onsdag, januar 8, 2025
Home Blog Page 8

UHØRT Festival 2024 er klar med det fulde program

Uhørt Festival er tilbage og klar til endnu engang at præsentere de nyeste skud på stammen i den danske musikverden. Fra den 15. til 17. august 2024 vil festivalpladsen på Enghavevej igen danne rammen om tre dage fyldt med musikalske oplevelser, hvor du kan udforske og forelske dig i 42 spritnye musiknavne.

 

Det er snart tid til en af årets sidste men absolut yndlingsfestivaler – UHØRT! Festivalen hvor du sikkert ikke kender musikken på forhånd, men med garanti finder dine favoritter blandt disse nye upcoming artister og bands. Der er noget for enhver smag med musik indenfor alle genrer, og nu er UHØRT endelig klar med det fulde program og tidsplan for årets festival.

Et bredt udvalg af nye talenter

Uhørt Festival har netop offentliggjort det fulde line-up og spilleplanen til årets festival, hvor du kan opleve 42 spændende kunstnere fordelt på 3 scener. Uanset om du er til grænsesøgende hiphop, ungdommelig pop, legesyg post-punk eller medrivende rock, vil du kunne finde noget, der fanger din opmærksomhed.

Programmet er udvalgt af et lytteudvalg bestående af bookere, pladeselskabs-repræsentanter, musikere, radioværter, musikjournalister m.fl. Dette skaber synergi for dansk musikliv, hvor artister og branche kan stifte bekendtskab med hinanden – både før, under og efter UHØRT Festival.

Et springbræt til stjernestatus

Uhørt Festival er kendt for at spotte fremtidens stjerner, og tidligere deltagere som The Minds of 99, Blæst og Pil har efterfølgende opnået stor succes. Festivalens særlige fokus på upcoming artister giver dig en unik mulighed for at være blandt de første til at opleve morgendagens store navne.

For mange musikelskere er Uhørt en fast tradition, hvor de kommer for at opdage nye favoritter til deres spillelister. Det er også derfor, vi elsker UHØRT, du kender måske ikke musikken, men du får helt sikkert nogle fantastiske koncerter og favoritter blandt årets 42 artister.

festivaler i københavn

Kønsdiversitet og talent i fokus

Med et udvalg af artister, der spænder over flere genrer og baggrunde, har Uhørt Festival endnu engang vist, at kønsdiversitet og kvalitet sagtens kan gå hånd i hånd. Festivalarrangør Jesper Krüger understreger, at årets line-up afspejler en bevidst indsats for at skabe en platform, hvor alle køn kan repræsenteres. Med 42 navne udvalgt blandt 726 ansøgere, er det tydeligt, at talent ikke mangler i det danske musiklandskab.

Oplev UHØRT på Enghavevej

Festivalen finder sted ved området omkring skateparken på Enghavevej, og en billet til alle tre dage koster 395 kr., mens en endagsbillet fås for 195 kr. For det musiknysgerrige publikum er det en overkommelig pris for at være med til at opdage morgendagens stjerner.

Billetterne kan købes på Uhørt Festivals hjemmeside HER, hvor du også kan læse mere om de optrædende kunstnere og få adgang til det fulde program.

Med Uhørt 2024 står København klar til at byde på endnu en uforglemmelig festivaloplevelse, hvor ny musik og fællesskab er i centrum.

Christian Hoffmann | Københavnersnuden #504

Ugens Københavnersnude er Christian Hoffmann, køkkenchef og medejer af Kilden i Haven i Tivoli – en restaurant, som er en del af LOCA Gruppen, som bl.a. også driver STUDIO, Almanak i Operaen og Dolores. Han er udlært fra D’Angleterre og var derefter blandt andet på Kongeskibet Dannebrog, inden han blev køkkenchef på Almanak og derefter køkkenchef og medejer af Kilden i Haven. Mød hans København her.

Christian Hoffmann_godkendt

LC: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Christian Hoffmann: Jeg er køkkenchef og medejer af restaurant Kilden i Haven i Tivoli, hvor vi er i gang med vores anden sæson i den gamle have. Vi har åbent hver dag i sæsonen, og lige nu er der fuldt tryk på kedlerne med glade sommergæster, fødselsdage og bryllupper i restauranten og vores have udenfor. Så jeg har travlt, men det er bare fedt. 

LC: Hvor bor du?
Christian Hoffmann (CH): I Minefeltet, som man kalder det gamle værtshuskvarter omkring Nikolaj Plads i Indre By. Et historisk kvarter med brostensbelagte stræder og ægte følelse af ’gamle København’.

LC: Hvor går du tur?
CH: Normalt en tur i Indre By for at se på mennesker, de mange historiske bygninger og de dejlige parker, vi har her. Ellers helt afsides, en strand eller en skov, når der er tid til det.

LC: Hvor drikker du kaffe?
CH: Mest på jobbet, må jeg indrømme, men på mine fridage er det tit hos Andersen & Maillard.

Kilden i Haven_godkendt

LC: Hvor spiser du?
CH:Iluka, som absolut er en overset perle i min optik. Og på Dolores, som for nylig er åbnet i Carlsberg Byen, er der bare dejlig comfortfood og dejlig vin. Esmeé er lige rundt om hjørnet fra, hvor jeg bor, og det er altid bare lækkert og med god stemning. Jeg elsker også Studio, som er min bedste restaurantoplevelse nogensinde, og hvor min gode ven Christoffer Sørensen er køkkenchef.  Og så skal Espehus kro også nævnes. Jeg kommer der for lidt, men kommer snart igen!

LC: Hvor fester du?
CH: Jeg prøver at have en fest hver dag, men decideret fest som før i tiden er meget sjældent. Min kæreste og jeg har en gang imellem en søndag, hvor vi starter med et stykke smørrebrød, en øl og måske en snaps et sted, og så går vi videre og gentager det og får besøgt så mange steder, som vi har tørst og appetit til. Dét er en fest i mine øjne! Men ellers er jeg glad for en god flaske vin på Ved Stranden 10, som også er lige om hjørnet fra min lejlighed. Det er altid godt, og de er altid så søde.

LC: Hvor inspireres du?
CH: Inspiration for mig kommer i mange mærkelige former, men det kommer an på humøret. Jeg kan blive inspireret af musik, kunst og natur.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
CH: Kilden i Haven. Jeg ved godt, at det lyder lidt kliché. Men følelsen af at stå i ’min egen’ restaurant, menneskerne omkring den, Tivolihaven og alle de minder, der allerede er i restauranten, er fantastisk. Jeg elsker at være der.

Kilden i Haven_godkendt

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
CH: Jamen, det gør jeg da hver morgen, når jeg vågner og kigger på min kommende kone! Men udover det, så elsker jeg musik. Så jeg har det med at blive forelsket i musik. Det sker meget sjældent, men når det gør, så er det specielt.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
CH: Jeg har tænkt og tænkt, men det er simpelthen umuligt for mig at udvælge ét.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
CH: Gå en lang tur, og kig alle de steder, du ikke plejer. Vær åben, nysgerrig og prøv nogle af de nye ting, byen kan tilbyde. København er fantastisk, næsten uanset hvor man kigger hen.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
CH: Jeg ville ønske, at flere tog ud og spiste noget mere. Der er så mange fantastiske restauranter i København, og vi vil altid gerne have flere gæster om tirsdagen og onsdagen.

LC: Dit soundtrack til byen?
CH: Mit personlige er lige nu ’Klippens Lyse Hal’ med det danske orkester Orm. Jeg elsker metalmusik, og lige nu er det band noget af bedste, jeg kan komme i tanke om.   

Tusind tak, Christian, fordi du ville dele dit København med os!

Følg Kilden i Haven her.

GOD SØNDAG!

 

Copenhagen Pride 2024

I morgen begynder Copenhagen Pride ugen med over 100 gratis arrangementer fordelt i vores smukke by samt naturligvis den ikoniske Pride Parade. Læs med her

 

Af Nathalie

 

Copenhagen Pride 2024 løber af stablen fra i morgen, lørdag d. 10. august, og hver dag indtil d. 18. august finder du en masse gratis arrangementer for både børn og voksne i hele byen.

Her kan du opleve alt fra livemusik, queer-loppemarkeder, fotoudstillinger, børnepride, byvandringer og meget meget mere.

Pride Square 

Rådhuspladsen omdannes igen i år til Pride Square fra d. 10. august til 17. august, hvor der er stor fejring i morgen til åbningen. Her kan du deltage i fællessang, fællesdans og livemusik. Det bliver festligt og underholdende!

Det er også her, at du kan deltage i det store queer-loppemarked nu på søndag og hele ugen er der masser af sjove ting på programmet som fx danseworkshops, DJ’s og litteratursalon.

Fredag d. 16. august er der Drag Night, og lørdag d. 17. august er der fuld gang i den til den store parade og afslutningsshow med Ida Corr og Kiki Club som hovednavne.

 

Den ikoniske Prideparade

It’s goiiiing down! Vi glæder os helt vildt den fantastiske parade lørdag d. 17. august. Vi står på pletten hvert år og hujer, danser og fester med de tusindvis af deltagere. Sikke en folkefest og fantastisk oplevelse for alle. Læs meget mere om paraden og ruten her.

Husk og hent dit Pride støttearmbånd i landets 7-elevenbutikker, Flying Tiger og Lagkagehuset i Storkbh.

Find hele programmet her og download Pride Appen her.

Happyyy Pride!

Reportage fra Copenhagen Historic Grand Prix

Denne weekend blev Bellahøj omdannet til et nostalgisk paradis, hvor lyden af brølende motorer og synet af klassiske racerbiler satte scenen for Copenhagen Historic Grand Prix 2024. Begivenheden trak entusiaster og familier fra nær og fjern, som alle nød en fælles kærlighed til motorsportens historie. Fra den første dag var stemningen elektrisk, og adrenalinen pumpede hos både kørere og tilskuere.

Copenhagen Historic Grand Prix 2024

Af Louise Taarnhøj

Løbene var intet mindre end spektakulære. Tætte dueller på banen skabte spænding, som kun blev forstærket af de smukke omgivelser og det fantastiske vejr. Solen skinnede ned på de glinsende biler, mens deres motorer brølede i en symfoni af fart og kraft. Publikum, både unge og gamle, heppede entusiastisk på deres favoritter, og der var en følelse af fællesskab, der bandt alle sammen i kærligheden til denne sport.

Copenhagen Historic Grand Prix 2024

Søndag eftermiddag bragte en uventet drejning med et pludseligt skybrud, der sendte regn ned over banen. Men ikke engang det kunne dæmpe begejstringen. De dristige kørere måtte tålmodigt vente, indtil løbene kunne fortsætte efter regnen.

Copenhagen Historic Grand Prix 2024

Copenhagen Historic Grand Prix 2024

O Days 2024: Højdepunkter du ikke må gå glip af

Når O Days Festival vender tilbage til København for tredje gang den 1.-3. august, er det med et program, der lover endnu flere spektakulære oplevelser. Denne festival er ikke bare en fejring af musik og kunst, men også en hyldest til byens kreative sjæl.

 

Uforglemmelige koncerter

Årets line-up på O Days byder på navne som både er store på den internationale scene og lokale perler, der fortjener opmærksomhed. Festivalen har ligesom sidste år tre scener, hvor du kan opleve alt fra intime akustiske sets til pop og store elektrificerende koncerter. Blandt dem vi glæder os mest til at se er Laid Back, Mø, Selma Judith, When Saints Go Machine og The Blaze.

Men O Days er den type festival, hvor du bliver glædeligt overrasket over musikken, også de artister, som du måske ikke kender. O Days program vil med garanti byde på uforglemmelige musikalske øjeblikke. Og da pladsen er lille, får du alle koncerterne med, uanset hvor du befinder dig. Har du ikke fået nok musik, når koncerterne er slut, så kan du hver aften danse løs til silent disco i Orangeriet kl. 23.30.

Kreative workshops og interaktive kunstværker

Udover musikken byder O Days også på en rig pallette af kunstneriske oplevelser. Du kan bl.a. udforske innovative kunstinstallationer og deltage i interaktive workshops. På årets program kan du se frem til aktive events som Rave Yoga, O Dance med kyndig hjælp fra danseinstruktører, Dildo kast (måske lidt ligesom dart? Hvem ved, men du kan kaste med dildoer og vinde præmier. Det skal prøves!). Er du mere til kunst og kreativitet, finder du events som en gastronomisk performance med Tofu Collective, croquis tegning, blomsterkrans-workshop og en en performance med kunstneren Karim Boumjimar.

Gastronomiske oplevelser

Mad og drikke spiller en central rolle på O Days Festival. Det er trods alt bryggeriet ÅBEN, der står bag festivalen. Så du kan godt glæde dig til et besøg i Brewer’s Garden, som med garanti er spækket med lækker specialbryg. Hvis du trænger til noget andet, finder du også Husted Vin, mocktails hos ISH Spirits og cocktails hos Aeris og Bombay Sapphire.

Derudover kan du nyde gourmetmad fra nogle af Københavns bedste street food-leverandører. Uanset om du er til smørrebrød, sushi, burger eller østers – så finder du det på pladsen, når sulten melder sig.

Vi har virkelig nydt de sidste to år på O Days og er glade for, at festivalen vender tilbage igen i år. Det er genialt med en festival, der ligger så centralt i København, så man nemt kan komme dertil og fra – og hjem og sove godt i sin seng.

Det skader absolut ikke, at festivalpladsen ligger på Sønder Hoved på Refshaleøen med en vanvittig smuk udsigt til havnen, byen og solnedgangen, hvilket giver en særlig atmosfære.

Hvis du vil med på O Days 2024 fra den 1.-3. august, er der stadig endagsbilletter. Læs mere om programmet og find billetter til O Days på odaysfestiva.dk.

Det sker i København | August 2024

Endelig er du tilbage fra sommerferie og klar til at indtage byen med solbrune kinder og kulturtørst i rigelige mængder. Lad os være ærlige; august er en konge måned i hovedstaden, og det gælder også i 2024. Glæd dig til festivaler, madmarkeder, jazz, salsa og meget mere. Listen opdateres løbende, så sørg endelig for at genbesøge den hver uge i august.

 

1. – 3. august: O Days / 2024

En af Københavns nye og bedste festivaler fejrer tre års fødselsdag. O Days er en tredages musikfestival på Refshaleøen, hvor Haven Festival tidligere har ligget. Oplev Mø, The Blaze, When Saints Go Machine og mange flere – og nyd de kreative områder, lækker streetfood og selvfølgelig den bedste danske øl fra Åben bryggeri, der står bag festivalen sammen med Live Nation. Læs vores interview med Åben fra sidste års festival her.

2. – 4. august: Copenhagen Historic Grand Prix

Copenhagen Historic Grand Prix er dansk motorsports flagskib, der afholdes på Bellahøj i København. Over en weekend i august fejres historiske racerbiler og berømte racerkørere, både danske ikoner og internationale stjerner. Forvent action, dramatik og underholdning for hele familien!

4. august: Jazz at Copenhill

CopenHill inviterer til endnu en festlig dag med koncert på landets fedeste rooftop bar. Fra CopenHill har du én af de bedste udsigter over København. Nina Stark spiller op og sørger for fede jazz-vibes. Baren har åbent for vin og cocktails, og der er ligeledes mulighed for at købe tapas eller snacks. Det er kl. 13-17.

7. august: SummerSalsa på Ofelia Plads

Denne onsdag kan du komme til gratis salsaparty, når DJ-legend Fernando Hernandez og Team Brava byder op til dans og omdanner Ofelia Plads til én stort, swingende dansegulv. Det er fra kl. 16-20.

8. august: Breathwork, havdyp og saunagus
Kom til workshop om breathwork med udsigt over Øresund, hop i havet og få en omgang saunagus i CPH Strandparks store finske sauna til sidst. Alle kan være med – både hvis du er ny til breathwork og har hørt, hvad vejrtrækning kan gøre, eller hvis du er erfaren og har prøvet det mange gange før. Medbring yogamåtte og evt. et tæppe, badetøj, badesko og drikkedunk, (mød op i løstsiddende tøj). Det er kl. 16-19.30, og billetter finder du her.
8. august: Kaj Din Ven i Solen

Skal du suge det bedste ud af sensommeren i København, så skal du forbi Kaj Din Ven i Solen, som er den hyggeligste torsdag på Christianshavn. Denne torsdag får du musik fra Anders Midtgaard, Steen Kong & Karsten Loud + Peter Stenbæk på percussion. Og vanen og ganen tro er der øko forfriskninger til krammepriser.

9. august: Gratis koncert på Reffen med Marcos Valle

Den brasilianske bossa nova-legende Marcos Valle giver gratis koncert på Reffen fredag den 9. august klokken 20.00. Her kan du se frem til at opleve den evigt unge sanger og sangskriver med orkester på Reffens store udendørs scene – og selvfølgelig også nyde en iskold drink eller lækker street food fra Reffens mange madboder.

9. august: Havnefest på Nordre Toldbod

Hver fredag i august inviterer Nordre Toldbod til fredagsbar og havnefest med sjove aktiviteter, forfriskende drinks, livemusik og Dj’s, der sikrer den perfekte sommerstemning.

10. august: Åbent hus hos Helgoland Surfers

Hvis du har en drøm om at prøve windsurfing, kitesurfing eller SUP, så har du chancen lørdag den 10. august fra kl. 10. Foreningen Helgoland Surfers åbner deres containere og inviterer dig til åbent hus i Amager Strandpark. Uanset om du er vandsportsentusiast eller nybegynder, har du mulighed for at prøve kræfter forskellige grene indenfor surfing.

10. august: Bølgen Beach Party

En del lørdag i solen med badetur og lækre toner fra gode DJs, lyder det ikke tiltrængt? I så fald, skal du tage forbi Kalvebod Bølge til beach party den 10. august, hvor du som altid får god musik og lækre drinks på molen.

11. august: Stella Polaris
Stella Polaris vender tilbage til Frederiksberg Have den 11. august for en ni timers chill-out/electronica dag i de smukke omgivelser. Oplev essensen af festivalen med et fremragende line-up bestående af blandt andre Pete Gooding, Mekdes, Peter Visti og Wasabi & Jaquita. Støt havefesten ved at lade dine egne drikkevarer blive hjemme og køb i stedet i de mange barer. Det bliver måske sidste gang, hvor du kan opleve Stella Polaris i Frederiksberg Have – men bare rolig, festen dør ikke helt, der er allerede rygter om, at festen næste år rykkes til Østre Anlæg.
11. august: Sunday Service i Hangaren
Der er også god musik og chill-vibes hos Hangaren på Refshaleøen søndag den 11. agustu fra kl. 14. Dette er Hangarens nye dag-koncept, hvor du kan hygge dig i deres udendørs baghave og hygge dig med god musik. Entré koster 50 kr.
10.-18. august: Copenhagen Pride Week
Der har været meget palaver omkring Copenhagen Pride det seneste halve år. Men det skal ikke stoppe os fra stadig at støtte op om den meget vigtige sag, nemlig rettigheder for LGBTQ+ minoriteter. Regnbueflagene kommer til at dominere bybilledet fra den 10.-18. august under Copenhagen Pride Week. Der vil som altid være en helt masse events, talks, debatter og musik på Rådhuspladsen, og det hele slutter af med et brag en fest, når Pride Paraden danser gennem byen lørdag den 17. august.
15.-18. august: Street Food om Søerne
Gang- og cykelstierne omkring Peblinge Sø bliver endnu engang fyldt med street food for enhver smag. Med fokus på mangfoldighed og iværksætteri kan du se frem til at smage dig gennem en bred vifte af både nye og etablerede madkoncepter.
15.-17. august: UHØRT Festival
Endelig er det blevet tid til igen at høre morgendagens stjerner, når UHØRT Festival åbner deres tre scener på Enghavevej og inviterer til tre dages festival med alt den nye musik, du ikke vidste, du havde brug for at kende. Hele 42 koncerter kan du opleve, og billetprisen er selvfølgelig uhørt billig: Tre dage for 395 kr., 195 kr. for én dag. Læs mere om programmet HER og få Louise Taarnhøjs musikanbefalinger HER.
16. august: Filmtaget åbner

Nu åbner Filmtaget på Cinemateket – en unik tagterrasse med biograf og udsigt over byens tage. Her kan du se frem til at se film under åben himmel, nyde lækker mad fra Meyers og gå på opdagelse i danske filmhistorie.

16. august: Friday Night Skate
Det er et lidt spektakulært syn, når over 100 skatere løber gennem byen – og det er præcis, hvad du kan opleve til Friday Night Skate. Du er selvfølgelig også velkommen til selv at hoppe og skøjterne og rulle med denne fredag, hvor temaet er gallaaften med glitter og glam.
16.-25. august: Copenhagen Cooking Festival

Copenhagen Cooking runder i år deres 20 års jubilæum, og det skal naturligvis markeres. Som de selv siger: “Når vi igen dækker op til årets store madfest fra 16. – 25. august, så hylder vi madglæden og alle dem, der arbejder for at løfte dansk gastronomi. At fejre 20 år på madscenen er nemlig mere end bare en milepæl – det er bevis på et vedvarende engagement og en ambition om at skabe et rum, hvor gastronomi, kultur og fællesskab forenes.” Tjek ind på deres hjemmeside og se deres meget store, velsmagende program.

16.-17. august: Brus Gadefest
Bryggeriet og ølbaren Brus på Guldbergsgade inviterer sammen med To Øl til gadefest på Guldbergsgade. Fredag er der opvarmning på Brus med pop-upr bar fra gæstebryggerier og lørdag rykkes festen udenfor på gaden.
17. august: Vestrobro Ringridning

Ringridning midt på Vesterbro? Ja den er god nok! Der er ringridning (på cykel) i Enghaveparken, og til denne hyggelige tradition er der både præmier for bedste rytter og den flotteste (jern)hest, og selvfølgelig også til dem, der rammer hullet. Der er dømt Sønderjysk hygge for alle pengene lørdag den 17. august fra kl. 12.

17. august: Gadefest i Nordvest 
Glæd dig til en dag i fællesskabets tegn, når lokale nordvest-virksomheder slår kræfterne sammen og inviterer til årets gadefest på Bygmestervej. Her kan du spise ved langbordet, drikke, lytte til live musik, se optrædener, købe kunst, deltage i workshops og meget mere.
18. august: Loppemarked på Dronning Louises Bro

Søndag den 18. august fra kl. 10-15 indtages Dronning Louises Bro af folk, der sælger ud af deres loppeguld og genbrugsfund.

21. august: Gratis reception og digtoplæsning i Bogladen
Kom og vær med til at fejre litteraturen d. 21. august kl. 16-18 hos Bogladen ved Søerne, hvor der udkommer ikke kun 1, men hele 3 digtsamlinger samme dag! Det fejres med gratis reception og digtoplæsning fra de tre spirende forfattertalenter Hans Skau, Simon Zorde og Emilie Nørgaard.
22. august: Klassisk på Kyssetrappen 
Nyd en dejlig torsdag på Ofelia Plads, når der igen er Klassisk på Kyssetrappen. Her kan du opleve nogle af Danmarks bedste musikere sætte klassiske toner i nye rammer, og denne torsdag er det Ramez Mhaanna, der leverer musikken.
22.-25. august: Strøm Festival

Strøm Festival er tilbage med fire dages elektronisk musik fra 22. til 25. august i hele København og Frederiksberg. I år kører Trans Metro Express for første gang både dag og nat, og festivalen åbner med en rejse tilbage til Danmarks første elektroniske musikkoncert i 1972. Oplev alt fra udendørs lydfester til chill-out i villaer og kirkekoncerter.

22.-25. august: Karussel 2024
Er du glad for house, disco og techo musik? Så er Karussel lige noget for dig. På Refshaleøenkan du danse løs til denne 3 dages fest med et fedt lineup af 44 artister og DJs fra hele verden.
23. august: Ost & Ko Ostesmagning

Den 23. august kan du blive en oplevelse rigere, når når Ost & ko og Mejeriforeningen inviterer til ostesmagning i Kødbyen i forbindelse med Copenhagen Cooking. Her er der gratis oste-servering, som består af seks udvalgte danske økologiske oste fra seks forskellige danske mejerier, og smagningen er et element i arbejdet med at gøre danskerne opmærksomme på den gode smag og mangfoldighed, der findes blandt danske økologiske oste. Arrangementet er er gratis men du skal bestille en billet HER.

24. august: Absalon fejrer 9 års fødselsdag
Folkehuset Absalon fylder 9 år, og det skal fejres med alle, der har lyst til at være med.
Festlighederne starter med pandekager og morgenmad kl. 9, og resten af dagen er der kreative værksteder, skattejagt og meget andet for store og små.
24. august: Pool Party i DGI Byen
Lørdag den 24. august inviterer DGI Byen til Danmarks største pool party i deres Vandkulturhus. Her kan du frem til neonlys i vandet, sjove aktiviteter, DJ, god musik og lækre moves på deres flydende dansegulv.
25. august: Christianshavn marked langs kanalen

Kom med til marked på Christianhavn, hvor du kan gå på opdagelse i lokale loppefund, børnenes finurlige boder samt kunsthåndværker ned langs Overgaden oven Vandet.

27. august: Jazz på Ofelia Plads
Du kan komme til gratis jazzkoncert på Ofelia Plads, hvor jazzmusiker og komponist Kasper Lang Eriksen i selskab en række talentfulde musikere spiller på Pavillonscenen. Denne tirsdag er koncerten med Kasper Lang Eriksen trio feat. Sofia Sá.
29. august: CHART 2024
Deltag i den 12. udgave af CHART fra 30. august til 1. september med en preview den 29. august på Charlottenborg i hjertet af København. Oplev det bedste inden for samtidskunst i Norden med den store kunstmesse, Book & Print Fair, et bredt program af talks og forestillinger, CHART Architecture og CHART i Tivoli, som er festivalens udstilling i Tivoli.
29. august: Torsdagsbar ved BLOX
Tag til torsdagsbar ved BLOX i Københavns Kulturkvarter fra 16 til 19, hvor du kan nyde en iskold forfriskning i solen på bl.a. Nikolaj Plads og på kajen ved BLOX, og opleve drag-banko, workshops, DJs og Danish Freestyle Team på unicykler på Bryghuspladsen.
29. august: Live musik i Bibliotekshaven
I Københavns nok smukkeste og mest hemmelige have bag Det Kgl. Bibliotek, kan du gennem august og september se nyde masser af musik, poesi og performance. Det er ganske gratis og denne torsdag kan du se frem til KNÆGT, Laura Christensen, Sebastian Nathan, Vincent Hendricks, mfl.
30. august: SMK Fridays
Det er igen blevet tid til SMK Fridays – og åbning af efterårets store hovedudstilling: ‘Against All Odds – Historiske kvinder og nye algoritmer’. En udstilling, der præsenterer 24 nordiske kvindelige kunstnere, der i deres samtid brød med normerne, rejste ud, skabte og opnåede stor succes, inden flere gled ud af historien. Det fejres med en storslået udstillingsåbning, der byder på en god blanding af koncerter, kreative workshops og art talks – alt sammen omgivet af kunsten og gratis.
30. august: Fredagsbar for singler på Papirøen
Damerne bag dating app’en Recommendating inviterer til fredagsbar og singleevent på Papirøen fredag den 30. august fra kl. 16-20! Det er ganske gratis, du kan købe drikkvarer til specialpriser på Papirøens pop-up bar og møde andre singler i afslappede og skønne omgivelser lige ved vandet.
30. august: Refshaleøen med Suspekt, TopGunn, eee gee m.fl. 

Suspekt inviterer til giga fest med masser af hits fra deres efterhånden 20 år lange karriere. Med sig på scenen får de en lang række venner, som du sikkert også kender. Det er en minifestival for alle friske festaber. Fra kl. 16-00.

30. august: Fredagsbar på Carlsberg Bryggergård

Den sidste fredag i måneden er der som altid fredagsbar i den gamle Bryggergård på toppen af Carlsberg Byen. Her får du kolde øl direkte fra hanerne, masser af spil, god stemning, grill og DJ. 

30. august: Fredagsbar under Knippelsbro

Der er også fredagsbar på kajen ved Knippelsbro, og det er den sidste i år. Her kan du se frem til masser af drinks, mad fra Hummerhytten foodtruck og musik fra DJ, Jan Brandi og Tanev.

31. august: Loppemarked i Pisserenden
Der er loppemarked i Pisserenden på Teglgårdstræde lørdag den 31. august fra kl. 11-16, hvor du kan gøre gode loppefund blandt de mange boder.
31. august: Reffen Beerfest
Lørdag den 31. august inviterer Reffen til Beerfest med smagsprøver på craft beer, ølbingo, et slag corn hole, mexicansk BBQ fra Nomames og dans til livemusik og DJ’s.

O Days 2024: Tasting Events

Vi glæder os helt vildt til O Days løber af stablen fra i morgen! Udover et lækkert lineup med fantastisk musik, så glæder vi os helt vildt til maden og deres mange skønne tasting events. Få et overblik over hvad du kan købe billet til her.

 

Af Nathalie

 

REKLAME/INVITERET

I morgen er det tid til årets O Days festival, hvor du kan se frem til 3 dages festligheder, musik, events, design, fantastisk mad og selvfølgelig overdådige øl.

Få et overblik over de forskellige events her:

Long Table Dinner
Alle tre dage kan du deltage i en fantastisk middag med mad fra kokke fra bl.a. Dragsholm Slot, Calma og Salon. Her kan du se frem til skøn mad med grillet fersken, ricotta og rødgrød.

Pris: 445 + fee. Køb billet her.

Tastings
Hver dag fra 17-18 kan du smage 13 forskellige øl fra en række bryggerier som fx Anarkist, Stepping Stone, ÅBEN og Fanø Bryghus.
Fantastisk måde at prøve en række gode øl på kort tid og finde den, der er lige dig.

Pris: 200 + fee. Køb billet her.

ÅBEN Beer Tasting
Den 2. + 3. august fra 16-16.30 kan du deltage i en udforskning af øl med ÅBEN, som står bag O Days. Smag 5 øl der er specielt udvalgt af ÅBEN fra eget bryggeri – det bliver fantastisk!

Pris: 150 + fee. Køb billet her.

Stepping Stone Beer Tasting
Den 2. august fra 18-18.30 kan du deltage i Stepping Stones smagsprøver af deres øl. Her får du muligheden for at prøve 5 øl, der er nøje udvalgt af bryggeriet.

Pris: 150 + fee. Køb billet her.

Læs meget mere om O Days og køb din billet her.

Vi glæder os!

Copenhagen Historic Grand Prix 2024: Det skal du opleve

Fra den 2. til 4. august 2024 forvandles Bellahøj Park i København til en arena fyldt med motorbrøl og historiske biler. Copenhagen Historic Grand Prix (CHGP) er mere end blot et racerløb; det er en fejring af bilkulturens rige historie, kombineret med en festlig atmosfære, der trækker både motorsportentusiaster og familier til.

Af Louise Taarnhøj

Copenhagen Historic Grand Prix 2024 skydes i gang i morgen med masser af action, drama, fart og underholdning for hele familien, men især dem, der har benzin i blodet. Motorsportsfestivalen har i løbet af de seneste par år sat flere miljømæssige mål, samtidig med at de lover både ræs, udstillinger, børneområde, merch og mad og drikke.

Jeg har besøgt Copenhagen Historic Grand Prix on and off i de seneste 15 år, helt tilbage fra dengang det fandt sted på Nørre Allé. Det har altid været en festlig begivenhed, der nørder motorsporten og alt det omkringliggende fra veteranbiler, sportsvogne, udstyr, anekdoter og trivia fra motorsportens verden og bare virkelig god og festlig stemning!

Jeg kan ikke løbe fra, at jeg er datter af en fritidsmekaniker, som altid har set det som sin fornemmeste opgave at skille biler ad – og samle dem igen. Da jeg var lille, tilbragte jeg mange lørdag aftener i garagen, på bagsædet af den gamle BMW (som min far engang havde kørt rally i), hvor jeg lyttede til kassettebånd og legede, at jeg kørte. I dag elsker jeg at køre i bil og lytte til musik. Og jeg elsker duften af benzin.

Tilbage i 2012 var det, udover de mange smukke biler, der nærmest er kunstværker i sig selv, farten, der optog mig. Jeg var nemlig ude at køre i en Maserati – eller det vil sige, jeg sad på passegersædet i en gammel Maserati, mens den professionelle racerkører fik os til at flyve ned ad Nørre Allé med 230 kilometer i timen og rundt om hjørnerne med hvinene dæk. Det var en del af Race for Riget, hvor du betaler for at køre med en professionel, og så går beløbet til velgørenhed.

I år er noget helt særligt. Min far skal nemlig have selv samme gamle BMW ud på pladsen, hvor den skal vises frem. Hvis du vil se den gamle smukke bil, kan du følge med på LoveCopenhagens Instagram i løbet af weekenden, hvor vi både vil være med til løbet, og også på festival på Refshaleøen.

Løb og show

CHGP byder på en række forskellige løb, der spænder fra klassiske biler til moderne racere. De mest populære inkluderer “Race for Riget”, hvor tidligere Formel 1-kørere og andre professionelle tager dig med ud på banen i høj fart, og “Historisk Grand Prix”, der fremviser biler fra forskellige æraer. Hver bilklasse bringer sin egen unikke lyd og køreoplevelse, hvilket giver publikum en rejse gennem tidens biludvikling.

Aktiviteter og udstillinger

Udover løbene er der masser at opleve for hele familien. Biludstillinger med sjældne og ikoniske modeller, autografsessioner med kørerne og zoner for børn er blot nogle af de mange tilbud. Ny i år er CHGP Smart Driving Challenge, hvor besøgende kan prøve kræfter med miljøvenlig og sikker kørsel i en konkurrence og vinde en tur i Race for Riget.

Stemningen og kulturen

Atmosfæren på CHGP er elektrisk. Der er noget magisk ved lyden af motorer, der brøler gennem Københavns gader, kombineret med duften af brændt gummi og lyden af hujende tilskuere. For mange er det en mulighed for at komme tæt på biler og kørere, der normalt kun ses på TV. Det er også en tid til at fejre bilernes historie og dele passionen for motorsport med andre entusiaster.

Praktisk information

CHGP løber fra fredag den 2. august til søndag den 4. august. Hver dag byder på et fuldt program af løb og aktiviteter, så der er noget at se og opleve fra morgen til aften. Billetter kan købes på CHGP’s officielle hjemmeside, og det anbefales at komme tidligt for at få de bedste pladser.

Rasmus Lythcke | Københavnersnuden #503

Ugens Københavnersnude er Rasmus Lythcke, der står bag virksomheden TheTravelBook. Sitet har eksisteret i seks år, og lige nu nyder parret den sidste sommer som kun de to, da de til efteråret skal være forældre for første gang. Rasmus har base i København men rejser en stor del af året. Men på trods af de mange smukke oplevelser ude i verden, kunne han aldrig tænke sig at flytte fra den dejlige danske hovedstad. Mød hans København her.
Rasmus Lythcke
Foto: Rasmus Lythcke

Hvad har du gang i i øjeblikket?
Rasmus Lythcke: Min virksomhed TheTravelBook fungerer både som rejseblog, konsulent, fotograf/videograf, dronepilot, foredragsholder og forfatter og mange andre sjove hatte.
TheTravelBook har i seks år ikke kun været mit fuldtidsjob men også min livstil. Derfor er det utrolig svært at holde helt fri, da jeg virkelig elsker mit liv og job. Men eftersom jeg venter mit første barn omkring 1. oktober, forsøger jeg at samle energi og forberede mig på det spændende nye kapitel, jeg skal i gang med, og som jeg også glæder mig utroligt meget til. Jeg har taget elbilen med min forlovede og er kørt til Sydfrankrig, hvor vi har en familielejlighed, hvor vi nyder den sidste tosomhed og kvalitetstid.

Hvor bor du?
Rasmus Lythcke (RL): Jeg flyttede til København for ca. 15 år siden og bor nu i  jydekvarteret på Østerbro i København, som jeg er utroligt glad for. Jeg lever af at rejse og bruger størstedelen af året på at være andre steder end i København. Men jeg kan aldrig se mig selv flytte fra vores hovedstad – da vores smukke by simpelthen har alt, hvad man har brug for… og mere til.

Hvor går du tur?
RL: Jeg arbejder indefra Soho House i København, og jeg elsker at finde nye gåture og ruter ind til Nyhavn, når jeg skal arbejde og forsøger ofte at finde nye veje, så jeg aldrig går den samme vej derind. Om aftenen nyder jeg at lade min mobil ligge derhjemme og traske en tur rundt om søerne inden sengetid. Jeg har en lille hund, som elsker frisk luft, og jeg synes, han fortjener lidt græs under potterne, og derfor er en tur rundt i Fælledparken heller ikke usædvanligt.

Hvor drikker du kaffe?
RL: Jeg er ikke en kaffesnob og må indrømme, at jeg ikke kan smage den store forskel på kaffen, uanset om den koster 25,- eller 60,-, da jeg oftest drikker en flatwhite på havremælk. Men nogle få foretrukne, naturligvis lokale, da jeg gerne vil støtte de lokale helte, er Gotland og Café Claire på Østerbro.

Rasmus Lythcke
ØsterGro. Foto: Rasmus Lythcke

Hvor spiser du?
RL: Jeg har privilegiet i at være ambassadør for Michelin, og i den forbindelse er jeg nok mere ude at spise på nogle af vores bedste restauranter, end de fleste. I den forbindelse vil jeg fremhæve restauranter som Sushi Anaba, Á Terre, AOC, Pescetarian og Ark. Men hvis det ikke skal være med hvid dug, kniv og gaffel, så er steder som Østergro, Selma, Lola og Bistro Lupa store favoritter.
Ellers har jeg lavet en hel bog med alle mine personlige favorit oplevelser inklusiv madsteder i København (som du finder her, red.)

Hvor fester du?
RL: Det er trist, når man læser det spørgsmål og tænker… fester jeg overhovedet? Men mit ærlige svar må være, at jeg i de sidste par år har foretrukket lange, sjove middage med god mad og vin efterfulgt med et par drinks på steder som Balderdash, NIMB eller Curfew mere end det store dansegulv på en natklub.

Rasmus Lythcke
Foto: Rasmus Lythcke

Hvor inspireres du?
RL: En af årsagerne til, at jeg sidder og arbejder på Soho House skyldes, at jeg ofte bliver inspireret af at høre andre iværksættere fortælle deres historier og mærke deres passion omkring deres eget virke, imens de glædeligt fortæller. Soho House er utrolig mangfoldigt og fyldt med diversitet, selvom medierne herhjemme har givet det et andet ry.

Hvad er dit yndlingssted i København?
RL: Her bliver jeg igen nødt til at referer til den bog, jeg har lavet med mine bedste tips til København (find bogen her, red.). Det er umuligt for mig at nævne ét yndlingssted, da jeg synes, hver eneste kategori inden for turisme har mindste 3-5 steder, som er nævneværdige. København er en storby, hvor vi alle kan føle og trygge, gå alene hjem om natten. Vi kan bade i havnene og studere vores smukke gamle arkitektur og historie ved byvandringer. Vi kan sidde ude flere måneder om året på fortovscafeér og løbe ture og cykle i skønne naturområder. København er simpelthen bare et stedet, hvor det er umuligt kun at have ét yndlingssted.

Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
RL: Det var til langbordsmiddag ved Gammel Strand i Indre by sidste sommer. Jeg havde inviteret to gode venner ud at spise, og vi endte på langborde blandet med søde mennesker, fik fantastisk mad fra en af de lokale restauranter med sæsonens råvarer, drak kold hvidvin og nød alle København, når det er bedst. Det skal dog tilføjes, at jeg rejser det meste af året, og derfor bliver jeg oftest forelsket i min dejlige hjemby ligeså snart, jeg kører bilen ind af Lyngbyvejen ved Ryparken.

Hvad er dit bedste minde om København?
RL: Tilbage i 2013 var jeg i forbindelse med mit tidligere arbejde med til at afholde en koncert til Distiortion, som jeg aldrig glemmer. Jeg sad på toppen af en række højttalere, mens Morten Breum havde fyldt Blegdamsvej op fra Rigshospitalet til Sankt Hans Torv, og jeg sad med en god ven og nød udsigten af de mange tusinde glade mennesker og hørte tidens største hits.

Rasmus Lythcke
Foto: Rasmus Lythcke

Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
RL: Der er én oplevelse, jeg længe gerne selv har ville prøve, men ærlig talt ikke har turde endnu og stadigvæk er i gang med at tage mig sammen til… Fællesdans i Fælledparken!

I Fælledparken er der onsdag aften (mener jeg), 50-100 mennesker, som står og danser i Fælledparken under glimtende lyspærere til de skønneste salsatoner, og jeg elsker simpelthen at gå tur med min hund på det tidspunkt og nyde de modige og skønne mennekser udfolde sig. Forhåbentlig får jeg en dag taget mig sammen til at deltage. Det er gratis og er der kun om sommeren.

Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
RL: Det, jeg elsker allermest ved storbyer som New York, Tokyo og Frankfurt, er deres rooftopbarer, hvor man kan kigge ud, få en drink og se det spirrende storbyliv. Jeg ved, der findes rooftopbarer i København, men jeg har endnu ikke fundet den éne rooftopbar, som jeg virkelig synes har det hele.

Dit soundtrack til byen?
RL: Der var et nummer, jeg hørte utrolig meget tilbage i gymnasietiden, som hedder Nighthawks af Pato Siebenhaar. Det ret skønne nummer starter ud med lyrikken:

This is a song for the city
My city, where i′m from
Where you from man
Copenhagen aha

Den minder mig om alle de glade sommerdage i København, men samtidig kan det bringe et smil frem på en regnfuld efterårsdag.

Tusind tak, Rasmus, fordi du ville dele dit København med os.

Følg Rasmus og The Travel Book her. 

GOD SØNDAG!

Grøn Koncert / Valby 2024

Kalder alle københavnere! I morgen er det i skønne Valby, at det sker, når Grøn Koncert kommer til byen og spreder grøn glæde til hele byen. Dygtige musikere, god mad, kolde øl glæder vi os til, og her kan du læse alt om Grøn Koncert i Valby.

 

Af Nathalie

 

Reklame/inviteret
Vi er så klar, når Grøn Koncert kommer til Valby, og i dette indlæg kan du læse meget mere om musikken, alt det praktiske og hvad vi især glæder os til.

Musikken

Grøn Koncert er for mange noget helt specielt. Det er en skøn dag med godt humør og fantastisk musik. I år glæder vi os virkelig til at se Blæst, som har blæst (høhø) Danmark bagover med deres glade og festlige musik. Vi så dem åbne Orange sidste år, og det var en kæmpe fest! Derudover glæder vi os til at opleve flødeboy Burhan, synge med på “der går min klasselærer” med TV2 og se Rahim lukke det hele ned med cowboyhat og festlige tunes. WEHU!

Maden

Der er masser af mulighed for at få lækker mad ude på koncertpladsen. Prøv fx crunchy chicken burger fra KøkkenPiraterne, smagfulde empanadas hos LIMA Empanadas, lækre pizzaer fra Pølsedrengene eller hvad med klassikeren: søde eller salte crepes fra Crepes a la Carte.

Sådan kommer du derud

Adressen er Hammelstrupvej 98, og der er mange muligheder for at komme derud, hvis du bor inde i byen. Pladsen åbner kl. 13.00 og lukker igen 21.30.

Metro: Stå af ved Mozarts Plads og KBH Syd/Ellebjerg, hvor du kan gå til koncertpladsen. Vær obs på at der nok er mange, der skal hjem af denne vej, så vær tålmodig.

Busser: Movia har sat en masse ekstra busser ind, så tjek rejseplanen for at finde den bus, der lige passer dig.

Vi glæder os!