Det er tirsdag eftermiddag, klokken er 16.30, og Rasmus Rinhack byder indenfor i sit atelier i en kælder på Nørrebro, lige bagved det nedlagte ungdomshus. Det er virkelig indbegrebet af en kreativ hule med skitser og tegninger og kruseduller fra gulv til loft, hvilket gør mig nysgerrig på hvem, manden bag det hele er.
Privat bor Rasmus Rinhack på Heinesgade på Nørrebro, han er 29 år, bor sammen med konen, deres ene barn og så venter de nr. 2.
Rasmus har boet mange steder i København, så som Amager, Vesterbro, Sydhavn og nu Nørrebro, han føler sig mest velkommen, og hvor de fedeste og hyggeligste folk bor, hvilket er medvirkende til, ifølge ham, at gøre området helt unikt. Rasmus tilføjer med et smil, at det gælder om at nyde området, før han ender i et parcelhus i Brønshøj som en sat og gammel mand.
Rasmus beskriver sig selv som manisk, og ekstrem ambitiøs, hvilket gør ham afhængig af at udarbejde projekter nat og dag, som fylder en semi-fast kalender med udstillinger på galleri Wolfsen, Oksholm og Bredgade Kunsthandel. Især de spontane projekter gør Rasmus glad, hvor fjolleri med talentet viser ukendte resultater, som ikke skal forveksles med useriøsitet, da alle projekter har sine formål og viser, hvad Rasmus står for som person.
Umiddelbart inspirerer København ikke Rasmus – han kunne lige så godt bo i en hytte i Jylland – betydende at Rasmus ikke rører ved et karakterunivers skabt igennem direkte kontakt til byens mange forskellige kvarterer. Det er nærmere forskellen mellem det menneskelige og det materialistiske, der spejles over i billederne, hvilket kan kræve en fordybelse i billederne, før det bliver tydeligt for modtageren.
Rasmus har en nørdet tilgang til kunsten, men ønsker ikke bevidst at være dyb i sine værker og bevæge folk. Han vil gerne skabe refleksion hos sine modtagere og få folk til at bruge tid på at studere værkerne nærmere. Bogen ‘Fra Atomubåd til Galej’, udgivet i start 70erne, er et fagligt opslagsværk, som Rasmus har læst fra side 1 af, han har nøje studeret de ingeniør-udførte tegninger, som er meget detaljerede ned til mindste del.
Bogen er købt for 4 kr. i en boghandel på Guldbergsgade og har skabt inspiration for de seneste værker, der alle faktisk er så udførlige, at tegningerne er fuldt funktionsdygtige og suger én ind i et univers, som er meget imponerende, og især de store værker, som måler 80×80, giver en enorm autoritet, og det er svært ikke at blive betaget og studere det længe.
Yndlingsværket, som Rasmus selv holder rigtig meget af, er nu solgt til en engelsk kunstsamler fra London. Værket forestiller et gammelt italiensk stålskib, tegnet i flere perspektiver, og midt på dækket står en stor transportkasse. Der er noget forsigtigt men også super potent over billedet, som faktisk var en spontan følelse, hvor billedet bare måtte udarbejdes, og det blev præcis, som Rasmus havde forestillet sig det.
Om 5 år er Rasmus forsat aktiv i sit atelier på Nørrebro. Men større atelier og en fast udstillingskalender, som kan sikre et fornuftigt indtjeningsgrundlag, er også på ønskelisten. Ellers kunne udstillinger på museum og store projekter også være at finde om 5 år, når Rasmus ser ud i fremtiden i krystalkuglen.
Rasmus synes, at han er en god kunstner, men nævner, at han intet begreb har om grafisk design og bearbejdelse af projekter og fortæller samtidig om et samarbejde med BUPL om udarbejdelse af en flyer, hvor han havde meget svært ved at samarbejde om andres ideer og konceptuelle ide til et færdigt produkt. Rasmus indrømmer, at han er elendig til at formidle budskaber og især tænke kommercielt.
Slutteligt fortæller Rasmu,s at han er rødhåret og ikke spor interessant, men er almindelig med stor passion for egen kunst, når spørgsmålet går på, hvad folk burde vide om ham. Rasmus giver mig til sidst et tip om, at jeg skal besøge Sonny Sandeep Singh, som arbejder med fotokunst. Dette vil jeg selvfølgelig undersøge som emne til næste interview.
Det er faktisk ikke mere end et år siden, at jeg første gang stiftede bekendtskab med Sebastian Lind. Jeg kan ikke huske, hvordan det skete, men pludselig føltes det som om, at han var alle steder. Hans nummer, ‘Another You’, kørte i A-rotation på min egen lille playliste, og jeg lyttede til den så meget, at jeg efterhånden kunne den uden ad og lavede mine egne a cappella versioner af den, som jeg sang på cyklen, i badet, over madlavningen, i lufthavnen, på flytoilettet, på kontoret, whereever. Og jeg ville så gerne høre det nummer live, men han spillede bare ikke i Danmark.
Indtil nu! Endelig kom den dag, hvor han gæstede Store Vega. På en trist og regnvåd tirsdag. Og sørme om han ikke havde mit girl crush, Freja Kirk, med som opvarmning; det perfekte match. Den smukkeste kvindelige stemme, den smukkeste mandlige stemme. Pe-leaze! Lav en duet! Tak!
Opvarming – Freja Kirk
Freja Kirk har jeg hørt live tidligere på året, og det var mildest talt en fornøjelse. Naturligvis glædede jeg mig til igen at se hende på scenen, men der er samtidig noget farligt ved at genopleve en kunstner med så kort et interval imellem. Det er lidt ligesom at spise et stykke lagkage og så straks kaste sig over stykke nummer to; chancerne for, at nummer to smager lige så godt som nummer et, er tæt på ikkeeksisterende.
Nuvel, Freja er ingen lagkage; hun levede helt og aldeles op til forventningerne og har stadig efter min smag Danmarks mest interessante stemmer (og så lagde jeg mærke til, at når hun siger ‘tak’ til publikum, lyder hun helt overrasket – det er vel en form for ydmyghed og taknemmelighed, som kun giver publikum lyst til at klappe endnu mere). Jeg havde min veninde med til koncerten, og hun kendte hverken Freja eller Sebastian, men stolede blindt på min smag. Modigt, men hun var heldigvis også meget begejstret for Freja og glæder sig nu lige så meget som jeg til Kirks debutalbum. Og især til den nye single, som kun kan skabe fest og ballade (et vuggende nummer med reggae-feel så man glemmer, at det er vinter).
Sebastian Lind – på alle måder en lækker sag
Da Freja havde forladt scenen til stort bifald, gik der en længere pause, før lyset slukkede og Sebastian Lind og band (Anders Kirkegaard og Mathias Miang) viste sig på scenen…………. (I’m speechless)…….. Jeg har ALDRIG hørt nogen synge, som ham. Det er sjældent, at man føler sig fuldstændig tryg ved en kunstner fra start til slut, men Sebastian har ganske enkelt en stemme, som man bliver fanget af, hvirvlet rundt af og tryllebundet af. Han kan altmed den stemme, det er jeg slet ikke et sekund i tvivl om.
Sebastian Lind er kun 25 år gammel, men som han stod der på scenen, kunne han lige så godt have været langt yngre. Ikke fordi han er meget lidt maskulin, nej han har faktisk lidt den samme karisma som den atypiske hjerteknuser, Ryan Gosling, har; nemlig oceaner af talent sat sammen med et quirky, nørdet og usandsynligt charmerende ydre. Der var da også en hel del unge kvinder i salen, som blev en anelse drømmende i blikket, da unge Sebastian sang og dansede. Men grunden til, at han ligeså godt kunne have været meget yngre var hans tilgang til musikken, som virkede enormt legesyg og glad. Det var fantastisk at se på, og dragende og inspirerende at lytte til.
Selvom bandet benyttede sig af mange backtracks, forringede det ikke live-oplevelsen; det gør alle jo i dag, og sådan er det. Dog glæder jeg mig til at opleve Sebastian med et lidt større band og et live kor. Det må helt sikkert komme med næste turné. Men jeg holder virkelig meget af Sebastians både stille, singer/songwriter-agtige sange og deres elektroniske lag, som er blevet hans lyd, hans varemærke. Selvom der findes rigtig mange bands, som laver denne slags musik, har Sebastian Lind en særlig dybde og noget helt unikt i sine popsange, som gør, at man ikke kun har en fest, når man lytter; man bliver også rørt. Og det gør man også til koncerterne. Jeg blev i hvert fald rørt af sangenes inderlighed og den intense måde, som de blev leveret på. Og så i Store Vega – mit yndlingskoncertsted. Som jeg sagde til min veninde: hvis jeg ejede en koncertsal, så skulle den indrettes og udsmykkes præcis som Store Vega. Alt er smukt, inklusiv lyden.
Men kender du det, når man i slutningen af en koncert tager sig selv i at tænke, “Jeg håber ikke, at de spiller ekstranumre, for jeg er sgu lidt træt i benene,” og med det samme skammer dig, fordi du nu føler dig både gammel og uncool? Sådan har man det ikke til Linds koncert. Den måtte gerne have fortsat. Jeg er bare lidt i tvivl, om han kunne føle kærligheden fra publikum hele vejen op på scenen på sådan en grå tirsdag? For der var masser af den der, hvor jeg stod. Og ja, vi kommer igen til næste år. Selvfølgelig gør vi det.
Der er udkommet en ny bog. Og hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at det var en bog, der var lavet specielt til os her på bloggen. Bogen hedder ‘Københavnerne’. Den er skrevet af Pernille Stensgaard og fotograferet af Anne Prytz Schaldemose og så handler den om os. Om dig og mig og alle dine naboer og alle dem, der bor i de andre dele af byen. Det er nemlig en bog om alle os, der bor i København – københavnerne!
Koebenhavnerne
Bogen er delt ind efter bydele og fokuserer på, hvad der kendetegner hver enkelt bydel og dem, der bor der. Og det er virkelig virkelig sjov læsning – og hvis man nu er helt ærlig, så har Pernille Stensgaard ramt plet i rigtig meget af det hun skriver. F.eks. kan man læse, at Frederiksbergs kerneværdi er fred, uanset hvor umoderne det lyder. Eller man kan læse om det knaldrøde Nørrebro, der altid er i opposition til Vesterbro, eller hvordan Vesterbro er et dydsmønster udi overbærenhed.
Hvert kapitels startside er fakta om bydelene: hvilke partier, der er dominerende, hvilke værdier, der er fremherskende, og hvor mange indbyggere der er. På Amager er det f.eks. forbudt at have demonstrative ambitioner, mens demonstrativ lokalpatriotisme er påbudt.
Vesterbro
Jeg bor f.eks. på Vesterbro – og mens jeg læste om bydelen og mig selv (!), følte jeg mig ramt. Både på den der, gode måde hvor man nikker indforstået, og på den der sjove måde, hvor man må grine højt af sig selv og sine idiosynkrasier og så også på den der lidt stereotype måde, hvor man altså bare må indrømme over for sig selv, at man ret tit ligner ret mange andre i sit nabolag. Men helt ærligt – det er jo ikke så slemt. Man må jo bare indse det, acceptere det og så omfavne det – og så kan man ellers glædes over, at man trods alt bor lige i den bydel, hvor man bor. Og ikke ovre i en af de andre bydele, hvor alle jo er HELT anderledes (og meget mere mærkelige :-))!
Ben og kaffe på Istedgade
Teksten er sjov og rammende! Og man kan hele tiden for sit indre blik, se en man kender fra Østerbro (eller skal vi sige 2100 Østerkedelige) eller fra Frederiksberg – eller måske fra (vindblæste) Ørestad, mens man læser om bydelene og beboerne. Og det bedste er, at man får lyst til at gå på opdagelse – både i byen og hos københavnerne.
Snevejr
Bogen er selvfølgelig gennemillustreret. Og billederne har allesammen fokus på netop københavnerne og københavnernes hverdag og liv. Så det er ikke kun flotte billeder af byen med en klar blå himmel. Nej, vi ser også et busstoppested på Trianglen i snevejr eller Enghavevej i sommerregnen. Med andre ord er der masser af genkendelighed, nærhed, historier og billeder at dykke ned i her. Og når nu man bor her – så er det f*** sjovt at læse om sig selv! Jeg siger det bare. Læs med, hvis I tør!
‘Københavnerne’ bliver udgivet af Gyldendal, og de har på deres hjemmeside lanceret denne konkurrence – vær med, og så kan I være heldige at vinde en bog! Og hvis I alligevel deler billeder af jeres København dér – så skriv lige #lovecopenhagen også! Så kan vi kigge med! Det vil vi SÅ gerne / Anne
Claus Høxbroe er først og fremmest beatpoet. Og så er han forfatter, multikunstner og tusindårstalent. Måske har du set ham på gaden med hans karakteristiske skæg. Måske har du hørt ham læse op af en af sine mange digtsamlinger, eller du har måske set og hørt ham optræde med Høxbroe Umpff – eller med Claus Høxbroe & Oscar Gilbert, som han netop har haft en del optrædender sammen med.
Claus Høxbroe er indbegrebet af en inspirerende og cool københavner for os, og vi har heldigvis selv haft fornøjelsen af at arbejde sammen med ham, da vi i 2010 lavede byvandring på Nørrebro.
Claus Høxbroe
Og nu har vi lokket ham til at dele lidt af det København, som han lever og ånder i – og for – med os:
LC: Hvor bor du?
CH: Jeg rykkede mit skriveværksted til Amager 1. april, hver gang jeg har udgivet en digtsamling eller cd, flytter jeg, så nu er det Amager, lige ved Amager Bio, der suges ind.
LC: Hvor går du tur?
CH: Jeg er pjattet med baggårde og bygninger der har stået for længe i regnen, så et hjørne som Amager Fælledvej og Njalsgade, med de gamle faldefærdige bygninger, der kan jeg godt finde på at gå på opdagelse. Mine gåturer er farvet af, hvor jeg har rykket mit skriveværksted hen, så pt er det meget Amager der slentres på.
LC: Hvor drikker du kaffe?
CH: Ingen tvivl om at jeg flirter med en del laster, men kaffe er ikke en af dem, så har ingen favorit kaffebar. Jeg har dog taget mig selv i at drikke em sjælden kop på Verdens Mindste Kaffebar.
LC: Hvor spiser du?
CH: Jeg spiser så godt som alle mine måltider ude i byen, så det kan være alt lige fra Parnas med drengene, stegt flæsk ledsaget af keyboard-bokser der ommøblerer et par klassikere, til Bøf & Ost, når jagtsæsonen er sat ind, og der er vildt på menuen.
LC: Hvor fester du?
CH: Omkring 200 dage om året står jeg på en scene ude i landet, så festerne foregår mange gange der hvor jeg optræder, og ellers holder jeg meget af privatfester. Men går jeg ud, så kan det være lige fra de små snedige steder, som Jeppe’s Badehotel, Vibes Apotek, over cocktail steder som Ruby eller Lidkoeb, men holder også af et sted som Fair Play Dansebar.
LC: Hvor inspireres du?
CH: Hvor der er nerve, og en ærlighed, der inspireres jeg. Så det kan være lige fra et vindblæst gadehjørne, til et rutineret morgenværtshus. For mit vedkommende skal der leves meget, for at skrives meget.
LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
CH: Jeg synes hele tiden det ændre sig, lige nu er det nok mit skriveværksted, en lejlighed på Amager jeg har indrettet som eet stort herreværelse fra start 1900 tallet. Alt er antik, chesterfield møbler, over 100 udstoppede dyr, gamle lamper, skriveborde, bogreoler, hjemmebar, landskabsmalerier. Et sted der emmer af fordybelse, og man i fuld flor kan dyrke begreberne pli og dannelse, mentalt klæde sig på, udvikle sig som menneske, og så glide ud i København igen, når man føler for det.
LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
CH: Sidste gang mit hjerte bankede et par ekstra slag for København, var for en lille måned siden, da jeg fik mulighed for at tilbringe 1½ døgn i tårnet på Knippelsbro. Bare mig og min bærbar, hvor jeg sad og skrev på min kommende digtsamling ”Duerne lurer fra oven”. Har kigget på det tårn ufattelig mange gange, og så lige pludselig være i det, gå på opdagelse, og have tiden til at suge det ind, det var helt fantastisk.
LC: Hvad er dit bedste minde om København?
CH: Der er en del minder der står i kø for at blive udnævnt som det bedste, men eet minde, der gør at jeg den dag i dag, stadig bor København er, da jeg for mange år siden flyttede til København. Er født, og boede mine første år i Herlev, hvor jeg altid havde en uro i kroppen, følte mig rastløs. Den første nat hvor jeg som ung knægt, overnattede i min første Københavner lejlighed, der forsvandt uroen og jeg vidste jeg var hjemme.
LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
CH: Min anbefaling må være altid at holde sig nysgerrig, og på den måde holde København i udvikling, om det er at komme og høre mig læse op, eller at tjekke de seje Roller Derby piger ud, så gælder det om at turde gå af den vej du ikke lige kender, det er der eventyrerne venter.
Claus, tak for at dele lidt af dit København med os denne søndag!
Og hvis der er nogen, der vil vide endnu mere om Høxbroe, så kan I læse her eller måske her og I kan også lige dufte til Høxbroe Umpff, når nu I er i gang:
Det kan bare ikke forbigås i tavshed, hvad der skete i lørdags. The National. Live. I Forum.
Måske skal jeg lige fortælle forhistorien: Tilbage i 2009 tog Anne en tur til New York sammen med sin veninde, Karen. Her hørte hun Brooklyn-bandet, The National, i Radio City Music Hall. Meget begejstret fortalte hun mig efterfølgende om oplevelsen – faktisk så begejstret, at hun fik mig med på The National-bølgen og overtalte mig til at købe billet til deres koncert i KB Hallen året efter.
Men ikke mange uger før koncerten i KB Hallen, sprang en mand ud af en bus, direkte ud i Anne, som kom cyklende forbi – og bang! Annes ben var brækket. Med et brækket ben kan man ikke tage til koncert, så min daværende kæreste blev min date, i stedet for Anne med det brækkede ben.
Det var en skam for Anne, at hun måtte side over til denne koncert, for det står til dato som en af de bedste liveoplevelser i mit liv (sammen med Depeche Mode, Radiohead, Kent og så en DM i Rock-koncert, hvor bornholmske Soft Porn spillede – men det var mest fordi, at Ham Den Pæne fra gymnasiet kyssede mig den aften).
The National i KB Hallen gjorde mig i den grad til fan. for jeg blev blæst fuldstændig omkuld og var helt udmattet efterfølgende. Af indtryk. Siden dengang har jeg bare ventet på at få lov til at høre dem igen, og da jeg hverken kunne komme på Loppen eller på Roskilde Festival, så jeg meget frem til Forum-koncerten.
Det gjorde Anne naturligvis også. Forventningerne blev i den grad indfriet, da bandet endelig med en lang videosekvens fra backstagelokalet blev ført på scenen og lagde os ned med deres vanvittigt forførende, melankolske rocksange og stemningsfulde visuals. Det eneste minus var lyden, som til tider blev lidt mudret. Og så kunne vi forholdsvis små mennesker ikke se så godt. Men ifølge nogle medier var det måske meget godt, da forsanger Matt åbenbart har virket en smule arrogant. (her ved rigtige fans jo, at han sikkert bare var lidt fuld). Vi var i øvrigt særligt begejstret for Demons, Squalor Victoria, Abel, Sorrow og Vandalyle Crybaby Geeks.
Vi er ikke anmeldere, men vi vil stadig gerne klappe af The National. Også her en lille uge efter.
Spring ud i det
Under koncerten, da The National spiller ‘I Need My Girl’, er der en fyr bagved mig, som tager fat i mig og lukker sin hånd om min. Lidt nervøs kigger jeg skråt bagud på ham. Han smiler bare kort og retter derefter sit blik op mod scenen, mens han rocke frem og tilbage i takt til musikken. Lidt befippet spørger jeg ham: “Undskyld, hvorfor holder du mig i hånden??” og han kigger lidt undrende og overbærende på mig og svarer. “Er det ikke meget rart?” Jeg tænker, at han da ser sød ud, men jeg kender ham jo ikke, så nej, det er faktisk lidt for underligt til, at jeg helt kan nyde det. På den anden side er det også lidt sjovt, og skal man ikke også være lidt åben og ikke så lukket og dansk i det altid?
Da vi har holdt hinanden i hånden i et par minutter, bliver jeg en smule for opmærksom på den nu lidt akavede situation og beder ham pænt om at slippe min hånd. Han smiler, nikker og slipper den. Jeg kigger et par gange over skulderen, tilbage på ham, mens jeg stadig undrer mig. Hmmm. Sjovt.
The National er færdig med det stille nummer, og Hånd-Holder-Fyren læner sig frem mod mig og siger: “Nogle gange skal man bare gøre det.” Han holder en kort pause, mens han kigger på mig. “Nogle gange skal man bare holde i hånd.” Han smiler. Jeg smiler. Modig mand.
Så tak til dig, Hånd-Holder-Fyr, for en sjov og anderledes oplevelse, som jeg vil huske. Jeg håber, at du tør gøre noget lignende igen, uden at snerpede piger vil flå dit selvværd. Mænd som dig har vi brug for. Jeg håber, du fangede mit smil tilbage.
Sabine Brandt ejer Sisterbrandt Designstudio. Og trofaste læsere af bloggen vil vide, at vi er MEGET glade for Sabine og hendes arbejde. Hun lavede vores to tidligere logoer – det første bruger vi stadig som profilbillede på vores Facebook-side – og så har hun en SKØN vane med at overraske os med snailmails med LÆKRE flotte ting fra hendes kreative hænder. Så måske er vi lidt forudindtagede på den rigtig gode måde, meeen man kan faktisk ikke andet end at ELSKE Sabine og hendes flotte ting!
Hvis du ikke kender Sabine, så kender du næsten med garanti de flotte Go Cards, som hun laver: Her er et lille udpluk:
Hvis du vil se mere af Sabines arbejde, så kan du kigge på Sisterbrandts hjemmeside lige her
LC: Hvor bor du?
SB: Jeg bor med min mand Søren og mine 2 børn, Ask og Björk, i Fiolstræde, København. Lejligheden er i 2 etager, og på 140 kvm. Udsigten fra mit køkkenvindue er over mod Rundetårn. Jeg tager et billede af tårnet hver morgen, og det er utroligt så forskelligt det kan fremstå. De mest stemningsfulde, poster jeg på min Instagram profil. (@sabinebrandt)
LC: Hvor går du tur?
SB: Jeg elsker at gå tur i Kongens Have, men hænger for det meste ud i vores grønne gård, der ligger mellem Fiolstræde og Peder Hvidtfeldsstræde, med udsigt til Den Jødiske Synagoge. Her er masser af små hyggekroge, og store gamle træer man kan gemme sig under. Det er en fantastisk følelse at åbne porten fra Fiolstrædes pulserende liv, og hører den smække bag sig, og kunne føle sig alene midt i byen. Det er kontrasten, jeg er vild med.
LC: Hvor drikker du kaffe?
SB: Jeg drikker ikke kaffe, men elsker te, og Riccos Kaffebar på Hauserplads, har både den rette stemning og skøn te! Ellers er caféen i antikvitetsbutikken Atelier Septembers fine lokaler på Gothersgade også et hit.
LC: Hvor spiser du?
SB: Sidst jeg var ude, var på Pony på Vesterbrogade, som jeg kun kan anbefale MAX. En af mine tilbagevende sommer»must« er at spise hos Kadeau-drengene på Bornholm, når vi er i vores sommerhus, og nu kan man spise bornholmske lækkerier hos dem på Pony i København, jubiiii!
LC: Hvor fester du?
SB: Nu er jeg ikke den store festnørd … men jeg ELSKER en go drink … og jeg er vild med såvel stemningen, drinks og tjenerne på Lidkoeb, beliggende i en lidt hemmelig baggård på Vesterbrogade. Stemningen af brændt træ, og ild i pejsen her i vintermånederne, er den perfekt start for en middagsaftale senere ude i byen. En af mine tidligere ansatte har også anbefalet mig Fortunen som et skønt sted med god vin på glas, så det må jeg snart afprøve …
Et par gange om året, typisk i december, ender vi her, når vi skal ryge (ups) og drikke flaskeøl … Riesen-Bar i Oehlenschlægersgade, lille røgfyldt bar, men superhyggeligt!
LC: Hvor inspireres du?
SB: Jeg prøver at gå en ny rute hver dag, på min vej hjem fra designkontoret. Elsker at kigge på mennesker, klistermærkerne på lygtepælene, nedfaldne blade på Gråbrødre Torv … Jeg suger til mig af tingene omkring mig. Mere konkret inspiration finder jeg pt her:
Bob Noon i Matthæusgade med dygtige illustratorer og skæv inspiration.
Yes We Can Can i Tullinsgade har fin skæv grafisk inspiration.
En af mine grafiske yndlingsbutikker er Cinnober lige ved Rundetårn!
LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
SB: Den jødiske Kirkegård i Møllegade, som nu er åbnet for publikum 3 dage om ugen. Jeg har tilbagevendende gange været på de jødiske kirkegårde i Berlin, og rammes altid af en ømhed, tristesse og eftertænksomhed, når jeg kommer der. Lidt den samme stemning om tingenes forgængelighed finder jeg i Møllegade. Fred og ro.
LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
SB: Det er og må blive på Dronning Louises Bro, ’Hipster Broen’. Min mand friede til mig her, og broen emmer altid af liv, lige meget hvilken tid på året man passerer den, eller gi’r sig tid til at sidde på en bænk og kigge på alle dem, der drøner forbi.
LC: Hvad er dit bedste minde om København?
SB: Sommerture på cykel i København i prikkede kjoler, især da jeg var yngre på vej hjem fra byture, tit fra Rust på Nørrebro, ind over broen til midtbyen, med solsortene i ørene … der følte jeg mig lykkelig!
LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Jægersborggade på Nørrebro indeholder for mig alle de ting som en eftermiddag i København skal indeholde. Sjov og skæv shopping, lækker mad og inspirende mennesker. Og Cavabaren mellem Torvehallerne er super hyggelig, men helt klart en sommerting.
Kære Sabine, tusind tak for at du vil dele lidt af dit København med os!
I søndags fik jeg en helt ustyrlig trang til at gå på museum – og ikke bare et hvilket som helst museum, men TØJHUSMUSEET! Her har jeg ikke været siden jeg var barn, og jeg kunne huske min forventningens glæde og spænding over det store museum fyldt med faaarlige krigsgenstande. Og jeg kunne huske min fars tålmodige forklaringer på min evindelige spørgsmål: “Hvad er det?” og “Hvad er det?” og “Det?” Og jeg kan huske hans begejstring, når han fortalte løs og lærte mig om Danmarks krigshistorie.
Og det var lige præcis det, jeg trængte til i søndags. At genopleve denne stemning. Så jeg gik af sted mod Tøjhusmuseet. Bare mig. (Og det var faktisk første gang, jeg har været på museum helt alene – simpelthen dejligt! Tid til at fordybe sig!)
Tøjhusmuseet ligger lige ved Christiansborg, på Tøjhusgade i det gamle Tøjhus, som Christian IV byggede, og som blev indviet i slutningen af 1500-tallet. Tøjhusmuseet er et militærhistorisk museum, der fortæller om dansk militærhistorie fra 1500-tallet til i dag. Selve bygningen er stor og flot. Man starter med at komme ind i en stor hal, hvor der er udstillet kanoner – massevis af kanoner, og de ældste er helt tilbage fra 1500-tallet. Og det er virkelig fascinerende at se, hvordan kanonerne i perioder har været overdådigt udsmykket. Dræbermaskiner, forklædt som kunst!
toejhusmuseet_kulturklik.dk
I samme hal er der også en udstilling om krigen i Afghanistan – bygget op som et besøg i en soldaterlejr. Fascinerende at få et indblik i, hvordan soldaterne har levet og boet.
Ovenpå er der en udstilling om Danmarks krige – faktisk er det en udstilling om intet mindre end 21 krige, der har formet Danmark. Og for sådan en som mig, så er det kræs at vandre igennem den danske krigshistorie. Og for at det ikke skal være løgn, så lærte jeg også nyt: Danmark har været i krig med Algeriet. Jeps! Den er god nok. Men det er åbenbart en begivenhed som i en årrække har været skrevet ud af den danske historie – men I kan læse mere her, hvis I lyster 🙂
Jeg vil gerne indrømme, at jeg ikke genfandt min barndoms oplevelser denne søndag på Tøjhusmuseet, men det havde jeg jo helt ærligt nok heller ikke forventet – men jeg havde en fantastisk interessant og dejlig eftermiddag. / Anne
Jeg cyklede en lidt længere vej i morges, end jeg plejer. Normalt tager min tur til kontoret ikke mere en 7 minutter, men denne morgen blev den på tre kvarter. Og jeg så København vågne på både Østerbro, Indre By, Christianshavn, Islands Brygge, Vesterbro og Frederiksberg.
Her er lidt snapshots af søvnige København, der langsomt vågner.
/Louise
PS. Billederne på Christianshavn er ikke billeder af valgplakater. De er ej heller reklamefremstød for A, B eller C. Valgplakaterne røg ikke i stormen, og derfor er de nu blevet foreviget her på LoveCopenhagen. Vi beklager.
PPS. Jeg kan anbefale dette nummer som soundtrack til en tur på cykel rundt i København:
Planen var, at vi skulle sidde udenfor på terrassen i aftensol og sippe champagne. Men tiden har jo som bekendt frygtelig fart på, og pludselig var det slut oktober. Derfor blev turen til Ocean Club ved Kalkbrænderihavnen på vej ud til Nordhavn og skråt overfor Paustian til på en kold og mørk aften i efteråret. Jeg kunne mærke, at jeg frygtede det værste, da jeg stillede cyklen ved siden af restauranten og kiggede ind i restaurantens bar, som lå badet i et blåt neonlys. Jeg havde ikke set denne stil, siden jeg i 2007 sad på en strandrestaurant i Barcelona og, ja sippede champagne med bloggens medstifter, Anne. Dengang var det cool, men er det stadig det 6 år senere?
Baren på Ocean Club
Nej, jeg kommer aldrig til at sætte pris på den slags indretning. Intet ondt om Kalundborg, men det var det første ord, der kom til mig, da vi satte os i loungen. Men her stopper den lettere negative stemning også. For min veninde, Julie, og jeg blev mødt af en meget venlig vært, som serverede champagne for os i den bløde lounge. Ser man bort fra neonlyset, kunne vi ligeså godt pludselig være smidt 6 år tilbage i tiden, til dengang vi var 26 år og knap så fortravlede, og DET ville ikke være galt.
Champagne i loungen
Allerede fem minutter senere blev vi vist hen til vores bord i restauranten, som er et stort lokale med højt til loftet og panoramavinduer ud til havnen og Svanemølleværket. Jeg er sikker på, at udsigten er fremragende på en lys sommeraften, men i aften, hvor det var mørkt, skabte det en rigtig fin stemning indenfor, hvor vi blot kunne ane havnen og værket udenfor.
Min forret
Vores tjener var hurtigt på pletten og fik taget vores bestilling. Jeg fik til forret 12-timers rødvinsbraiserede oksehaler med grønne ærter, sæsonens urter og sne af trøffelolie. Min veninde fik Ocean Trio, som bestod af tre lækre hapser; kongekrabbe med kokos og agurkesalat, tun med wasabi og inside-out lakeserulle med mynte og æbler. Begge forretter var rigtig gode, omend jeg sendte en del misunderlige blikke mod Julies tallerken – den vil jeg nok vælge en anden gang. Der sker bare noget i mig, når jeg ser ordet ‘trøffel’. Til forretten fik vi hver et glas sydafrikansk hvidvin som en del af en lille vinmenu. Det passede overhovedet ikke til min forret, men det passede fint til Julies.
Vores lækre hovedret
Hovedretten blev serveret ca. 20 minutter senere – helt perfekt. Her havde vi begge valgt stegt kalvefilet med sæsonens svampe, gulerodspure, gylden kartoffelkage og tamarind sauce. Det er lang tid siden, at jeg har smagt så lækkert og mørt et stykke kød; vi havde næsten svært ved at holde os tilbage af bar begejstring og måtte også starte en lang diskussion om, hvor meget dårligt kød, man får i de danske supermarkeder – selv i nogle af dem med slagter! Nej, så heller spise kød på restaurant, og så bare håbe på, at kødet også er økologisk, og at dyrene har haft det fint inden slagtning. Til hovedretten fik vi et glas italiensk rødvin, og den passede fint til retten.
Min dessert – Julies har jeg desværre ikke billede af. Den forsvandt rimelig hurtigt 😉
Julie har det med passionsfrugt, som jeg har det med trøffel, og derfor gik hun helt i stå, efter at havde læst om desserten mousse af passionsfrugt og hvid chokolade med sæsonens bær og basilikum. Jeg gik efter Ocean Clubs Tapas Desserter, som var et udvalg af diverse søde sager; blandt andet mousse og chokoladekage. Her var vi også ganske tilfredse, selvom Julie nok igen vandt med den bedste ret. Kombinationen af passionsfrugt og den søde, hvide chokolade var bare ret fin. Mmmm…
Reatauranten
Både Julie og jeg var efter måltidet enige om, at Ocean Club muligvis havde deres storhedstid for fem år siden og kunne måske godt trænge til et brush-up i indretningen (tip! Jeg kender én, der er supergod til at style, just say when!). Den søde betjening var også en lille smule hurtig og mangelfuld (hvis ikke de kunne svare på vores spørgsmål, svarede de blot med et undskyldende smil, at det vidste de ikke), men som jeg altid har sagt; SKAL man vælge mellem viden og venlighed, så ville jeg til hver en tid vælge det sidste, og så håbe, at personalet kan finde viden frem ved at spørge. Og betjeningen var både velkommende og venlig. Maden var god, og stemningen i restauranten var som skrevet også fin. Og som et ekstra plus lagde vi også mærke til, at vi var lige præcis så mætte, som man skal være efter tre retter, da vi forlod restauranten; hverken for lidt eller for meget.
Restauranten
Jeg kan derfor sagtens anbefale Ocean Club, dog vil jeg nok næste gang svinge forbi på en varm sommeraften, så man kan sidde udenfor og kigge på havnen. Det må klart være til en fordel for restaurantens udseende. Men det er jo også en smagssag.
/Louise
Baren
____________________
ENGLISH
The plan was to sit outside on the terrace in the evening sun sipping champagne. But suddenly the calendar said October and the summer was over. Therefore, the trip to Ocean Club at Kalkbrænderihavnen was set on a dark and cold night in the fall. I kind of feared the worst for the night when I placed my bike next to the restaurant and looked into the restaurant’s bar, which was bathed in blue neon lights. I had not seen this style, since I back in 2007 sat on a beach restaurant in Barcelona and sipped champagne with the blog’s co-founder , Anne. Back then it was a cool style, but is it still cool six years later?
No, I will never come to appreciate this kind of decor. But that is the only negative thing about the visit. My friend Julie and I was greeted by a very friendly host who served us champagne in the lounge. Already five minutes later we were shown to our table in the restaurant, which is a large room with high ceilings and panoramic windows to the harbor and Svanemølleværket.
Our waiter was quickly on the spot and took our order. I ordered the starter 12-hour oxtail with green peas, seasonal herbs and truffle oil. My friend got Ocean Trio, which consisted of three delicious small bites; king crab with coconut and cucumber salad, tuna with wasabi and inside-out salmon roll with mint and apples. Both starters were really good, although I sent several envy glances at Julie’s plate. For the starters we each got a glass of South African white wine as part of a small wine menu. It was not at all suited for my starter, but it was good with Julie’s starter.
The main course was served approx. 20 minutes later – absolutely perfect. We had both opted for beef fillet with seasonal mushrooms, carrot puree, golden potato cake and tamarind sauce. It’s a long time since I ‘ve tasted so delicious and tender a piece of meat, we almost had a hard time holding back our excitement, and it also got us into a long discussion about how much bad meat you get in the Danish supermarkets. For the main course we had a glass of Italian red wine, and it fitted well with the plate.
Julie loves passion fruit, and decided to order the dessert mousse of passion fruit and white chocolate with seasonal berries and basil. I went for Ocean Club Tapas Desserts, which was a selection of assorted sweets, including mousse and chocolate cake. Here we were also quite satisfied, but Julie’s dessert might be a little bit better. The combination of passion fruit and the sweet, white chocolate was just right. Mmmm…
Both Julie and I agreed that the Ocean Club may have had their best days five years ago and could probably do with a brush-up of the decor. The sweet service was also a little bit fast and flawed (if they could not answer our questions, they simply replied with an apologetic smile that they did not know), but as I’ve always said, if you MUST choose between knowledge and friendliness, I would at any time choose the latter. And the service was both welcoming and friendly. The food was good and the atmosphere in the restaurant was good as well. And as an added plus, we put also noticed that we were exactly as full and satisfied, as you have to be after three dishes when we left the restaurant, neither too little nor too much.
I går morges, mens himmel og jord stod i ét i det gigantiske regnskylle-vejr, gik jeg (godt pakket ind) på arbejde. Og mens jeg gik ned ad Store Kannikestræde – liiiidt mandagsmut, indrømmer jeg – hørte jeg fløjter og trut i det fjerne. Og jeg satte farten op. Jeg fandt min telefon og slog kameraet til – for jeg vidste, hvad der ventede (bær lige over med semi-dårlige billeder – det regnede VILDT meget og soldaterne gik meget hurtigt):
Vagtskifte på Købmagergade en grå regnvejrsmandagVagtskifte på Købmagergade en grå regnvejrsmandag
YAY – vagtskifte! Tænk, at man på en helt almindelig, grå mandagsmorgen, på vej på arbejde omkring klokken halv ni, kan møde noget så festligt som et vagtskifte – i fuld ornat og med trut og trom og tramp og det hele! (Og så ved man også, at Dronningen er i byen, hvis nu man synes, det er rart at vide!) Jeg var lige så begejstret for at se soldaterne, som dengang jeg var barn, når mine forældre tog mig med ind på Amalienborg for at se vagtskiftet! Og min mandag blev bare rigtig god! Jeg tror, jeg vil time min mødetid efter vagtskiftet fremover! For helt ærligt, tænk hvor fedt at bo i en by, hvor soldaterne (næsten) hver dag går spillende gennem byen for at passe på Dronningen! Tak, soldater for regnvejrsmusik! / Anne
