fredag, januar 10, 2025
Home Blog Page 18

Peter Rosendal | Københavnersnuden #480

Ugens Københavnersnude er komponist og pianist, Peter Rosendal. Han har studeret ved Vestjysk Musikkonservatorium og derefter på Rytmisk Musikkonservatorium, hvor han afsluttede solistuddannelsen i 2006. Han har bl.a. modtaget Sonning Talentpris, Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat og Léonie Sonnings Musikstipendium. Lige nu er han aktuel med albummet ’Vejviser’, hvor han viser vej til ni forskellige danske naturafkroge og deres mangeartede lyde – fra Amager Fælled til Almind Sø ved Silkeborg. Mød Peter og hans København her. 

 

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Peter Rosendal: I øjeblikket er jeg i gang med at udgive og promovere min nye plade ’Vejviser’, som er den 12. udgivelse fra min side. Er ganske overvældet over den positive respons, da det er en lidt speciel plade, som både indeholder fugle, insekter, frøer og andre levende væsner. En plade, der sætter fokus på den vilde natur i Danmark.

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Peter Rosendal: Jeg bor på Røde Mellemvej i et spidst nikotingult hus omgivet af planter og træer.

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Peter Rosendal: Jeg går tur sent om natten, hvor chancen for at møde nogen er mindst, da den ene af mine hunde (en adopteret adfærdsvanskelig Schnauzer) ikke tåler fremmede hunde eller mennesker. Vi går typisk i området omkring Vejlands Allé.

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Peter Rosendal: Jeg drikker en kop pulverkaffe med piskefløde hver morgen i mit drivhus, i selskab af min skildpadde og min ældste hund Fritz, imens jeg nipper mine tomatplanter, og måske får dagens idé til en ny melodi.

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
Peter Rosendal: Hvis jeg ikke er på turné, spiser jeg hjemme. Jeg laver selv maden, gerne på bål i min store bålgryde bagest i haven.

Fotocredit: Peter Rosendal – Onkel Aages kunst i Peters have

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
Peter Rosendal: Jeg er ikke god til planlagte fester, men nogle gange kan euforien efter en vellykket koncert føre til en spontan fest med de musikere og publikummer man er sammen med på det givne tidspunkt. Den form for fest, er jeg meget tilhænger af, nemlig impro-fest.

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
Peter Rosendal: Jeg kan inspireres alle steder. Særligt når jeg slipper tangenterne og tænker på noget andet. F.eks når jeg er i Netto.

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
Peter Rosendal: Det er Amager Fælled. At følge fælledens beboere er sindssygt spændende. Nogle arter lever der året rundt mens andre kun er der om sommeren eller vinteren. Netop nu går jeg og venter på min yndlingsfugl Silkehalen, som kommer helt fra Sibirien. Udover at være vanvittig flot, kan den tåle store mængder alkohol som den indtager gennem de gærede bær den finder eksempelvis på fælleden. Det har givet den et lidt gumpetungt udsende pga. dens store lever.

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Peter Rosendal: Det holder jeg for mig selv.

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
Peter Rosendal: At gå hjem tidligt om morgenen gennem byen efter en lang nat på La Fontaine den sidste dag i Copenhagen Jazzfestival, netop der hvor sommeren er på sit højeste, og stemningen er i top.

Fotocredit: Peter Rosendal

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Peter Rosendal: Tag på Amager Fælled i maj måned ved aftenstid, og få en helt særlig musikalsk oplevelse. I en ret kort periode i foråret kan man høre en af de mest specielle og virtuose sangere, nemlig Nattergalen. Og så er ikke mere end 15 min fra Rådhuspladsen.

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Peter Rosendal: Byen mangler åndehuller med vild natur. Ikke “kvarterløft” med planlagte, velfriserede parker og græsplæner, men steder hvor vegetationen kan vokse frit, og sætte gang i fantasien for byens børn

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
Peter Rosendal: Tornsangerland fra mit nye album ’Vejviser’ – nattergalen, der er solist i nummeret, er optaget på Amager Fælled.

Cover af Peter Rosendals nye album “Vejviser”

På sit nye album ’Vejviser’ spiller Peter Rosendal på et Steinway og et Hornung & Møller – samtidigt. På albummet viser Rosendal så at sige vej til ni forskellige danske naturafkroge og deres mangeartede lyde. Fra Amager Fælled til Almind Sø ved Silkeborg, hvor Peter stammer fra. Der er bl.a. lyde af viben, gøgen og ravnen ved Limfjorden, nattergalen på Amager Fælled, klokkefrøer på Østfyn og den tilbagevendende solsort i Peters egen have, der har en hookline, den fløjter om og om igen.

Se mere fra Peter Rosendal på Facebook eller @peter.rosendal.56

https://www.facebook.com/peter.rosendal.56/videos/1049024056448732 – video til nummeret ’Klokkefrøstien’ fra det nye album

Tak fordi du ville dele dit København med os, Peter!

Pede B | Københavnersnuden #479

Ugens Københavnersnude er Peter Ankjær Bigaard alias den danske rapper og sangskriver Pede B. Han er kendt for sine stærke tekster, høj produktivitet og en særdeles dedikeret fanskare. Pede B er født i 1984 og har gennem de sidste atten år udgivet seksten album i eget navn, spillet over tusind koncerter og vundet de danske freestylerap-mesterskaber “MC’s Fight Night” tre gange. Han er pt. aktuel med det sekstende album Mercur, som udkom fredag d. 3. november. Mød Pede B og hans København her.

 

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Pede B: Mit nye album MERCUR udkom den 3. november), og op til en albumrelease føler jeg mig altid helt blæst op. Jeg kan bedst beskrive det som en blanding af forvirring, forventninger, absurd meget projektstyring og en anelse angst for, at man ikke laver nok hype op til.

Som en slags opvarmning havde vi sat en fire-byers mini-tour op – bl.a. i Aarhus og KBH, hvilket i mit holds tilfælde var lig med gode fester. Så selvom det hele i bund og grund er gode ting, kan jeg mærke, at jeg har lige lovlig meget på tallerkenen lige nu.

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Pede B: Jeg bor i Vanløse. I 2020 flyttede vi fra en lejlighed i Nordhavn og landede herude cirka to uger før corona ramte. Så vi var virkelig tvunget til at vænne os til det nye kvarter, når nu alt arbejde foregik derhjemme. Men jeg elsker at bo i Vanløse med metroen lige nede af vejen, så man altid kan være hjemme fra indre by på ti minutter.

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Pede B: Enten i den yderste del af Nordhavnen eller fra Utterslev Mose og ud forbi Høje Gladsaxe. Jeg elsker at gå i hele randområdet rundt om byen, Valby, Vanløse, ydre Nordvest, Søborg og så videre.

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Pede B: Jeg drikker kun sort kaffe, og når man ikke pøser en masse mælk i, er det jo vigtigt at grundproduktet smager godt. Men der er så mange gode steder i KBH. For eksempel Coffee Industry på Falkoner Alle.

LoveCopenhagcofen: Hvor spiser du?
Pede B: Selvom jeg har spist der en million gange, kan jeg aldrig få nok af Det Eksotiske Hjørne på Jagtvej.

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
Pede B: Som regel på Nørrebro. Sidste år lavede vi et event, hvor vi spillede 12 koncerter på 12 timer på bodegaer og cafeer på Nørrebro. Det startede helt roligt og hyggeligt og sluttede med kaos. Der er virkelig mange gode steder på Nørrebro. Skal man have et godt glas øl kan jeg anbefale People Like Us Beer Bar på Jagtvej.

Fotocredit: Oliver Sichlau

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
Pede B: Min ven Adam Sampler har studie på indre Østerbro. Der har vi virkelig lavet meget musik. Det er sådan et hyggeligt studie-kollektiv i et baghus, hvor man kan mærke, hvor meget fed musik der er lavet gennem årene.

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
Pede B: Jeg elsker virkelig ydre Nordhavn. Der er en næsten syret ro derude. Men det er mest, hvis man skal have renset hovedet. Skal man have gang i den, så tag til Nørrebro.

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Pede B: Første gang vi udsolgte Store Vega. Den scene og den sal er bare så ikonisk, så det bare føltes som en kæmpe ære at kunne stå der. Vega er jo virkelig en stor musikinstitution i KBH.

Fotocredit: Tinus Buus

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
Pede B: Min farmor tog mig altid til dukketeater i Kongens Have, da jeg var helt lille. De minder fylder mig altid med varme. Og så skate-området i Fælledparken, da jeg blev teenager.

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Pede B: Der er så mange virkelig små spillesteder i byen, så prøv at købe en koncertbillet til et eller andet du slet ikke kender på et lille sted. Der er noget smukt ved at få en musikalsk oplevelse med omkring 40 andre personer, hvor man kan mærke de optrædendes glæde og passion. For eksempel en af koncerterne på førnævnte People Like Us Beer Bar.

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det? 
Pede B: Tja, de høje priser skubber en hel masse mennesker ud i de her år. Det ville jeg ønske, vi kunne ændre på.

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
Pede B: Uh, en playliste kunne for eksempel være:

1) Oddisee – Ongoing Thing

2) Rittz – KISA

3) Murro – Husum

4) Salmo – 90MM

5) OT The Real – Forever

 

Tusind tak fordi du ville dele dit Københav med os, Peter!

Nu kan du også sejle i Københavns kanaler til vinter

Den populære bådudlejningstjeneste på Islands Brygge, GoBoat, forlænger deres sæson, så du også kan opleve vores smukke by fra vandsiden til vinter. Læs mere her. 

Af Nathalie 

Der er ikke noget, der hedder dårligt vejr, bare dårlig påklædning – er det ikke sådan, at man siger?

Tag derfor et par ekstra lag tøj på, for GoBoat holder nemlig åbent hele vinteren igennem, hvor du kan være din egen kaptajn gennem Københavns flotte kanaler. Derudover samarbejder de med den danske nyopstartede virksomhed StaySeat, hvor du kan leje et varmesæde til turen.

Du kan sejle ud med GoBoat fra nu og helt til 28. februar fra torsdage til mandage mellem kl. 11.30 – 16.00.

Læs mere og book her.

God fornøjelse!

Læs også vores guide: Her kan du leje båd i Københavns havn

John Garrison | Københavnersnuden #478

Ugens Københavnersnude er engelske John Garrison, der bor i København med sin danske kæreste, Pernille Andersen. Han er musiker, producer og sangskriver og flyttede hertil efter at have mødt sin kæreste i KB Hallen, da han spillede basg for James Blunt tilbage i 2008 På det tidspunkt boede han i NYC, men i dag har parret to børn sammen og bor i København. Han er desuden den ene halvdel af bandet GlassEar. Mød hans København her.

John Garrison

LC: Hvad har du gang i i øjeblikket?
John Garrison (JG): I øjeblikket forbereder jeg en musikvidoe for GlassEar og en af vores største koncerter til dato, hvor vi åbner for Love Shop på Hotel Cecil. Og så er jeg i gang med et fiimmanuskript sammen med min kæreste.

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
John Garrison (JG): Jeg bor på Gammelholm midt i København.

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
JG:Vi bor lige ved vandet, så det er her, jeg går ture. Jeg elsker vandet, og hvor vi bor, er der masser af det. Jeg har en løberute, som jeg tager hver 3. dag. Starter ved Soho House og løber hele vejen forbi Den Lille Havfrue, indtil jeg ikke kan komme længere. Så tilbage igen. Jeg er helt vild med det og føler mig jævnligt utrolig heldig at bo, hvor jeg gør.

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
JG:Jeg drikker kaffe på Les Voyageurs, som bogstaveligt talt ligger i min gårdhave. Jeg kan også rigtig godt lide Coffee Collective i Bernikow, da det har en meget unik stemning og god kaffe. Det er, som om Berlin møder Paris. Også Hart bageri over broen er virkelig godt og en fantastisk gåtur.

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
JG: Jeg kan virkelig godt lide Ravage på Kongens Nytorv. Også Popl Burger er fantastisk for vegetarer som mig. Soho House er også godt. 

John Garrison

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
JG:Jeg har aldrig rigtig været fan af natklubber. Mit job som musiker betyder, at jeg alligevel kommer til at leve et ganske festligt natteliv. For mig er det at optræde med koncerter den bedste fest. Hvis jeg skal ud og få en øl, går jeg en gang imellem på McJoy’s, Soho House, Holberg19, Café Malmø.

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
JG: I get inspired anywhere. On the new GlassEar EP, I wrote one song on the Tube in London, another while sat on Ofelia Beach at night, another in my front room during Lockdown etc etc. It really can be anywhere. There is always a melody or a chord sequence running around my head. 

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
JG: Jeg elsker Nyhavn. Jeg tror, fordi jeg teknisk set er turist, fordi jeg er englænder, bliver jeg aldrig træt af Nyhavns skønhed og filmiske atmosfære. Jeg ved, at alle mine danske venner sådan set undgår det, lidt ligesom jeg plejede at undgå Oxford St eller Times Square, da jeg boede i henholdsvis London og New York City. Men når jeg løber om morgenen, cykler jeg langs Nyhavn, og på en solrig, diset morgen er det et virkelig vidunderligt sted.

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
JG: Om sommeren havde jeg nogle venner på besøg fra Storbritannien. Jeg tog dem med til Reffen på en smuk sommerdag. Vi sad og fik øl hele eftermiddagen og lyttede til live musik. Jeg husker tydeligt, at jeg følte mig virkelig taknemmelig og glad for, at jeg boede i København.

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
JG: Det var selvfølgelig, da jeg mødte min kæreste i KH Hallen.

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
JG:Kom om sommeren. Der er ingen steder bedre end København om sommeren. Gerne forsommer, for eksempel juni. Jeg har været rundt i verden flere gange som turnerende basguitarist, og tro mig, der er ingen by, der er bedre end København om sommeren. Vi betaler dog for det. Januar og februar, synes jeg, er meget hårde. Lej også en cykel. Det er den bedste måde at se byen på.

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
JG: Jeg savner virkelig pubkulturen i England. I England har alle en lokal pub. Pub er faktisk en forkortelse for Public House, hvilket betyder, at det dybest set er en forlængelse af dit eget hjem. Jeg savner virkelig, hvordan jeg i Storbritannien bare kunne gå på pub på egen hånd. Jeg ville snakke med helt fremmede og så bare sige farvel sidst på natten. Ikke holde kontakten. Bare leve i nuet. Jeg oplever her i København, at alle sammenkomster er organiseret, og folk holder sig for sig selv. Da jeg først flyttede hertil, så danskerne overraskede ud, når jeg lige begyndte at snakke med dem, som jeg ville gøre på en pub i Storbritannien. Jeg tror, at København godt kunne bruge lidt af den engelske chit-chat.

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
JG: Alcoholic Faith Mission – Ask Me This

Tusind tak, John, fordi du ville dele dit København med os.

Følg John Garrisons band, GlassEar, her. 

GOD SØNDAG!

Operaparken: Københavns nye grønne åndehul

København har fået et nyt grønt åndehul med åbningen af Operaparken på Holmen. Men hvad kan du forvente af Københavns nye park med udsigt til vandet? Det kan du læse mere om her.

 

Af Louise Bro

Der bliver bygget løs i København, og hvor de høje bygninger og nye kvarterer dominerer mest i bybilledet, har vi nu fået noget så usædvanligt som en ny park. Operaparken åbnede officielt den 27. oktober, og hvor der før blot lå en stor græsplæne, er der nu kommet en grøn park med 600 træer og 20.000 planter fra hele verden, som smukt maskerer et stort underjordisk parkeringsanlæg.

Træer og planter fra hele verden

Vi har mange dejlige parker i København, og de bliver også flittigt brugt hele året rundt, hvilket kun er vidne om, hvor meget vi sætter pris på de grønne åndehuller. Det er desværre bare ikke altid dem, der bliver prioriteret, når der bliver bygget løs. Det er lidt som om, enhver ledig byggegrund hurtigt bliver tæt bebygget af nye boliger, kontorer og kvarterer. Noget af det der desværre ikke bliver prioriteret, når der bliver bygget, er de grønne områder. Derfor er det kærkomment, at København nu har fået en helt ny park ved Operaen.

Operaparken har været længe undervejs, og selvom første spadestik til projektet blev taget i 2019, er det først nu, at den grønne park er blevet indviet. Operaparken er doneret af A.P. Møller Fonden og skulle udgøre et klimavenligt frirum midt i en hektisk byudvikling. Men parken er dog ikke kun kommet til som et ønske om at skabe et grønt åndehul. Under Operaparken er der nemlig et parkeringsanlæg med plads til 300 biler og med direkte adgang til Operaen.

De mange biler ser du heldigvis ikke noget til, da det er det grønne, der uden tvivl dominerer. Selv fra nederste parkeringsniveau vokser der et 12 meter træ op til et tropisk væksthus. Og det er blot ét af mere end 600 træer, som er plantet i parken foruden 20.000 planter fra hele verden. De mange træer er fordelt i hele parken, som består af seks forskellige haver med landskabelige temaer fra hele verden: Nordamerikansk skov, Dansk egeskov, Orientalsk skov, Engelsk have, Nordisk skov og Det tropiske væksthus. Så der er rigeligt at gå på opdagelse i, når du slentrer rundt på de små stier og høje.

 

En park til ro og fordybelse

Underligt virker parken større nu, end da den bare var en græsplæne. Faktisk er græsplæner dét, der er mindst af i den nye park. Så du skal ikke forvente, at det er her, du kan smide dig på et håndklæde og solbade til sommer. Men det gør egentlig ikke noget. De mange skjulte pletter og bænke rundt omkring i parken er super hyggelige og indbyder til, at du bare sidder og nyder alt det grønne.

De snoede stier og skjulte kroge er ikke noget tilfælde, Operaparken er nemlig inspireret af 1800-tallets romantiske haver. Her er der dog ingen rosenbede eller formklippede træer, men derimod masser af træer, planter og blomster fra hele verden. Det får parken til at fremstå lidt mere vild – selvom alt er nøje udvalgt efter deres farvemæssige variation hen over året.

Lige nu er det efterårsfarverne, der pryder Operaparken, men parkens flora vil skifte udseende, duft, farver og tæthed efter årstiderne og afhængigt af, hvor i parken man opholder sig.

 

Ny vinterhave og café

Midt i Operaparken ligger Væksthuset, som rummer en vinterhave og én café. Det var også tiltrængt, da Operaen ellers tidligere kun var noget, man besøgte, hvis man havde billet til en forestilling. Ellers var der jo groft sagt ikke rigtigt noget at komme efter, hvis du gik en tur ude på Holmen. Men nu kan du hele året rundt tage ud til Operaparken og nyde mad, kaffe eller andet i caféen og nyde udsigten over vandet.

Væksthuset har åbent til morgen, frokost, afternoon tea og til aften, så uanset om du vil have en bolle med ost, smørrebrød, te og scones eller en middag inspireret af Operaparken skove, er der nu en god grund til at tage ud til Holmen – selvom du ikke skal i Operaen.

Det bliver spændende at se, hvordan Operahaven udformer sig og ser ud i alle årstider. Men indtil videre ser den virkelig vellykket ud. Det pynter også gevaligt på selve Operaen, som før lå alene som en stor mastodont. Nu er det skarpe kanter blevet blødet op af grønne træer, og det klæder virkelig Henning Larsen design. For slet ikke at tale om nabobyggeriet på Papirøen, som også kommer til at trænge til noget grønt, så tæt som det er bygget. Alt i alt er Operaparken et virkelig vellykket projekt, som du godt kan glæde dig til at besøge.

Broens Skøjtebane åbner 3. november

Så er det tid til at begive sig ud på glatis igen. Broens Skøjtebane åbner i morgen, fredag den 3. november, med et brag af en åbningsweekend. Læs mere her:

 

Af Nathalie

En af julens hyggeligste traditioner er en tur (eller flere) på skøjter, og nu starter skøjtesæsonen endelig! På fredag åbner en af byens skønneste skøjtebaner med et tætpakket program for alle aldre.

Foto: Broens Gadekøkken PR

Se programmet her: 

Fredag:
10.00 – 17.00: 2 for 1 på skøjteleje for alle under 18 år
16.00 – 21.00: Disco on ice
17.00: Skøjteopvisning med RSIK
Hele dagen: J-DAG fejres med 2 for 1 på X-mas øl fra Royal

Lørdag:
14.00 – 18.00: Disco on ice for børn
14.00 – 16.00: Gratis skøjteundervisning
15.00 – 19.00: Tilbud på vin chaud // 50 kr.
18.00 – 21.00: Disco on ice
Hele dagen: launch af ny julebryg på fad // Albani 2 for 1

Søndag:
14.00 – 16.00: Gratis skøjteundervisning

Programmet opdateres løbende på deres Facebookside – se mere her. 

Er du nysgerrig på, hvad der ellers sker i København i November? Læs vores guide her.

Bogforum 2023 / 3. – 4. november

I weekenden løber Bogforum 2023 af stablen i Bella Center, og her kan du opleve en 3-dages bogfest ud over det sædvanlige! Læs mere her:

Hvert år samles bogelskere, forfattere, forlag og andre læseheste til en hel weekend fuld af underholdning, debatter, talks og selvfølgelig, bøger. Det er Danmarks største litterære event og har været afholdt hvert år siden 1992.

Der er et fuldspækket program hele weekenden, og her er virkelig noget for alle.

Se programmet for fredag her. 

Se programmet for lørdag her. 

Se programmet for søndag her. 

Læs mere og køb din billet her. 

Er du nysgerrig på, hvad der ellers sker i København i november? Læs vores guide her.

/Nathalie

Pernille Andersen | Københavnsnuden #477

Ugens Københavnersnude er skuespiller, manuskriptforfatter og model, Pernille Andersen. Hun har stiftet bandet GlassEar sammen med sin kæreste John Garrison, og de har netop udgivet deres debut-EP “Nobody will get out alive”. Pernille spiller desuden med i den nye sæson af TV2-serien ‘Hvide Sande’ og skriver filmmanus i samarbejde med The Global Ensemble Drama, og derudover har hun tidligere skrevet og spillet med i kortfilmen ‘Dolphin’, som blev nomineret til en Robert. Mød Pernilles København her.

Pernille Andersen

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Pernille Andersen (PA): Jeg rejser en del frem og tilbage til Hvide Sande, hvor jeg spiller med i den nye sæson af TV2-serien af samme navn. Derudover optager vi musikvideo i mit band GlassEar til vores nye single, og vi øver til vores næste koncert på Hotel Cecil.

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Pernille Andersen (PA): Jeg bor på elskede Gammelholm. En stille flække mit i byen omringet af vand. Jeg kan høre fuglene pippe, når jeg åbner mit vindue, selvom jeg er et stenkast fra Kgs Nytorv.

LC: Hvor går du tur?
PA: Altid ved vandet. København er som at bo på en båd. Der er vand alle steder. Det giver mig ro og energi på samme tid.

LC: Hvor drikker du kaffe?
PA: Les Voyageurs. Soho House. Take away: Coffee Collective eller Riccos.

LC: Hvor spiser du?
PA: Er det take away, vælger jeg Garbanzo eller Oli Oli. Er det på restauranter, vælger jeg Fiskebaren i Kødbyen, Delphine på Vesterbro og Soho House.

LC: Hvor fester du?
PA: Jeg går stort set kun til privatfester og privat arrangementer. Men hvis det skal være ude, så kan det være hvor som helst med venner, en tilfældig cafe eller bar, der forvandler sig til en fest. Og i så fald gerne lokalt, Holberg 19 eller Les Voyageurs.

LC: Hvor inspireres du?
PA: Når jeg løber en tur. Eller i et vindue i byen, hvor jeg kigger ud på alle historierne.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
PA: Jeg kan ikke nævne et, for det afhænger af, hvilket humør jeg er i: Tivoli i de skiftende årstider, Den kongelige Bibliotekshave, Kastellet.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
PA: I de små brostensstræder bag og omkring Gammel Strand, når mørket er faldet på. Stræderne forvandler sig til en scene i en film, når de er tomme, og lyset fra gadelygterne står alene.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
PA: Da jeg boede på Vesterbro, gik jeg ofte rundt om søerne, når solen gik ned. Det var magisk. Så mange historier i alle de mennesker, der gik der og grinte og græd, omringet af alle farverne i træerne og søen, der spejlede solen.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
PA: Når det er solskin og sommer i København, så findes det ikke bedre. Det er en lille unik by. Et HC Andersen-eventyr man selv kan skrive. Lej en cykel og kør rundt.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
PA: Jeg rejser meget, og når jeg kommer hjem, så indser jeg, at vi danskere generelt set er ret reserverede. Jeg øver mig selv i at være mere åben og tale med “fremmede”. Min engelske kæreste kan finde på at tale med folk, han ikke kender, i et par timer i et tog. Det sker ikke så tit i Danmark.

LC: Dit soundtrack til byen?
PA: Archive: Again. Cigarettes after sex: Apocalypse. Billie Eilish: I love you. Love shop: Copenhagen Dreaming. Shivaree: Goodnight Moon.

Tusind tak, Pernille, fordi du ville dele dit København med os!

Følg Pernille og hendes band, GlassEar, på hendes Instagramprofil og på bandets profil

GOD SØNDAG!

Det sker i København | November 2023

Hvad kan du glæde dig i København i november? Det får du et overblik over lige her, hvor vi har samlet et lille udpluk af alt det, som du kan se frem til i vintermørket. 

 

1. NOVEMBER: Strikke- og hæklecafé i IKEA
Onsdag den 1. november forvandles den Svenske Café i IKEA til en hyggelig strikke- og hæklecafé. Alt du skal gøre er at tage dit eget garn og strikkepinde/hæklenåle med, så sørger IKEA for lidt til ganen.
2. NOVEMBER: Week of the Dead Closing Party
Petanque og Shuffleboard Bar i Adelgade fejrer Halloween fra den 26. oktober til 2. november og slutter ugen af med “The Dead Party” torsdag. Den står på latin musik, drinks med tequila, og der er happy hour fra 16-18.
3.-5. NOVEMBER: Bogforum i Bella Center

Den første weekend i november er der Bogforum i Bella Center, som hvert år samler bogelskere, forfattere, forlag og andre læseheste til en weekend fyldt med underholdning, debatter, talks og ikke mindst bøger.

3.-5. NOVEMBER: Åbningsweekend Broens Skøjebane

Skøjesæsonen bliver skudt i gang den 3. november, når Broens Skøjtebane åbner for isen! Det er femte år i træk, at Broens Skøjtebane står klar til skøjteløb, vinteridyl og events.

3. NOVEMBER: Julemarked Højbro Plads

Vi nærmer os den søde juletid, og det betyder også, at julemarkederne langsomt åbner i november. Et af dem er julemarkedet på Højbro Plads, som åbner den 3. november.

3. NOVEMBER: J-dag

Og nu vi snakker om jul, så skal du sætte kryds i kalenderen den 3. november, hvor der er J-dag. Der findes næppe en bar eller bodega i København, som ikke fejrer snebajernes kommen, så du skal bare vælge, hvor du vil hen og så finde en sikker måde at komme hjem – det plejer ikke at gå stille for sig!

3. NOVEMBER: Filmquiz i Cinemateket
Er du ikke lige til J-dag, så er der heldigvis også andre sjove muligheder den 3. november. Cinemateket holder filmquiz, hvor du i selskab med den rutinerede quizmaster Jesper Rosenkrantz kan quizze om film fra filmhistorien. Billetter koster 50 kr. og der er naturligvis fede præmier på højkant!
5. NOVEMBER: Byttemarked i Teatersalen
Har du ting, tøj eller andet, som du ikke bruger? Så skal du tømme gemmerne, tage det med du har tilovers til byttemarked i Teatersalen i Valby – og så kan du tage det med hjem, du har brug for, som andre har med. Det er ren win-win og alt er gratis.
5. NOVEMBER: Veras Market under Buen
Der er også masser af genbrug på Veras Market hver søndag i november fra kl. 10-15. Her kan du gå op opdagelse, gøre gode loppefund og være med til at bekæmpe tøjspild under Buen.
10. NOVEMBER: Morgendans på Ofelia Plads
Start din fredag morgen med dans i det fri fra kl. 9-10. Det koster 75 kr. at deltage, og der kræves ingen erfaring, blot lysten til at danse og få sved på panden.
10. NOVEMBER: Juleudsmykning på d’Angleterre

En efterhånden fast tradition for mange er at tage plads på Kongens Nytorv og se, når d’Angleterre afslører deres juleudsmykning på facaden – og i år sker det den 10. november.

10. NOVEMBER: Taylor Swift Musikbanko

Er du Swifty? Og skuffet over, at vi både missede hende på den aflyste Roskilde Festival i 2020 og hendes verdensturné, som ikke lagde vejen forbi København? Så er der et lille plaster på såret, når Absalon holder musikbanko (Taylor’s Version) den 10. november.

12. NOVEMBER: Åbent Rådhus

Har du aldrig været en tur inde på Københavns Rådhus? Så har du chancen nu. Den 12. november fra kl. 10-14 er der åbent rådhus med sjov for hele familien. Foruden at se det hele indefra, er der skattejagt, mulighed for at møde en borgmester, få repareret din cykel, få et indblik i byens udvikling – og købe de berømte rådhuspandekager.

12. NOVEMBER: Åben Hal – DGI Byen
Rådhuset er ikke det eneste sted, som holder åbent hus den 12. november. Det samme gør DGI Byen, hvor der både vil være fri leg og samlede aktiviteter som deres instruktører har planlagt på en opsat bane i hallen. Der er sjov for hele familien, og eventet er gratis for medlemmer og for ikke medlemmer koster det 25 kr. per person.
17. NOVEMBER: SMK Fridays

SMK inviterer igen til SMK Fridays, og den 17. november bliver det i samarbejde med performancegruppen Sisters Hope. Fra kl. 16-22 kan du opleve en aften med nyskabende performancekunst, sanselige sessioner, koncert-performances, poetiske lydmeditationer, art talks, og kreative værksteder.

19. NOVEMBER: Byens Lopper – Kulturhuset Indre By

Kulturhuset Indre By mellem Nansensgade og Søerne holder loppemarked den 19. november. Her vil selvfølgelig være en masse loppestande men også repairstand, hvor du kan få lavet reparationer af tøj du enten medbringer hjemmefra, eller finder på markedet.

19. NOVEMBER: Jul i Tivoli

Den 19. november åbner Tivoli igen for julemagien. Der vil være juletræer i smukke farver, masser af lys, hygge og julestemning.

22. NOVEMBER: Julebanko i Sydhavnens Vinbar

Sydhavnens Vinbar inviterer til julebanko, hvor du for 79 kr. får tre bankoplader. Der er fede præmier på spil og selvfølgelig god julesteming. Misser du den 22. har du også chancen den 29. november.

24. NOVEMBER: Julefrokost i Absalon

Ingen jul uden julefrokost, og den slags bliver også skudt i gang allerede i november – ellers når man det jo ikke. Absalon holder julefrokost den 24. og 25. november og faktisk også hver weekend i december, så der er rig mulighed for at samle vennerne (eller møde nogle nyde) til fælles julemiddag og et brag af en fest. Julemiddag og efterfølgende fest koster 350 kr.

24. NOVEMBER: Down Sessions på Hotel Danmark
Der er fredagsbar og masser af hyggelig stemning på Hotel Danmark. Her vil hotellets DJ sørge for god musik, og hyggen får du (udover fra drinksene) også fra varmen og ilden i pejsen fra kl. 16.30-19.30.
25. NOVEMBER: Juleoptog på Amagerbrogade

Et af julens absolutte højdepunkter er og bliver det legendariske juleoptopg på Amagerbrogade. Det her optog er med garanti som intet, du har set før, men du kommer helt sikkert i julestemning. Juleoptoget starter kl. 16 og Amagerbrogade er lang, så du skal bare finde et god spot og nyde det.

25. og 26. NOVEMBER: Jul på SMK
Du kan komme i julestemning på SMK, hvor du både lørdag og søndag kan deltage i en masse julesjov for hele familien. Lørdag kan du lave smuk julepynt i det store, kreative værksted og være med til at kreere en kæmpe stor “GIGAlande” i fælleskab mens Det Danske Drengekor og SMK’s julepianist sørger for julemusikken.
25. NOVEMBER: Winter Rooftop Party på Hotel Zoku
Hotel Zoku inviterer til Winter Rooftop Party i bedste afterski stil fra kl. 19-00. Her kan du se frem til livemusik fra DJ Carla Schack, lækker mad, forfriskende drinks, og en smuk udsigt over byens tage fra hotellets 5. sal på Amager.
26. NOVEMBER: Gammeholm & Kayak Bar Julemarked
Gammelholm Beboerforening og Kayak Bar inviterer til julemarked fra kl. 11-17, hvor du kan møde lokale kunsthåndværkere, gallerister, guldsmede og meget mere. Klokken 11.45-12.30 synger Kammerkoret AmaCantus kendte og klassiske julesange. Der er godteposer til de første 30 børn, og der kan købes gløgg, æbleskiver, kaffe, sandwich mv. i baren.
27. NOVEMBER: Quiz på Taphouse
Øl og quiz, det er præcis hvad du får på Taphouse den 27. november. Formatet er ganske simpelt, deres quizmaster er klar med en masse spørgsmål, billetten koster 50 kr. som foruden quiz også indkluderer en kold øl fra hanen.
Som altid opdaterer vi løbende listen, så gem linket, så du altid er opdateret på alt det der sker i november i København.

Ny restaurant på Østerbro: Brasserie Post

Onsdag d. 25. oktober slog den nye restaurant, Brasserie Post for første gang dørene op i den ikoniske postbygning på Østerbro. Menuen byder både på klassikere, specialiteter og et ambitiøst vinkort. Drømmen er at skabe et sted, der både indbyder til snacks i baren, middage ved pejsen og petanque i gården.

 

Østerbro er blevet en restaurant rigere med åbningen af det nye Brasserie Post, som også er det nyeste skud på stammen af restauranter, der drives af Meyers. Brasserie Post råder over mere end 500 kvm inklusive gårdhave med orangeri og petanque bane.

Renoveret fra inderst til yderst

Navnet på den nye restaurant er intet tilfælde, da den ligger i den ikoniske postbygning på Østerbro lige ved Trianglen. Gennem de seneste år er det historiske posthus blevet renoveret fra inderst til yderst. Hvis du nogensinde har besøgt posthuset, da det fandtes, så får du dig noget af en overraskelse. Rummet er smukt indrettet med mørke træpaneler, smukke træmøbler og masser af fransk rørflet. Men der er også masser af nordisk varme og charme, som indbyder til, at du både kan mødes til en snack, hænge ud i baren og ved pejsen eller spille petanque i gården, når den åbner til foråret.

Franske klassikere og specialiteter

I ugerne op til åbningen den 25. oktober har køkkenchef Dave Harrison og hans team lagt sidste hånd på detaljerne – og ikke mindst på menukortet:

”Jeg har glædet mig til at præsentere kortet, hvor vi har gjort os umage med at sammensætte en menu, der viser bredden i den franske madkultur og hvordan de forskellige regioner er defineret af hver deres råvarer, retter og traditioner”, fortæller Dave Harrison.

Brasserie Post har både åbent til frokost og aften. Menuerne byder både på klassikere som steak tatar, søtunge meuniére og tarte flambée og på specialiteter som tarte tatin med karamelliserede løg, mælkebøttesalat med estragon og helstegt due med duelever-parfait og bagte druer. Og så kommer der til at være forskel på frokostkortet, der er ret uformelt, mens aftenkortet byder på både a la carte og en ’chefs selection’ menu.

Dave Harrison har tidligere været køkkenchef på københavnske Brasserie Prins og Den Vandrette samt Au Passage i Paris. Tidligere gæster vil måske kunne genkende køkkenchefens svaghed for de råvarer, som nogle tøver med at sætte på kortet.

Derfor finder du også retter med indmad som f.eks. ’cervelle de veau à la grenobloise’, dvs. kalvehjerne med kapers og citron, og hjemmelavet charcuterie. Maden bliver lavet afsæt i naturen og sæsonerne, og mange af råvarerne er desuden hentet fra lokale producenter. Så hvis en jæger ringer med tre krikænder, så tryller Dave Harrison og hans team og sætter dem på menukortet som dagens specialitet.

Et vinkort med afsæt i vinmagerne

Som sommelier har Brasserie Post hyret Riccardo Meconi, der er tidligere sommelier på bl.a. Iluka, Bæst og Coco Hotel, og ligesom for køkkenchefen, er samarbejdet med leverandørerne udgangspunktet for sammensætningen af vinkortet:

”Autenticitet og kultur er hovedkriterierne for udvælgelsen af vine til Brasserie Post – og da naturvinsbevægelsen var – og stadig er – et kulturelt fænomen, vil vi fokusere vores udvalg på regioner, hvor nogle få visionære vinmagere har inspireret til et seismisk skift i fremstillingen af vin. På den måde er vores udvalg ikke sammensat med afsæt i druesorter eller vine, men i de mænd og kvinder, som dyrker og producerer vinene”, fortæller Riccardo Meconi.

Vinkortet er inddelt efter huse og ikke farver, druer eller regioner. Og derfor kan gæster opleve, at tjenerne måske foreslår en producent i stedet for en bestemt vin, fordi de på den måde bedre kan forbinde mad og regioner.

Brasserie Post åbnede d. 25. oktober i det gamle posthus på Øster Allé 1 med ENIGMA – Museum for post, tele og kommunikation som nabo.

Køkkenet serverer både brasserie-klassikere og moderne fortolkninger af egnsretter fra det franske landkøkken. Brasserie Post serverer frokost tirsdag-søndag kl. 11.00-15.30 og middag tirsdag-søndag kl. 17.30-24.00.

Læs mere og se menuerne: www.brasseriepost.dk.