Vi har en god nyhed til jer! Vi har fået en gæsteblogger – eller måske er det overhovedet ikke rigtigt at kalde Louis for ‘gæsteblogger’, for han kommer til at blogge mange flere gange her. Og han kommer til at blogge mest om hans store interesse for kunst! Men altså – vi er stolte og glade over at kunne præsentere Louis Levinsky! Han skriver om sig selv:

“Louis Levinsky, 30 år.

Igennem de seneste 10 år har min interesse for kunst og især nye og unge kunstners værker vækket stor glæde hos mig, og det har inspireret og øget min lyst til at følge kunstbranchens nyeste spirer endnu nærmere. Om det er dyrt/billigt, stort eller småt gør ingen forskel, bare det får smilet frem og vækker en masse glædelige følelser indeni – det er min bedømmelsesskala for hvad god kunst er!

Mine artikler/indlæg vil tage udgangspunkt i at finde frem til de spændende kunstnere, der gemmer sig i Københavns små gader og gallerier. Jer vil give jer et indblik i hvilke historier, der gemmer sig bag værkerne, og hvorfor lige denne kunstner har fortjent at blive fokuseret nærmere på i fremtiden.”

Og hermed – Louis’ premiereindlæg:

Det er onsdag eftermiddag på Vesterbro, nærmere bestemt Vesterbro Torv, hvor Anders Bendixen og jeg har aftalt at mødes, efter han har fået fyraften fra sit daglige arbejde i cykelbutikken længere nede af Vesterbrogade –  lige før man støder ind i Valby Bakke. Vi mødes på Barbar Bar, og første smøg bliver tændt.  Førstehåndsindtrykket er godt – flink og frisk fyr på 31, med lejlighed på Frederiksberg.

Anders er autodidakt tegner med et enkelt ophold på Holbæk Højskole i rygsækken. At valget ikke faldt på Kunstakademiet har betydet, at han føler, at han må forberede sig endnu bedre, når han udstiller, og når der bliver spurgt til værkernes udførsel og ideen bag dem. Anders er velovervejet, og svarene i løbet af interviewet falder ikke prompte. Han ser sig selv som en eftertænksom og observerende type, hvilket – fortæller  han – har smittet af på de seneste værker, som er blevet ret konceptuelle.

Konceptuel betyder, at Anders har måtte prioritere sin tid, efter han er blevet far, og den frie fantasi er lagt lidt på hylden til fordel for det sikre valg, som han til gengæld har haft enormt held med. Men ved sidste fernisering var der ingen nerver på, og måske var det et tegn på, at det hele var lidt for gennemtænkt og forberedt lige fra ideens fødsel. Han indrømmer selv, at det konceptuelle har dræbt lidt af lysten til bare at tegne frit uden at vide, hvad det skal føre med sig, hvilket gør værkerne knap så impulsive som tidligere. Det impulsive er dog fundet frem igen efter, den økonomiske side er blevet sikret med job hos cykelhandleren, og tegningerne igen er blevet en hobby. Dog en hobby som gerne må blive en endnu større indtjeningskilde på et senere tidspunkt.

Mange værker er skabt ved at lade øjne og ører observere det københavnske liv på natlige og daglige cykelture, hvor typiske hverdagssituationer opstår, som når gamle folk brokker sig højlydt over unge cyklister, der cykler imod ensretningen, eller når cafeborde fylder for meget, og barnevogne ikke kan komme forbi på de  små københavnske fodgængertorve.

Når man ser gennem Anders’ værker, ser man tydeligt, at temaet er hverdagsting, -bygninger og -oplevelser, som lige har fået et sjovt og interessant twist, så publikums fantasi kommer på arbejde. Smilet kan ikke undgå at blive påvirket, og mange skøre ideer er livlige som det gamle børs-tårn, hvis dragefødder er kommet til live, og tårnet er placeret på noget, der ligner en kampvogn. Det er både en passion for bygningen, men også en opfordring til publikum om at kigge anderledes på de københavnske bygninger og hverdagsting, som vi tager for givet. For eksempel hvordan en lille ting som en nøgle kan blive central, hvis den knækker eller bliver borte. Så har nøglen stor betydning, selv om den er lille af sin størrelse.

Anders ser ikke sig selv som kunstner i ordets forstand. Han vil ikke arbejde med et bestemt udtryk for derefter at finde et brugbart redskab til at understøtte budskabet og publikums opfattelse af værket. ”Et godt kunstværk behøver ikke at være teknisk godt udført,” siger Anders.

Hele ideen til at begynde at tegne og ikke mindst tegne ud fra fotografier kom efter en lang periode, hvor Anders tog en masse billeder til fester og i hverdagen, uden helt at vide hvad han skulle bruge alle fotografierne til i sidste ende.

Da interessen altid har været stor for tegneserier, og specielt PROJEKT X og medlemskabet af Marvel klubben og superhelte universet har fyldt, begyndte Anders at lade fantasien og pennen arbejde med fotografiet til stor begejstring for publikum, som har haft glæde af værkerne på Galleri Bredgade Kunsthandel de sidste par år. Næste soloudstilling er i 2015 i Bredgade.

Anders havde selv valgt at tage PROJEKT X bladet med som minde om noget, der har haft betydning for hans karriere.

Anders bruger ikke farver på sine tegninger. Det er for at skabe enkelthed, og det er samtidigt et sikkert valg. Det viser sig i løbet af interviewet, at Anders er farveblind og har svært ved at skelne mellem røde og grønne farvenuancer, men uden det skulle være årsagen til, at farver er fravalgt i tegningerne, fortæller Anders, mens der viser sig et stort smil på hans læber.

Det er vigtigt for Anders at gøre opmærksom på, at tegningerne er en proces over tid, som ikke bliver til på en time, hvilket betyder, at det  er muligt at finde små fejl på tegningerne, da de viser, at der er tænkt tanker under vejs, som ikke kan rettes op. Eksempelvis fortæller Anders, at den danske maler Tal R ofte påbegynder sine oliemalerier  ved at sprede store oliepletter ud over lærredet, da så store mængder oliemaling er mange måneder om at tørre helt ud. På den måde viser han, at Tal R’s værker er en proces, som ikke er overstået på 14 dage, før værkerne når galleriet.

Når talen falder på andre kunstnere, som fortjener at blive set nærmere på, nævner Anders navnene Rasmus Rinhack og Søren Bjørn, mens Frederik Næblerød også er et kig værd. Han får dog rigeligt med opmærksomhed, siger Anders med et glimt i øjet.

Fremtidsdrømmen fem år ude i tiden er at have et deltidsjob og arbejde endnu mere med kunsten og få flere samarbejder med gallerier rundt omkring i landet.

Anders Bendixen ønsker slutteligt, at hans tegninger, collager og hverdags fotografier skal sprede glæde og vække den humoristiske sans hos dem, som ser på hans værker. Samt vække den indre fantasi hos den enkelte.

Billederne er taget fra andersbendixen.dk /  profilfoto af Lasse Bak Mejlvang.

/Louis