik op til kassen, hvor vi nemt og enkelt betalte for det, vi nu engang havde spist og drukket (og dyrt var det bestemt ikke – vi betalte lige omkring 400 kr. pr. mand for hovedret, dessert, to drinks og en kaffe!). Nemt og enkelt! Lækkert og flot!

BioMio – Bio min Mio – jeg kommer igen – og igen! Det er helt sikkert. Flot økologisk mad, super lækre omgivelser og dejlige mennesker, der sørger godt for os gæster. Tak!

/Anne

 

København i solskin

Som så mange andre, har jeg fået forårskuller. Ja, jeg er blevet forårskåd og går derfor rundt og er lidt smilende, lidt lummer i det hele tiden. Jeg prøver at dæmpe det, når det bliver for upassende, men det ER altså ikke med vilje, når jeg kommer til at smile lidt for meget til både unge og gamle, mænd og kvinder. Eller når jeg, som i går, spreder brede smil på cykelstien, når jeg vælger at annoncere farven på mine trusser under kjolen, som har sat sig fast i mine strømpebukser – hele vejen langs søerne.

Solen gør bare noget ved én. Jeg prøver at nyde det i fulde drag og knipser løs med kameraet – blot for at forsøge at indfange et enkelt øjebliks lykke på min vej. Det er aldrig helt, som at være der selv, men her er nogle af mine solskud fra den sidste uge. Nogle af dem har været vist på Instagram – @lovecopenhagen – og nogle af dem ser først dagens lys nu.

Hvis du vil dele dine solbilleder med os, så hashtag #solibyen – en lille hyldest til den dejlige sol.

Kh. Louise

foto 2
K

foto 1 foto 3-1 foto 3 foto 4-1 foto 4 foto 5-1 foto 5

Anders Ladegaard | Københavnersnuden #25

Det er blevet tid til endnu et spændende søndags-interview til formiddagskaffen. Her er det multikunstner Anders Ladegaard, der bringer historier fra sit København.

Anders Ladegaard. Foto: Adam Dobrzynski.
Anders Ladegaard. Foto: Adam Dobrzynski.

LC: Hvor bor du?
AL: Østerbro

LC: Hvor går du tur?
AL: Over det meste af København. Men holder især af Fælledparken og Søerne.

LC: Hvor drikker du kaffe?
AL: Harbo Bar er helt klart mit favorit søndags-reparations-kaffe-sted. Derudover går mine gåture næsten altid forbi Elmegade, hvilket som oftest indbefatter en kaffe med i hånden fra en af caféerne.

LC: Hvor spiser du?
AL: Jeg har kontor i Nyhavn, og ofte er frokosten fra de skønne kvinder, der driver salatbaren Estin overfor. Efter min mening er det den bedste salat i hele København. Af restauranter så spiste jeg på fornylig på Nose2Tail. Og hvis jeg er i burger humør, så må det blive Greasy Spoon. Av, den er god!

LC: Hvor fester du?
AL: Hmmm det er godt nok meget forskelligt, alt efter hvem jeg er sammen med. Når det er øl og snak er jeg bestemt glad for Dyrehaven og Skipper Bodega. Står den på musik er det Vega, Stengade og PH Caféen. Og så går jeg altså heller ikke af vejen for at tage til jam på Den Glade Gris. Det er nok der, det plejer at blive senest – og vådest….

LC: Hvor inspireres du?
AL: Jeg er altid vældig inspireret, når jeg har været til teater- eller danseforestillinger. Det er desværre for lidt. jeg får det gjort, men jeg var fornylig inde at se en forestilling ved navn “Forsamlingen” på Dansehallerne. Jeg var helt blæst bagover, og billeder og tanker snurrede rundt i hovedet mange dage efter. Derudover er det som oftest på mine mange gåture, at inspirationen kommer.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
AL: Kind of Blue er ret så højt på listen. Stemningen og indretningen er lige i min smag, og jeg har virkelig haft mange gode aftener der. Synes ofte, at jeg møder nogle inspirerende mennesker der.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
AL: Af og til cykler jeg en lille omvej til mit kontor, hvilket bringer mig gennem Amalienborgs slotsplads. Der tænker jeg næsten altid, “Wow, er det virkelig her, jeg bor”. Det er helt bestemt en følelse af forelskelse i byen.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
AL: Det må nok være, da jeg var til premiere på dokumentarfilmen ‘Free The Mind‘, som jeg var visuel designer på. Jeg kom til København for knap tre år siden med et klart mål om at prøve at komme ind i filmbranchen. Jeg har knoklet for det, og den aften følte jeg pludselig, at jeg faktisk var en del af det miljø, jeg gerne ville være en del af. At jeg var begyndt at have et tilhørsforhold både personligt og professionelt til byen. Dertil var det ret så overvældende at se sit arbejde udfolde sig på det store lærred.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
AL: SMK Fridays kan jeg virkelig anbefale. Det er Statens Museum for Kunst, der afholder det, og er en blanding af livemusik, foredrag, filmvisninger osv. Det er virkelig et fedt arrengement og et fantastisk sted at holde en fest.

———————-

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Anders. Rigtig god søndag til alle!