lørdag, april 27, 2024
Home Blog Page 125

LÆKRE SANDWICH PÅ AMAGER

Jeg elsker at opdage nye steder. Og nu har jeg fundet endnu et sted på Amager. Det er et sandwichsted, der sælger lækre sandwich og gryderetter, hvor der er kælet for råvarerne. Der er mad til alle – også hvis du er til vegetarisk, vegansk eller glutenfri mad.

Det er et stykke tid siden, at jeg var på vej til gratis koncert med Allan Olsen, der spillede på Christianshavn. En fantastisk koncert, en fantastisk hverdagsaften. Jeg elsker at opleve noget en hverdagsaften, da jeg ofte oplever, at de er reserveret til weekenden. Det behøves de slet ikke. På vej til Christianshavn kørte jeg forbi et sandwich-sted, der så interessant ud. Jeg havde tidligere kørt forbi og tænkt, at det skulle jeg prøve, da der altid duftede så dejligt, og så var der altid mange mennesker, der gik ud og ind. Altid et godt tegn.

Denne aften stoppede jeg op ved Amagerbrogade 13, satte cyklen og begyndte at læse menukortet. Til min egen overraskelse så var grunden til den dejlige duft de hjemmebagte brød. Jeg elsker, når stederne selv bager deres brød – det smager altså bare bedre! Så jeg fandt hurtigt ud af, at jeg skulle prøve en sandwich med det hjemmebagte og hjemmeduftende brød.

Sandwich-baren hedder Foodie og byder både på gryderetter samt kød- og vegetarsandwich. Jeg valgte en sandwich med advocado og mozzarella og en juice med æble, ingefær og mynthe, som var stedets egen opskrift. Super lækkert. Der er også noget for dig, hvis du er til vegetarisk, vegansk eller glutenfri mad. Du kan også finde Foodie på Facebook. Der er en hyggelig atmosfære, og nogle søde ekspedienter, der giver sig god tid til at lave din sandwich.

Hvor: Foodie på Amagerbrogade 13, 2300 København S eller Jagtvej 133, 2200 København N. Hvornår: Mandag – fredag fra kl. 11.00 til 21.00 og lørdag – søndag fra kl. 12.00 til 21.00. Pris: 45 – 85 kr.

mynte æble og ingefær drik foodie amager udenfor

foodie menukort amager foodie amager

I kan godt glæde jer til noget lækkert.

/Maria

Reptile Youth & Abby Portner

I morgen aften spiller Reptile Youth en helt unik koncert på Bremen i København. Men det er ikke en helt almindelig koncert (hvis man overhovedet kan tale om en ‘almindelig koncert’ med Reptile Youth). Mads Damsgaard Kristensen har nemlig teamet op med kunstneren, Abbey Portner, som har produceret et helt unikt scenedesign med tilhørende video til koncerten.

Om samarbejdet med Reptile Youth fortæller Abby Portner:

Hver gang jeg skal lave nyt indhold eller videoer til et band eller individuelle kunstnere, forsøger jeg at kombinere min æstetik med bandets personlighed og stil. Det er altid en god udfordring. Til de her koncerter tror jeg, at de ekstreme forskelle mellem klimaerne og de steder, hvor vi begge bor, er et godt sted at starte. Varmen, vandet, stranden og ørkenen i LA kombineret med de mere blå-grønne, kolde farver og den jordnære ‘vibe’ i Danmark er meget interessant for mig. Bandmedlemmernes varme og deres måde at arbejde på har også indflydelse på mig.

Abigail Portner er billedkunstner, filmmager, stop-motion animator, set designer og kostumemager. Hun er vel nok mest kendt for sit samarbejde med Animal Collective, som hun har arbejdet sammen med siden hendes bror, David Portner var med til at starte bandet i deres teenage år. Derudover har hun designet skateboards for Alien Workshop og dukker for Jim Henson Studios, og så har hun lige lavet en performance med John Cale på Whitney Museum i New York. Hun har med andre ord bevæget sig i flere forskellige spektre siden hun blev uddannet fra Parsons School of Designs i New York. Se mere om Abby Portners arbejde på hendes hjemmeside lige her.

Reptile Youth har netop udgivet singlen ‘Away’ fra EP’en af samme navn, der udkommer den 8. juni. Til koncerterne vil man kunne opleve alle de nye numre samt gamle Reptile Youth numre.

Se mere om eventet på Facebook her – og køb billetter her.

Reptile 2

Sophie Dupont | Københavnersnuden #57

Netop nu kan du opleve 41 kunstnere i Københavns fem kunsthaller, Den Frie Udstillingsbygning, Kunstforeningen
GL STRAND, Kunsthal Charlottenborg, Nikolaj Kunsthal og Overgaden – Institut for Samtidskunst, der er samlet under én fælles udstilling, nemlig TRUST. Udgangspunktet for udstillingen er tillid – tillid til hinanden og tillid til, at kunsten kan få os til at se det velkendte med nye øjne. Udstillingen kører til og med den 25. oktober, og en af kunstnerne i TRUST er den dygtige Sophie Dupont, som ofte bruger sig selv i sine kunstværker. Sophie har sagt ja til at være vores københavnersnude i denne uge – læs her om hendes København:

LC: Hvad pusler du med for tiden?
SD: Pusler er vel sådan noget som at strikke eller gå i haven og ordne bede …. egentlig pusler jeg vist ikke så meget, men hvis det skulle være noget, så er jeg igang med at frysetørre forskellige interessante væsker og har et aldrig sluttende broderiprojekt liggende. 

LC: Hvor bor du?
SD: København Ø

LC: Hvor går du tur?
SD: Ved vandet

LC: Hvor drikker du kaffe?
SD: På taget i min ejendom.

LC: Hvor spiser du?
SD: Sebastopol og 20A.

LC: Hvor fester du? 
SD: Jeg fester mest hos private 
eller spontant efter åbninger.

LC: Hvor inspireres du?
SD:National Museet, i naturen, i kirken, af andre kunstnere, 
og når jeg er sammen med mine venner.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
SD: Helgoland året rundt. 

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
SD: I toppen af spiret på Nikolaj kirke.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
SD: Hubertusjagt i Dyrehaven hvert år.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
SD: Kanalrundfarten og en tur til Louisiana.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
SD: Måske et sted som Ballhaus i Berlin, hvor unge og ældre danser og 
spiser side om side, og hvor der er masser af plads

LC: Det bedste sted at opleve kunst i byen?
SD: Louisiana og National Museet.

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Sophie.

Husk at tjekke TRUST-udstillingen ud inden den 25. oktober.

GOD SØNDAG!

TRUST_sophie_dupont_foto_Martin Kurt Haglund.20150828_0035

MANIPULATION – HAN FUCKR MED DN HJRNE

Har du set Jan Hellesøes programmer på DR3 om manipulation og hypnose, så ved du, at der er noget lusket ved den mand. Han er ikke til at regne ud, og det er underligt. Og spændende. Og overraskende og sjovt. Ligesom hans show, Manipulation, som jeg i onsdags slæbte min ven med ind at se på Hofteatret ved Christiansborg.

Allerede ved Christiansborgs ridebane er jeg utryg. Der er noget lidt uhyggeligt over brosten, dunkel gadebelysning og en kæmpe, øde bygning i baggrunden, der nærmest truer med sit majestætlige spir. Jeg er også sikker på, at der ligger en lille dis over ridebanen, lige som man kender det fra kirkegårde i zombiefilm – lige før ligene rejser sig fra gravstederne. OK, min fantasi fejler ingenting, men grunden til, at tankerne er så thriller-fokuserede lige nu, er, at jeg er på vej ind på Hofteatret til premiere på Jan Hellesøes show, Manipulation. Jeg er dybt fascineret af ting og fænomener, der ikke kan forklares og har derfor fulgt med i programserierne om hypnose og manipulation med stor undren og glæde. Jeg elsker, hvordan alle bliver slået ud af kurs, når de føler sig afsløret – når Jan har ‘læst deres tanker’. Det er jo vores alle sammens største frygt. Hvis nogen læste mine tanker, ville jeg være færdig. Låst inde. For altid. Og sådan er det nok for de fleste af os. På sammen måde er jeg fascineret af serien, Lie To Me, hvor politimanden Cal Lightman (spillet af altid fantastiske Tim Roth) studerer ansigtsudtryk og kropssprog for på den måde at afsløre, når skurkene lyver. Uuuh. Det er spændende!

Det hemmelige show

Det er altså den verden, jeg regner med, at jeg skal være en del af denne onsdag aften, da jeg træder ind på Hofteatret. Her har jeg aldrig været før, og fordi jeg jo er i mit thriller-fokus, forekommer den lange trappe op til teatret mig også en kende uhyggelig. Hvorfor skal Ludvig Holberg stå der og byde velkommen? Han virker anmassende og overvågende.

Nå, ind med os på plads foran scenen i det gamle, charmerende teater. Lyset tændes på scenen, og ind kommer Jan Hellesøe. Og så kan jeg faktisk ikke sige mere. Det er ikke fordi, jeg ikke kan huske, hvad der så foregik – vi blev vist nok ikke alle sammen lagt i dyb hypnose for slet ikke at kunne genkalde, hvad vi mon var udsat for derinde i teatersalen. Spændende tanke, og sikkert ikke umuligt. Men jeg kan ikke fortælle om showet, fordi de for mig meget mystiske ting, der foregår i showet, naturligvis ikke skal afsløres her. Jeg kan dog sige så meget, at jeg under showet flere gange tager mig selv i at sidde på præcis samme måde, som jeg gjorde som 4-årig, når noget er spændende: med hovedet halvt tilbage, åben mund, store øjne og fokus 100 % rettet mod det, der sker foran mig. Dybt fascineret og underholdt. Og denne barnlige siddeposition bliver kun afbrudt, når jeg skal kigge på min ven med et “Hvad foregik der lige dér?!?”-blik.

Diskuter hvad I har oplevet

Da showet er slut, runder Jan Hellesøe af med en lille fortælling om, hvad han egentlig gerne vil med showet. Og nu bliver jeg lidt i tvivl, om jeg bryder nogen love, for vi har naturligvis alle sammen svoret, at vi ikke vil røbe, hvad der helt konkret sker i ‘Manipulation’ – udover at Jan Hellesøe manipulerer. Men der var engang, hvor jeg arbejdede på en programserie på DR Dokumentar. Den hed Krigerne og blev ikke nogen stor succes, men den blev lavet af én af Danmarks mest spændende dokumentarister, Poul Martinsen, og den byggede på Rolf Kuschels bog, Ondskabens Psykologi, som jeg kraftigt kan anbefale. Den bog og den serie satte en masse tanker i gang hos mig, om hvorfor der findes onde mennesker – eller findes de overhovedet? Er de frivilligt onde, eller har de oplevet noget, der har gjort dem til dem, de er? Eller er de blevet hjernevaskede, manipulerede?

Min ven og jeg havde en god snak om manipulation, hypnose og ikke mindst de ekstremt underholdende elementer i Jan Hellesøes show. Som jeg naturligvis sagtens kan anbefalet. Jeg ved så ikke, om jeg er blevet manipuleret til at synes, at det var SÅ godt. Men det er jo i og for sig også irrelevant.

Se showet!

/Louise

Jan Hellesøe Manipulation

KIIN KIIN – STJERNEMAD PÅ NØRREBRO

Hvorfor vente til weekenden med alt det gode? En hverdagsaften tog jeg turen til Nørrebro for at blive forkælet på Kiin Kiin – den eneste asiatiske restaurant med en stjerne i Guide Michelin. Er du til det thailandske køkken med et moderne twist, så tag dine sanser med ud på en skøn rejse – og glem alt om din bankdame, som uden tvivl vil være sur, når du kommer hjem igen.

Forleden fik jeg en overraskende kommentar. “Nååå, så sund er du heller ikke?” lød det fra min date, da jeg gavmildt hældte flødeskum i min varme kakao på Dag H. Svaret var prompte “nej”. For nok er jeg sund, men jeg er ikke fanatisk. Jeg elsker mad og alt det, der følger med en god madoplevelse og lever derfor også gladeligt efter mottoet ‘Piger, der ikke har appetit på mad, har ikke appetit på livet’. Min begejstring var derfor også stor, da en invitation til Kiin Kiin en dag kom min vej. Restauranten har nemlig længe stået højt på min gastronomiske liste.

IMG_8997IMG_8998

10 år med thailandsk stjernemad

Kiin Kiin ligger midt på Guldbergsgade på Nørrebro med en fin udsigt over byen fra sine tre etager. Indretningen er ikke overraskende holdt i en thailandsk stil, hvor unge og progressive thailandske designere har stået for bl.a. lamper, stole og borde samt diverse kunst, mens meget af servicen er dansk med både nye såvel som gamle designernavne. Vi startede i kurvemøblerne i loungen, hvor vi fik champagne og de første retter ud af 30 (oh jæs, madøret her var glad). I anledning af at Kiin Kiin har eksisteret i 10 år, fik vi deres jubilæumsmenu med alt fra syltet og stegt lotus til congee med ingefær og ristet løg, soya cashew marengs, rød karry med hummer og litchee samt banankage med saltet kokosis – det hele opfindsomt, smukt eller sjovt anrettet og serveret. Vi fik bl.a. en bakke ind med græs, en sprøjte med suppenudler, en salat med en stor candyfloss på toppen og en lille dessert, der lignede en strand, hvor vi skulle suge en drink op af sandet. En af retterne kom også ind i to versioner; en kold og en varm, så vi skulle spise af hinandens. På bordet lå desuden en bunke smukke fotokort med billeder af Kiin Kiins retter gennem det sidste årti, så vi kunne bladre i takt med, at retterne kom ind – en rigtig sjov idé og en genial souvenir.

IMG_8993.JPGIMG_8991.JPGIMG_8989.JPGIMG_8994.JPG

IMG_8996IMG_8985.JPG

Alle retterne var en opdateret version af det thailandske køkken med klassiske opskrifter piftet op med moderne teknikker og fantasi. Er du derfor til et solidt måltid med klassisk for-, hovedret og dessert, så vil du nok finde Kiin Kiin en tand for eksperimenterende. Men hvis du vil have en sjov aften i gastronomiens thailandske tegn, hvor du får brugt alle dine sanser, så tag spenderbuksen på og kom afsted – for det er ikke en billig fornøjelse at besøge Kiin Kiin. Men det er en fornøjelse, som du kommer til at huske.

/Ditte

Sammy Gizani | Københavnersnuden #56

Vi er ikke i tvivl om, at alt kan ske for ugens snude, når han bevæger sig rundt i byen i de sene nattetimer. Selv mødte vi ham en sen nattetime over en falafel på Nørrebro. Egentlig var planen, at vi skulle hjem og i seng, men før vi så os om, var vi endt midt i en privat kunstudstilling på Frederiksberg. Mød ugens snude; den dygtige og inspirerende multikunstner Sammy Gizani.

LC: Hvor bor du?

SG: Jeg bor på skønne Frederiksberg på Forchhammersvej lige ved søerne.

LC: Hvor går du tur?

SG: Ved søerne – især ved Sankt Jørgens sø, hvor der er kun to svaner.

LC: Hvor drikker du kaffe?

SG: Det gør jeg mange forskellige steder men især på Kaffeplantagen på Sankt Hans Torv eller på Glyptotekets café. Begge steder har en helt unik stemning

LC: Hvor spiser du?

SG: På de små steder i indre by bl.a. på La Galette. Den er godt gemt væk; først finder man den, og så spiser man.

LC: Hvor fester du?

SG: Primært på Nørrbro på bl.a. Rust.

LC: Hvor inspireres du?

SG: Det gør jeg i høj grad på Nørrebro, hvor mangfoldigheden for alvor udfolder sig, hvilket åbner op for både inspiration og refleksion.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?

SG: Kongens Have om sommeren hvor mennesker bare altid er smukkere og i Elmegade, hvor der næsten ikke er plads til at spadsere.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?

SG: Hver gang, jeg cykler i København, er det en form for forelskelse

LC: Hvad er dit bedste minde om København?

SG: En mørk vinteraften, hvor det sneede og alt var stille og modtageligt overfor naturens velsignelse.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?

SG: Tag en tur på Davids Samling; det er en perle på Kronprinsessegade 30. Og tag på Amigo Bar om fredagen efter kl. 01 – alt kan ske.

 

Tusind tak til Sammy fordi du ville dele dit københavn med os – og ikke mindst indvie os i din fantastiske kunst.

FEM ALBUMS TIL EN GÅ- ELLER CYKELTUR GENNEM EFTERÅRSKØBENHAVN

Det er efterår og tid til lange gåture, pakket ind i varme sweatre, halstørklæder og lette vanter, gennem skoven, parkerne og byens gader, hvor træerne langsomt smider bladene, som har skiftet farve fra grøn til rød, gul og orange. Er du ude på en gå- eller cykeltur alene, så sørg for at have disse albums med dig i ørene og lad dig opsluge af byen, musikken og ordene.

VI SIDDER BARE HER

Ingen Regning Til Mig – Vi Sidder Bare Her
Jørgen Leth fortæller om alt og ingenting over musik af Mikael Simpson og Frithjof Toksvig. Jeg elsker især nummeret om mænd, der græder – eller den om ord, der betyder lidt – eller den om den hvide serviet.
Sidste gang, jeg lyttede til dette album var, da jeg for en måned siden på Bornholm sad i Hasle, bag ved et lille hus i læ for blæsten og drak en øl sammen med min ven Lasse, mens vi i stilhed betragtede solnedgangen. Det, i kombination med Leths karakteristiske stemme, glemmer jeg aldrig. Dette album vil dog også fungere rigtig godt i regnvejr.
Tag dette album i ørene og gå eller cykl en tur gennem Vestre Kirkegård, Søndermarken og Frederiksberg Have. Hør også gerne de andre albums fra denne trio.

TAME IMPALA

Currents – Tame Impala
Skinner solen, vil dette album passe perfekt til en langsom gåtur gennem Assistensen – gerne med et ophold på en grøn plet eller en lille stille stund på en bænk, hvor du kan betragte de forbipasserende. Albummet er både funky, psykedelisk og soulet, og så overrasker det, så du aldrig rigtig ved, hvor numrene vil fører dig hen. Derfor skal du heller ikke planlægge din rute, når du bevæger dig ud i byen med Tame Impala i ørene – bare gå.
Tag dette album i ørene og gå en tur gennem Assistens Kirkegaard, Blågårdsgade, Nørrebro Parken, gennem Nordvest – bare gå uden retning eller mål.

Ezra-Furman

Perpetual Motion People – Ezra Furman
Her er et rigtig power-album, som fungerer rigtig godt til en tur gennem byen, hvor du kigger på menneskerne. Forestil dig, hvor de er på vej hen, hvor de kommer fra, og hvad de mon tænker lige nu. Skab dine egne historier om, hvad parret på bænken snakker om, manden med øllene, kvinden på cyklen, der skynder sig gennem gaderne – hvad skal hun? Da jeg var yngre, hang jeg tit ud med en god ven, som var sindssygt god til at fortælle historier om de mennesker, der gik rundt i byen. Det var altid en fornøjelse at sidde på en bænk sammen med ham, mens han lavede stemmer og lod som om, at han var de to personer, der sad 50 meter fra os. Pludselig blev byen til en kulisse, og ’vores par’ til hovedpersoner i den film, som udspillede sig for øjnene af os.
Tag dette album i ørene og gå eller cykl en tur gennem Christianshavn, både ved kanalerne og voldene, men også på Christiania og Papirøen. Blot der er folk, du kan betragte. Husk at smile undskyldende, hvis du kommer til at stirre, og du bliver opdaget.

LYDMOR

Y – Lydmor 
Albummet her får mig altid i festhumør. Lydmor er min nye darling, hun er så cool, og jeg føler, at København bliver lidt større og lidt mere som en metropol fyldt med moderne eventyr, når jeg lytter til dette album. Jeg har hende i ørene, når jeg cykler fra A til B, især når jeg har lidt travlt, for hun sørger får, at travlheden bliver en fornøjelse, og det bliver nemmere at forestille sig, at alle i virkeligheden smiler inden under deres trafik-stone-faces. Det eneste, jeg skal undgå er nummeret Seven and Four, som får mig til at tude – det er for rørende at lytte til midt i mylderet.
Tag dette album i ørene og gå eller cykl en tur gennem Vesterbro til Nørrebro – Istedgade, Gasværksvej, Vordrofsvej, søerne, Baggesensgade, Blågårdsgade eller Stengade, Nørrebrogade, Ravnsborggade. Stop på en vilkårlig bar og inviter din yndlingsperson på et glas vin eller en øl.

ingrid michaelson

Be OK – Ingrid Michaelson
Jeg kender ingen mænd, som holder af Ingrid, så måske dette tip blot er til damerne. Jeg er personligt meget glad for hendes finurlige og nuttede ukulele-stil. Jeg opdagede hende, da hun varmede op for Jason Mraz til en mindre koncert i Lund for 8 år siden, og det gjorde hun med så meget charme, at hun næsten outshinede Mr. A-Z. Hun er min nørd-heltinde, min Miss Missfit. Quirky med briller og lidt tykke lår, og med en fin stemme, søde tekster (lyt især til You & I, The Way I Am og Giving Up) og musik båret af ukulelen, der får dig til at føle dig som en del af en charmerende indie-komedie som Juno eller Little Miss Sunshine.
Tag dette album i ørene og gå en tur på Langelinje, Kastellet, Toldboden og langs vandet til Skuespilhuset.

GOD TUR OG GODT EFTERÅR!

/LOUISE

DET ER SÅ DET NYE

I fredags var Ditte og Louise forbi Teatret ved Sorte Hest, som havde premiere på det nye Line Knutzon-stykke, ‘Det er så det nye’. Se denne video, hvis du vil vide, om vi kunne lide, hvad vi så!

/Ditte & Louise

Tue Sander | Københavnersnuden #55

Vi oplevede Robeat Boys for første gang til Distortion sidste år, og vi var sikre på, at vi netop havde været vidne til en liveoptræden fra fremtiden – the next big thing.  Året forinden havde Robeat Boys faktisk allerede spillet på Roskilde Festival, men alligevel var det begrænset, hvor meget af deres musik, man kunne finde online. Det kan man heldigvis nu, de har nemlig lige udgivet en EP – og det kommer forhåbentlig mere.

I august oplevede vi igen Robeat Boys spille, på toppen af København til Back to Futures fremragende event hos ØsterGRO. Vi var igen blown away og er derfor glade for, at den ene halvdel af duoen, Tue Sander, her vil dele sit København med os:

robeat boya 2

LC: Hvad pusler du med for tiden?
TS: Jeg er begyndt at studere Sound and Music Computing, så jeg prøver at lære at programmere for at kunne lave apps og digitale effekter til lydprocessering. Derudover laver jeg lyddesign, elektronisk musik og underviser i at lave elektronisk musik.

LC: Hvor bor du?
TS: På indre Nørrebro, lige ved søerne.

LC: Hvor går du tur?
TS: Jeg har altid elsket at vandre gennem byen, så jeg går tit i stedet for at cykle, når jeg skal mødes med venner eller har aftaler. Ofte går jeg fra Nørrebro til Christianshavn ad forskellige ruter.

LC: Hvor drikker du kaffe?
TS: Jeg drikker meget kaffe hjemme i køkkenet, men også tit på Luna på Christianshavn, og fra den lille rullende espressobar i Fælledparken, en knallert med espressomaskine bagpå. Kaffix er en ny café på Frederiksborggade med konceptet, at “alt skal koste 12 kr.”, så der kan man få god café kaffe til 12,-. Er begyndt at nappe en kaffe med derfra på vej til og fra Nørreport Station.

LC: Hvor spiser du?
TS: Ohhh, der er så mange gode steder til take away og restauranter. Ravnsborggade er et godt bud til at få et fint måltid til rimelige penge. Kung Fu II kan man tit købe et Early Bird tilbud til, og der er gode drinks! Anbefaler deres Moscow Mule.

Snakker vi take away – Green Mango (thai) på Christianshavn, Halifax (burger, køb en Lone Star eller Nakskov) på Frederiksborggade, Kate’s Joint (afrikansk, Maafe er godt, men det er det meste) Blågaardsgade, Nha Trang (vietnamesisk, deres Pho er byens bedste).

LC: Hvor fester du?
TS: Er mega kedelig for tiden. Fester faktisk nærmest ikke. Tager til koncerter, ferniseringer og private ting, hvis jeg skal more mig.

LC: Hvor inspireres du?
TS: For tiden inspireres jeg bag klaveret, især når jeg spiller i tonearten C#m. Er ved at lave et værk, der tager udgangspunkt i en drone med grundtonen C#. Det er en fantastisk rejse, den er fuld af musik 🙂

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
TS: Det har ændret sig mange gange gennem mine 14 år i København, men tror at min lejlighed, hvor mit lydstudie er, må være mit yndlingssted i København.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
TS: Sommermorgener på vej over broerne med udsigt over kanalerne rammer mig hver gang. Jeg genforelskede mig i byen København på vej over cykelbroen ved Fisketorvet, da solen stod op i sommer. Jeg var nødt til at tage et billede af det og var lige ved at tabe min telefon i vandet. Det billede tror jeg, der er mange københavnere, der har taget – på de broer om morgenen eller aftenen, når solen står op eller går ned, med et par øl i blodet. Der er simpelthen så smukt.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
TS: Jeg har mange minder, det bliver svært at fremhæve et frem for andre, men EM ’92 kan jeg huske at køre hjem gennem byen med familien. Der var meget vild stemning for en lille dreng. Ellers at komme hjem fra en lang rejse, flylandingen gennem grå skyer i Kastrup – derefter se byen igen for første gang efter lang tid gennem en taxarude. Virkelig at føle sig hjemme igen, når man kører gennem byen fra lufthavnen – og se mine venner igen. Det er et dejligt minde.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
TS: Der er en fin lille have bag det Jødiske Museum, der er sjældent mange mennesker. Tag en kop kaffe og lidt frokost med derind og nyd freden midt i byen. Eller lej en båd og sejl rundt i kanalerne. Der er flere “uopdagede” små haver og lignende steder at finde i København, men den bedste oplevelse kan jeg ikke give, det må man selv ud at finde, men der er masser af dem (altså bedste oplevelser) i København.

Kunstneren: Tag til et arrangement arrangeret af “Øverste Kirurgiske“, digtoplæsning og andre oplæsninger. En dejlig, skør, skrøbelig og bodega-agtig stemning. Skrøbelighed fra unge og ældre forfattere, der prøver deres nye materiale af. Rå lokaler med klapstole og et busted anlæg, billige håndbajere. Det bliver ofte afholdt på Mayhem i NV.

Turisten: Tag på Christiania, gå en tur på voldene og spis på den vegetariske restaurant Morgenstedet. 

Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det? Flere billige boliger.

LC: Dit perfekte soundtrack til København?
TS: Jeg vil anbefale Debussy Clair de Lune .Fint gå-musik til en tur rundt i byen.

Tusind tak, Tue og Robeat Boys, fordi du ville dele dit København med os.

GOD SØNDAG

robeat boys

Definition af en københavnersnude; interessant, sød, sjov og/eller venlig person, der er bosat i eller har tilknytning til København.

INTERVIEW: VILD $MITH

Du har hørt pladerne, set musikvideoerne, oplevet koncerterne, læst anmeldelserne og hørt interviewsne. Men du er stadig et stort spørgsmålstegn. “Hvem er de?” spørger du, men får intet svar. Indtil nu. LoveCopenhagen ved det.

www.danielstjerne.com
www.danielstjerne.com

Faste læsere af LoveCopenhagen vil vide, at Vild $mith har begejstret stort set hele holdet bag sitet. Nuvel, vi hiver gennemsnitsalderen til deres koncerter en smule op, men vi er sikre på, at der ikke går lang tid, før hele Danmark hopper med på deres vilde stil. Men hvem er Vild $mith egentlig? Dele af det mysterium kan du få opklaret lige her:

Hvordan startede I med at lave musik sammen?
V$: HvidMayn og Vild Ting havde rodet med musik i nogle år, hvor de hver weekend tog i studiet som forfest og lavede fredagsfristil. Det gik i al sin enkelthed ud på, at Hvidmayn havde 30 minutter til at lave et beat, og så rappede de over beatet, mens de drak sig ned.  En dag besluttede de sig for at tage i sommerhus og lave nogle deciderede numre fremfor fristil. De gav sig selv den udfording, at hvis man skulle lave et rapnummer uden at spekulere i radio og publikum, hvordan vil det så lyde. Det blev til nummeret “Shit Pige”, som også var med på vores første album. Den første, der hørte nummeret, var Vild Son, som synes, det var super fedt og jokede med, om han ikke skulle spytte nogle bars over det. Vild Ting havde længe haft en drøm om at få broren Vild Son til at lave musik, og drengene inviterede ham i studiet, selvom han aldrig havde rappet. Der var instant kemi, og fra den dag var der ingen vej tilbage, og det der sidenhed skulle blive Vild Smith var nu en trio.

Hvem laver hvad – hvem skriver tekster, laver beats, koreografi?
V$: Hvidmayn står for alt i produktionen, og så bliver vi enige om temaerne i fællesskab. Så snart vi har disse ting på plads, så skriver vi vores egne vers og omkvæd sammen.

Hvem er jeres største inspirationskilde?
V$: Vi er inspireret af det liv, vi lever, både på klubberne og rundt omkring i Danmark, når vi er ude at spille i weekenderne, men også af de ting, vi omgives af, når hverdagen rammer. Musikmæssigt er vi især inspireret af hiphopscenen i Atlanta.

Hvad er historien bag navnet på jeres nye album, Straight Fire?
V$: “Straight Fire” som betyder “det bedste af det bedste” var et af de udtryk, vi brugte allermest, da vi skulle finde på en albumtitel. Derfor var det også naturligt for os at kalde albummet det, da vi synes, det var det, der beskrev albummet bedst.  

Hvad har været den største oplevelse i jeres karriere indtil videre?
V$: Vi har været sindssygt priviligerede og oplevet virkelig mange sindssyge ting i vores forholdsvis korte karriere. Derfor er det også svært bare at nævne én oplevelse. Men det er altid en fuldstændig ud af kroppen oplevelse at stå på scenen og høre flere tusinde mennesker stå og synge dine sange.

Hvad ville være det største at opleve i forbindelse med musikken?
V$: I stedet for at fokusere på enkelte mål, så bestræber vi os på noget mere overordnet, nemlig at blive ved med at være relevante og aktuelle. Hvis vi om 10 år fra nu stadigvæk formår det, så vil det være det største for os, og så vil de sindssyge oplevelser også have fulgt os undervejs.

Hvad kan man forvente sig af jeres efterårsturné?
V$: Man kan forvente massiv vildhed og en fest, man ikke lige foreløbig glemmer. Det er vores første spillestedsturne, og vi glæder os til at komme ud at spille med spritnyt materiale. Derudover er det også første gang, at vi tager på tour sammen med et band, så nu er vi ikke længere bare det mest live band uden et liveband, men det mest live band med et liveband. Vi glæder os sindsygt meget til at give folk en helt ny oplevelse, og med over 250 jobs i bagagen så er vi i den grad i topform og det kan kun blive straight fire.

Normalt plejer vi at spille et intensivt powersæt, hvor der er 100 % fokus på festen, så folk næsten ikke når at trække vejret. Når vi spiller med liveband, giver vi folk mulighed for at trække vejret minimum et par gange, så de kan nå at tage hele oplevelsen ind, og det giver os samtidig også større mulighed for at være impulsive. A.K.A. det bliver straight fire.

Hvad skal der ske for Vild $mith i det næste stykke tid?
V$: Vi er på efterårstour hele september, og så skal vi færdiggøre noget af vores nye shit, som forhåbentlig kommer ud senere på året.

Hvor er det bedste sted at spille i byen – og hvorfor?
V$: Det er umuligt at vælge ét sted. RUST er eksempelvis fedt, fordi det er virkelig intimt, og man er helt tæt på folket. Derudover er VEGA bare et exceptionelt fedt sted, og lyden er altid fænomenal derinde. Vi glæder os overdrevet meget til at spille på VEGA i forbindelse med vores efterårstour, og vi kan godt garantere at det bliver fuldstændig vanvittigt.

Hvor er jeres yndlingssted i København – og hvorfor?
V$: Det er svært at vælge ét bestemt sted ud, da det varierer alt afhængig af, hvem af os, du spørger. Der er ingen tvivl om, at vores respektive hoods, som er henholdsvis Vesterbro, Indre Østerbro og Frederiksberg, står os rigtig nært. Et sted, hvor vi er kommet rigtig meget, er området omkring Enghave Plads og Sønder Boulevard, der er altid noget at give sig til, og vi har virkelig mange gode minder derfra.

Hvad er jeres soundtrack til København?
V$: Det er fuldstændig umuligt at vælge ét soundtrack, der beskriver den vibe, der er i København. Men hvis vi skulle vælge et album, der skulle køre i baggrunden, mens vi sad og hyggede, så skulle det enten være “Future – DS2” eller “Travis $cott – Rodeo. Ikke fordi de har noget at gøre med København, men fordi de to albums har vi det ret optur over for tiden.

Og lige et tillægsspørgsmål, som vi har diskuteret længe: Hvad handler nummeret ‘Ansigt’ om?
V$: “Ansigt” handler i alt sin enkelthed om uforpligtende sex eller det at være ”friends” with benefits. ”Ansigt” er et af de mest gakkede/ underholdende numre på albummet og med et væld af metaforer og et glimt i øjet forsøger vi at beskrive essensen af den måde som uforpligtende sex mellem to parter nogle gange hænger sammen.

Hold øje med LoveCopenhagen, hvis du gerne vil med til Vild $mith koncert i Vega. Du køber billetter her.

RIGTIG GOD FREDAG!